Resident Evil 7: Biohazard

Resident Evil er nok en af de spilserier, der har gennemgået den største forandring, hvis man sammenligner de første spil i serien med de seneste. Spillene er gået fra at være hvad man i dag betegner som klassiske Survival Horror-spil til deciderede Michael Bay-lignende actionspil, og den gennemgående historie er lige så langsomt blevet så indviklet og overdrevet, at mange har valgt at stå helt af. Det hjælper heller ikke, at Capcom har insisteret på at smide brænde på bålet ved at udgive forfærdelige sidetitler, som for eksempel det seneste Umbrella Corps, der ikke kun var et dårligt Resident Evil spil, men også et generelt gyseligt spil, og her menes det på den dårlige måde. Jeg var derfor en blandt mange, der så meget frem til Resident Evil 7 Biohazard, det seneste spil i serien, som udviklerne har lovet vil bringe os tilbage til den gode gamle Survival Horror-genre, som mange af os har gået og savnet de seneste år.

Jeg må indrømme, at det var med en smule tøven, at jeg påtog mig opgaven at anmelde dette spil. Jeg har altid haft en stor kærlighed til de tidlige Resident Evil-spil, men samtidigt kan jeg godt være en smule sart når det kommer til gys og chok. På den anden side kunne jeg ikke vente med at se, om Capcom kunne leve op til deres høje løfter om at vende tilbage til spillets rødder, så jeg tog mig sammen og spændte bogstaveligt talt hjelmen, for spillet skulle jo selvfølgelig opleves i VR.

Selve Virtual Reality-delen vil jeg vende tilbage til, og i stedet vil jeg starte med spillets historie, der udspiller sig 4 år efter hændelserne i Resident Evil 6. I Resident Evil 7 Biohazard tager man styringen af Ethan, en mand der leder efter sin kone Mia, som forsvandt for 3 år siden. Efter flere års søgen modtager Ethan nemlig en mystisk e-mail sendt fra Mia, hvor der blot står en adresse, og ordene "Kom og hent mig". Ethan rejser derfor uden tøven til Dulvey i Louisiana, et sumpområde i de amerikanske sydstater, for at hente sin kone. Desværre for Ethan går der ikke længe efter ankomsten på adressen, før det skal vise sig, at han nok bare skulle være blevet væk. Den store ejendom på adressen ejes nemlig af Baker-familien, som i bedste Texas Chainsaw Massacre-stil holder Ethan fanget på deres grund, mens de ihærdigt forsøger at slå ham ihjel.

Det første man oplever når man går i gang med spillet er grafikken. Den er enormt flot og detaljeret, især hvis man som jeg spiller det på en PS4 Pro. Belysningen når man ankommer i sumpen er ganske fortryllende, som den sene eftermiddagssol falder gennem trækronerne, og hele spillets uhyggelige stemning fremhæves virkelig, mens man langsomt nærmer sig det tilsyneladende forladte og faldefærdige hus, som skal sætte scenen for hvad man må gå ud fra bliver den værste nat i Ethans liv. Spillet gør også flittig brug af HDR, så skulle man være så heldig at have et TV, der understøtter teknologien, kan man benytte sig af denne. HDR-effekten gør det blandt andet nemmere at skelne hvad der foregår i de mørke gange i huset, da forskellen på lys og mørke ikke er så fremtrædende, og man i stedet får en langt mere realistisk gengivelse af både farve og belysning. Selvom en del spil efterhånden benytter sig af teknologien på PS4, må jeg sige at dette spil for alvor har understreget for mig, hvor vigtig teknologien kan være for spil fremadrettet.

Det næste man nok vil bide mærke i, især hvis man er inkarneret Resident Evil-fan, så er det nok synsvinklen man spiller fra. Denne gang har udviklerne nemlig ladet begivenhederne udspille sig i første person, hvilket før udgivelsen har fået en lidt blandet modtagelse. Mange mener, at det ligger for langt fra, hvad et klassisk Resident Evil burde være, mens andre ser det som et frisk pust til serien, hvis altså man ser bort fra de forskellige Light Gun-spil. For mig at se giver det mening på mange forskellige måder. For det første åbner det op for muligheden for VR (bare rolig, vi kommer til det), og for det andet er det også denne retning mange nyere gyserspil er gået, såsom Outlast og Amnesia. Der er heller ingen tvivl om, at indlevelsen bare er større, når man ser handlingen ud fra hovedpersonens øjne.

