Resident Evil Deadly Silence

Mine håndflader er fugtige. Ikke fugtige, som hvis man sidder på bagerste række i biografen med en lækker pige. Heller ikke fugtige, som hvis det er rigtigt varmt. Nej, mine hænder er fugtige fordi jeg forventer at blive bange. Det er forventningen om skræk og rædsel der fugter mine hænder og gør min Nintendo DS en anelse klam. Efter et par timer viser det sig, desværre, at det aldrig kommer længere end udsigten til skræk og rædsel. Aldrig den ægte vare.

Resident Evil: Deadly Silence er, foruden den lidet subtile undertitel der forkorter sig DS, det gamle Resident Evil fra 1996. Alle elementer stammer fra dengang, hvilket næsten gør Resident Evil til ægte retro.

Der var engang hvor Resident Evil var synonym med skrækindjagende uhygge og mangen en nattesøvn er blevet ødelagt af zombierne, de flåede hunde og de skældede Huntere. Jeg fristes til at sige: "Det var dengang." For hvis kortene skal på bordet, så forholder det sig ikke sådan længere. Foruden de andre spil, der har set dagens lys siden Resident Evil, har serien selv ændret sig. I bedste T-virusstil er den muteret. I sammenligningens brændende lys er Resident Evil ikke ligefrem den store uhyggespreder og det passer ikke særlig godt til en konsol som Nintendo DS.

Vi kender vel alle historien: En paramilitær styrke kaldet STARS er blevet sat ind i sagen om de mystiske kannibalmord, der har hærget Raccoon City. Et hold af STARS-medlemmer forsvinder i bjergene under mystiske omstændigheder, og et andet hold kommer til undsætning. Underlige hunde dukker op, og holdet må tage tilflugt i et gammelt landsted. Her splittes holdet op og rædslerne kommer så at sige væltende ud af skabe, og ind af vinduer og døre.

Det er svært at sige Resident Evil uden at komme ind på skuespillet. I bedste fald nærmer skuespillet sig det middelmådige, og når det er værst (hvilket det næsten hele tiden er) er det så lårklaskende dårligt, at enhver følelse af uhygge langsomt fordamper som dug på en sommermorgen. Replikkerne er ringe skrevet og bliver katapulteret op på elendighedens stjernehimmel af et hold himmelråbende dilettantiske skuespillere.

Deadly Silence virker på alle punkter arkæisk. Styringen er der ikke fiflet med. Opad på styrekorset betyder frem, ligegyldigt i hvilken retning spilkarakteren vender. Det er klodset og på ingen måde præcist. Det er til at vænne sig til, men det falder desværre aldrig helt naturligt. Præcisionen lider under det, skud misser deres mål og det er bestemt ikke heldigt når ammunition og helbredende genstande er sparsomt fordelt i det store landsted.

Puzzles undervejs er af typen; vil du sætte den sekskantede nøgle i den sekskantede lås? og burde ikke udgøre en altoverskyggende udfordring for de små grå. Uhyggen, der burde være Deadly Silences største es, udgøres kun af billige chokeffekter og stemningen der bliver bygget op af musikken og til dels de spor der findes hist og her, er gennemhullet af stemmeskuespillet.

Nyt er der noget af. Deadly Silence kommer teoretisk set med to spil i kassetten. Det klassiske og et der er optimeret til DSens muligheder. Ellers er der ingen forskel. Et par sekvenser hvor zombier skal nedlægges med kniv via den trykfølsomme skærm, og et par puzzles er hvad det bliver til.

Det er ikke tilnærmelsesvist uhyggeligt at spille Resident Evil: Deadly Silence. Et par chok er stadig effektfulde, hundene gennem vinduet virker endnu, men ellers er det så som så med uhyggen. Det kan have noget at gøre med at man nu kan sidde i en veloplyst togvogn eller ude i det fri, og ikke kan barrikadere sig i et mørklagt værelse. Hvor om alting er, så kan Resident Evil ikke undgå at føles gammeldags, klodset og måske en smule latterligt.