Resistance 2

Chicago anno 1953. Normalt summer gaderne af liv. Handlende træder ind og ud af butikker, venner og veninder udveksler oplevelser over en kop kaffe i caféerne, og af og til triller en bil gennem gaderne. Men tingene er alt andet end normale. Der er så stille i gaderne, at man ville kunne høre en teske falde til jorden på hundrede meters afstand. Så jeg mangler ikke arbejdsro. Men indeni er jeg alt andet end rolig. Nærmere ængstelig. I bedste fald anspændt og årvågen. I Insomniacs alternative virkelighed blev verden skånet for nazismens rædsler, og den amerikanske regering sendte ikke én eneste soldat til Europa. Til gengæld sendte en regeringsleder fra et fjernt solsystem sine tropper til Amerika, og de er tydeligvis ikke kommet for at knytte intergalaktiske venskabsbånd.

Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at gaderne ligger øde hen. Nogle af chimera-monstrene var engang mennesker, men de bryder sig ikke om mennesker. De kvaser dem som skadedyr eller genmanipulerer dem. Selv er jeg en udefinerbar mellemting, en hybrid. Menneske af sind og udseende, men med monsterblod pulserende i årerne. I rollen som Nathan Hale er jeg et af menneskehedens sidste bolværker, og jeg har et fast greb om min savbladskaster. Soldatens bedste ven er altid hans våben.

Pludselig sker det. Blodige pupper brister, og gaden befolkes af lange ranglede, nøgne skikkelser. De stormer frem i et hæsblæsende tempo, og savbladene skærer gennem rumvæsnernes kød, rammer husfacaderne og rikochetterer tilbage og separerer lemmer fra krop. Der er mange af dem, og da jeg løber tør for savblade, hiver jeg mit oversavede haglgevær skyder vildt om mig og tager flugten. Jeg når at tænke tanken, at alene disse fem minutter har givet mig flere kuldegysninger og mere knaldhård action, end Fall of Man formåede at gøre i hele spillets singleplayerkampagne. Insomniac har taget skeen i den anden hånd.

Jeg mødte Ted Price, Insomniacs ledende skikkelse, i 2003, og selvom man skal passe på med at drage forhastede konklusioner om andre mennesker, så forekom han mig som et alvorligt menneske. Et menneske, der nok kun joke og smile, men som ikke gik halvhjertet til nogen af livets opgaver. Et stolt og alvorligt menneske, der ikke stopper på halvvejen. Jeg tror, at den spredte kritik af Fall of Man ramte Prices stolthed, og at man ved at se Resistance 2 i det perspektiv har forklaringen på, hvorfor spillet er så meget bedre end originalen.

Resistance 2 er andet end bare større, flottere og bedre. Det kører i et højt tempo fra start til slut, det fornyer sig selv undervejs, og det er alt andet end gråt i gråt som Fall of Man. Allerede i det indledende kapital, som udspiller sig på en islandsk base, slår Price og hans folk den nye tone an. Resistance 2 er alvorligt og dystert. Himlen er sort af enorme, højteknologiske rumfartøjer, som vidner om et teknologisk niveau, der er menneskets langt overlegen. Bomberne falder, folk falder livløse om på stribe, og en chimera-gigant - a la Ares i God of War - tværer alle levende organismer, der ikke har chimera-blod i årerne, ud. Her bliver jeg grebet af en klaustrofobisk følelse hen ad den, jeg fik i Half-Life 2. Det er følelsen af afmagt, uvished og undertrykkelse. En kvælende følelse af, at menneskeheden går en fremtid som slaver i møde, hvis vi overhovedet overlever.