Nu nævner jeg Outlast, og netop dette spil har også været med til at skabe nervøsitet blandt Resident Evil-fans, da mange har forventet hvad jeg vil kalde en Outlast-klon, hvor hovedpersonen ganske forsvarsløst skal løbe rundt og gemme sig fra fjenderne, og hvor det at blive opdaget næsten er den sikre død. Her kan jeg berolige alle med, at dette ikke er tilfældet. Ethan kan i den grad slå fra sig, og selvom der er sektioner, hvor det er bedst at forblive uset, er man aldrig tvunget til at stikke halen mellem benene og gemme sig i et skab, da man i disse tilfælde oftest kan sænke ens modstander, og få dem lidt på afstand så man kan gribe situationen lidt anderledes an. Jeg var enormt glad for at erfare dette, da jeg ikke er stor fan af den hjælpeløse protagonist.

Selvom både hovedperson og synsvinklen er nye, er alt i resident Evil 7 Biohazard i bund og grund klassisk Resident Evil. Man bruger stadig en stor del af sin tid på at gennemsøge huset for underlige emblemer, som skal bruges til at åbne døre, men man kæmper mod diverse fjender, som tager en del kugler at skaffe sig af med. Man skal også konstant overveje kampsituationer, da man ofte har et begrænset antal kugler, og det derfor skal vurderes om den enkeltstående fjende er kuglerne værd. Det klassiske Inventory-system er også tilbage, dog i en lidt mere opdateret form, så man skal også konstant holde styr på hvad man tager med sig, og hvad man lader ligge i de magiske kister, som også vender tilbage fra de tidligere spil.

Ethan selv er også en ganske god karakter, som faktisk formår at opføre sig ganske passende overfor de situationer han stilles i. Han råber surt i boss-kampene at nu må det være nok, og hans kløgtige kommentar "Who builds this shit" til en af de mange puzzles er som taget ud af munden på enhver, der har spillet et af de tidligere Resident Evil-spil. Generelt virker Ethan bare som en langt mere realistisk person end mange af de andre personligheder vi har stiftet bekendtskab med i serien gennem årene, og de små kommentarer undgår heldigvis også at blive platte one-liners. Dog er der andre figurer man møder på sin vej, der er knapt så helstøbte, som for eksempel en nævenyttig politibetjent, som man mest af alt bare har lyst til at pande en får sekunder efter det første møde. Det fungerer nu alligevel meget godt, da det hele hænger sammen med idéen om, at man befinder sig i en klassisk gyserfilm, og så skal man selvfølgelig ikke være foruden klichéerne.

Nu nævnte jeg tidligere, at jeg ikke har det for godt med chok i spil, og selvom jeg blev sat på lidt af en prøve, må jeg sige at være positivt overrasket over hvordan udviklerne har formået at holde igen med de forskellige jump-scares. Mange uhyggelige spil nutildags har en tendens til at læne sig for meget op af at råbe bøh af folk, i stedet for at skabe et oprigtigt uhyggeligt spilmiljø, men i Resident Evil 7 Biohazard er der tale om det stik modsatte. Selvfølgelig er der chok, da det jo ligesom hører med, men mængden er tilpas nok til, at de rent faktisk er effektive uden at være uretfærdige. Det meste af tiden jeg sad med spilles var det lydene af huset der gav sig, og om hvorvidt det var fodtrin på trappen jeg kunne høre, eller om det bare var en gren på ruden, der gav mig hjertebanken, og det er denne type uhygge jeg godt kan lide. Frygten for hvad man selv bilder sig ind kan være der, fremfor billige tricks og høje lyde.

