Zombier, våben, blod og en historie, der på yderste overdrev ikke giver mening, minder dette dig om noget? Resident Evil måske? Denne gang har Capcom virkelig trådt i spinaten. Ikke nok med at rygterne har sviret om, at en stinker var på vej, men ingen vidste, hvor slemt det ville blive. Vi er kendt for at gå gennem ild og vand for vores læsere og bevæbnet med iltmaske, smertestillende midler og bombesikret attachemappe, hvori det ukendte materiale lå, begav undertegnede sig indenfor i testlokalet forberedt på det værste. Se på den følgende side, hvordan det gik efter mødet med Resident Evil - Survivor 2 (RES2)
En kvalmende fornemmelse
Mulighed for længerevarende gameplay er ubarmhjertigt blevet kørt i sænk, og fastfoodproduktet er det eneste tilgængelige tilbage på RES2. Som spilbare elementer, kan der præsenteres en arkadedel, der så at sige ikke byder på særlig meget andet end 5 små forkrøblede baner og nogle b-movieagtige mellemsekvenser uden tale og med de største undertekster i mediets historie. En "Dungeons-mode" er der også blevet plads til på skiven, men hvad man troede kunne bruges som underholdning, viser sig at være kedeligt og underholdnings forladt tidsfordriv, hvor zombier ser ud til at være lige så træt af at jage dig, som du er af at skyde dem.
Efter at have gennemført bliver der låst op for nogle nye sværhedsgrader, våben og så videre. Man har valget mellem at være Steve Burnside eller Claire Redfield. Baggrunden for de to personer er fuldstændig ligegyldig og begrænser sig til 4-5 linier i manualen. Derefter er det bare om at komme i gang med at slagte zombier, muterede superkrigere og andre underlige væsner, der af en eller anden grund lige netop er dukket op, der hvor du befinder dig og blokerer vejen til friheden. Bag dig bliver du jagtet af Nemesis, et eksperimentelt væsen der åbenbart gerne vil have dig til middagsmad. Med denne fuldstændig grinagtige historie og 3 tons våben på ryggen begiver man sig af sted på vej væk fra dette grusomme sted.
Der loades stadig!
Som om det ikke var nok med det, er der også en anden irriterende ting ved RES2 - det er den ulidelige loadingskærm, der forekommer hver eneste gang man går ind af en dør, op ad en stige og så videre. Selvom dette fænomen kun optager cirka 5 sekunders spil tid er dette dog yderst innoverende, da der ikke er meget mere end 10 sekunder spil mellem hver af disse. Hvordan det er muligt at skulle loade så forfærdelig meget i et spil, der kræver absolut intet af konsollens kraft, må guderne vide, da os dødelige ikke tør gribe om dette hovedbrydende problem. Selvom der er mulighed for 2 player og lyspistoler understøttes af spillet, så er dette mindste standarden for et FPS-spil til PS2 og kan på ingen måde være nok til en PS2 ejer - uanset seriens oprindelse.
Gennem ild og vand vi går
Visuelt er RES2 ikke noget vidunder og grafikken minder også mest af alt om noget der hørte hjemme på PSOne. Effekterne er irriterende og arkadeagtige, fra dengang i starten af 90’erne, og ser mildest talt ikke godt ud. Monstrene er ligeledes meget kedelige og grimme, og banerne har samme usmagelige udsmykning, som sjældent varierer. Om Capcom har smidt koden til spillet væk og har måttet lave det hele fra bunden er ikke til at vide, men RES2 virker i det hele taget som en grafik mæssig tilbagegang fra forgængerne. Lyden følger trop sammen med resten af spillet, og lyden fra det absolut tungeste artilleri i spillet lyder som hundepropper med sans for rytmik. Resten af effekterne har samme toneart som to kuglepenne der i takt bliver tappet mod bordkanten. Musikken består som alt andet af et monotont og midi inspireret gyser spor, hvor det kan betale sig at skrue ned for lyden, hvis man håber på at beholde sin psyke intakt.
Argh! stop! ikke mere!
Vi ved ikke, om vi skal grine eller græde her på redaktionen, for RES2 er nok noget af det grusomste vi endnu er blevet udsat for i længere tid. Det godt afkogte ben, som denne seneste udgivelse i serien er bygget på, kan defineres som spilleligt, men som længere varende underholdning (mere end 5 min.) skyder det sig selv i begge fødder, samtlige andre bevægelige kropsdele plus organer og andre vitale dele. Det eneste, der bør siges om RES2, er at personer ved deres fulde fem under ingen omstændigheder bør udsætte deres lille husalter (PS2’en) for denne ondartede oplevelse. Det er afskyeligt, på den dårlige måde.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 6 / 10
- Lyd
- 4 / 10
- Spilbarhed
- 4 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 5 / 10