Men ubehaget har den positive bivirkning, at Nathans kamp øjeblikkeligt bliver min. Jeg behøver ikke nogen forklaring på, hvorfor invasionshæren skal nedkæmpes med alle midler. Jeg er som Matrix' Neo og Half-Life 2's Gordon Freeman den udvalgte, ham med et enormt ansvar hvilende på skuldrene. Man siger, at sammenholdet mellem mennesker styrkes i krisesituationer, og det er måske grunden til, at jeg føler et tæt tilhørsforhold til de folk, jeg har omkring mig. De dækker mig, og jeg dem. Et bånd af blind tillid hersker i den sentinelgrupper, jeg er en del af. Sentinels er halvt menneske, halvt chimera, hvilket har den fordel, at vores kroppe regenererer sig selv.

Insomniac Games holder af spil. De udvikler dem og spiller dem. På det punkt ligner de alle andre spiludviklere. Hvis jeg ikke tager helt fejl, er Gears of War blandt Ted Prices favoritter. Ud over at have Gears of Wars tempo er Resistance 2's chimeras lige så ækle som locusts. Når man i en havnegyde ser to chimera-titaner marchere taktfast frem med flammekastere, er det som at møde et par tæmmede bersærkere. De er genetisk programmeret til ikke at stoppe, før hele galaksen er blevet underlagt chimera-racens herredømme. De kæmpemæssige bosser, du møder, har også som minimum Gears of War-størrelse. Den store edderkop, blæksprutten og leviathan, et rancor-lignende uhyre sluppet løs i Chicagos gader.

Half-Life 2 har også en plads i Prices hjerte. Resistance 2 har noget af den her postkorteffekt. Mindeværdige scener, som du modsat Fall of Man vil huske tydeligt, når du en dag sætter spillet i maskinen igen. Det er et af kendetegnene ved et godt spil. Der er den romantiske skov med fuglekvidder og sus i trækronerne, som forvandles til et slagtehus af en mindre hær af kamæleoner - chimeras i Predator-dragter. Du sætter fod i en landsby med blodige chimera-pupper alle vegne og den allestedsnærværende øredøvende stilhed, der følger i kølvandet på chimera-soldaterne plyndringstogter. Der er scenen, som udspiller i et af fjendens rumskibe, eller den, der foregår på en kæntret flodpram. Resistance 2 skifter scenarium, som man vender sider i et fotoalbum.

Det skiftes også tit fokus. Først er der lidt stealth. Så en hård ildkamp. Derefter stilhed og så storm i form af en fysisk hård kamp mod en gigantisk boss eller en kamp på snilde mod en insektsværm. Prices hjertebarn har det ene højdepunkt efter det andet. Og spillet forstår også at ramme en god sværhedsgrad. Du bliver ikke befamlet med fløjlshandsker på, men heller ikke udsat for urimeligheder. Du dør oftere her end i Fall of Man, men det er kun, fordi chimera-soldaterne er større og mere kyniske og sindssyge.

Til gengæld er Nathan Hale fulgt med. Krigen har hærdet ham, og hans baglands våbenprogrammer har banet vejen for et hårdtslående våbenarsenal - alle med sekundære funktioner. Granat- og raketkasteren, snigskytte- og Bullseye-riflen behøver ingen nærmere introduktion, men magnumpistolen med dens eksplosive projektiler er en landvinding. Send et kugle ind i en fjende, vent til hans kumpaner er stimlet sammen omkring ham, og detoner den. Vigtigst af alt er, at du ved at eksperimentere med våbnenes sekundære funktioner kan blive en mere effektiv dræbermaskine. Der er mere i Resistance 2 end "sigt og skyd". Online kan du både spille mod eller med resten af verden, og sidstnævnte er mest bemærkelsesværdig. Her kan op til otte spillere udrydde chimera-soldater i særskilte kampagner, som ikke blot er klippet ud af singleplayerdelen.

Jeg beklager klichéen, men Resistance 2 er det spil, som Fall of Man burde have været. Det kan og vil så meget mere end sin forgænger. Hvis Fall of Man var et gammelt Call of Duty med aliens, er Resistance 2 et Gears of War med Half-Life 2-lokaliteter. Hvis det er det, man får ud af at give Ted Prices kunstneriske stolthed en mavepuster, så vil jeg genoverveje mit syn på, hvad man kunne kalde moderat kunstnerisk pres.