Nu skriver jeg at spillet er langt mere klassisk Resident Evil end hvad mange nok forventer, og dette er både på godt og ondt. Der er nemlig et punkt man ikke rigtigt kommer udenom i serien, og det er nemlig boss-kampe, og i Resident Evil 7 Biohazard er kvaliteten af ganske varierende grad. I første halvdel af spillet er de fantastiske, og man skal faktisk tænke sig lidt om for at nedkæmpe sin fjende. Dette betyder at man ofte skal være hurtig til at kigge sig omkring i "arenaen" efter noget, der kan hjælpe en, i stedet for bare at tømme magasin efter magasin i hovedet på modstanderen. Man føler faktisk man narrer de fysisk meget overlegne fjender når man regner tricket ud, og jeg har sågar oplevet boss-kampe udspille sig vidt forskelligt, ud fra den måde jeg agerede på undervejs i kampen. På den anden side er der boss-kampene hen mod slutningen af spillet, og her må det siges, at denne del af det klassiske Resident Evil-gameplay gerne må have forblevet i de gamle spil. Uden at ville afsløre for meget er der tale om store fjender med svage punkter, og det føles helt klart ikke hjemme i et spil, der ellers gør et godt stykke arbejde med at få spilleren til at tænke. Heldigvis fylder disse boss-kampe kun en lille del af det overordnede spil, og derfor kan det godt til en hvis grad tilgives.

Nu kommer vi så til den del af anmeldelsen, som mange af jer derude nok har været nysgerrige omkring, nemlig spillets understøttelse af PlayStation VR. Jeg kan kun sige, at jeg har svært ved at få armene ned. Jeg har været vild med VR, lige siden jeg anskaffede mig min hjelm, men hvis den standard, som Capcom har sat med denne nye teknologi er et tegn på, hvad man som VR-bruger har i vente, må jeg nok sige at jeg kommer til at elske VR. Jeg havde egentlig planer om kun at spille dele at spillet igennem i VR, men efter at være begyndt på at bruge det, var der ingen vej tilbage for mig. Godt nok er billedet ikke lige så skarpt som i opskaleret 4K på mit TV, men intet slår rent faktisk at stå inde i de grumsede stuer og de klamme køkkener og kigge sig rundt, mens man konstant holder øje med døren bag sig, i frygt for at nogen eller noget skulle komme snigende ind til sig. VR åbner også op for muligheden for at kunne læne sig og kigge rundt om hjørner, hvilket kan være en kæmpe fordel, og selvom jeg var en smule nervøs for, at jeg måske ville blive sløj af at spille Resident Evil 7 Biohazard i VR, havde jeg faktisk ingen problemer overhovedet. Der er nemlig et utal af forskellige komfortindstillinger, som man kan benytte sig af, så man blandt andet kan vælge at dreje sin figur 45 grader ad gangen eller blot helt analogt, som man kender det fra almindelige spil, og ens ganghastighed kan også justeres. Der er også mulighed for at aktivere nogle diskrete "skyklapper", som automatisk begrænser ens synsvinkel en smule når man bevæger sig hurtigt, hvilket for mit vedkommende i den grad hjalp på søsygen. Til sidst er der 3D-lyden, som virkelig er med til at sætte punktummet for stemningen, og man kan næsten mærke det, når et monster står bagved dig og pruster dig i nakken.

Resident Evil 7 Biohazard leverer på så mange måder, hvad jeg havde ønsket mig af et semi-reboot af serien. Den nye synsvinkel gør spillet mere intenst, og spillet formår at bibeholde alle de ting, som med tiden har gjort Resident Evil til en succes. Stemningen er helt i top, og det er lige før man kan lugte det fugtige træ i de faldefærdige bygninger man bevæger sig igennem, mens man knuger sig til sin pistol med blot tre skud i. Som Virtual reality-spil må det siges at være den mest helstøbte spiloplevelse til dato, og selv med over ti timers gameplay, kan det sagtens spilles igennem fra start til slut i VR. Hvis man ikke er indehaver af en PlayStation VR er der dog stadigvæk masser at komme efter, da både historie og figurer er interessante, og man i den grad har svært ved at lægge spillet fra sig, da man bliver så bidt af at løse mysteriet i sumpen. Desværre trækker boss-kampene sidst i spillet det overordnede indtryk lidt ned, men hvis man er fan af klassisk gys og gode puzzles, kan jeg kun anbefale Resident Evil 7 Biohazard på det varmeste.