Dansk
Gamereactor
previews
Resistance: Fall of Man

Resistance: Fall of Man

Chimera-racen skal nedkæmpes i 50'ernes England, og kun du kan gøre det. Jesper er trådt ned i støvlerne hos Nathan Hale, for at give fjenden bagspark...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I virkeligheden var 1950’ernes England et land fyldt med liv og glade dage. Den stolte nation var endelig på vej ud af de økonomiske trængsler, som fulgte i kølvandet på verdenskrigens slutning, og der var masser af håb for en lysere fremtid for hele Europa. Hos Insomniac er historien tværtimod en helt anden. Her har Anden Verdenskrig aldrig fundet sted, hvilket ironisk nok er det værste, der kunne ske. I stedet har en ukendt race, kaldet Chimera, i al hemmelighed indtaget Rusland og med næsten lysets hast spreder de sig til hele Europa, indtil de løber England over ende. Amerika er bange og sender dig!

Man får ikke meget at vide om spillets hovedperson, Nathan Hale, ved spillets start, men med god grund. Hans liv er nemlig omgivet af mystik, hvor han som den eneste overlevende i et blodigt slag bliver den første, der nogensinde er smittet med Chimera-virusset og vågnet igen. Hvordan og hvorfor er det mysterium, som man bør bruge de næste mange timer på at finde af. Og det hele bliver ikke mindre spændende, når spillets fortæller, en smuk, kvindelig englænder, indledningsvis beretter om, hvordan Hale’s handlinger i fremtiden vil ses både som heroiske heltegerninger og forræderisk adfærd!

Der er ikke den fjerneste tvivl om, at Sony har satset hele baduljen på at gøre netop Resistance: Fall of Man, til definitionen af PlayStation 3, som Halo i sin tid var det for Xbox. Desværre må der allerede nu sås en tvivl om, hvorvidt spillet vil være i stand til at opnå samme wow-effekt, som Master Chief og slænget i sin tid gjorde. Resistance er nemlig et yderst solidt skydespil, men mangler fundamentet, der skal gøre PlayStation 3 til den dominerende konsol.

Den overvejende grund til dette synes måske en anelse overfladisk, men er ikke desto mindre et yderst vigtigt punkt, når vi taler nye konsoller: Grafik. På det visuelle plan kan Resistance simpelthen ikke stå til måls med nutidens tilsvarende titler, og tilslutter man sin nybagte konsol et gammeldags TV uden HD, så vil forskellen til de senere PS2-spil være minimal. Det var en hård pille at sluge, og selvom kvaliteten er væsentligt forbedret på et lækkert HDTV, så er det stadig ingen åbenbaring. Dermed ikke sagt, at Resistances grafik ikke har sine positive sider: Der er nogle udmærkede røgeffekter, luften fyldes ofte med blade og skrammel, og så er der implementeret træer og vegetation á la Oblivion. Problemet er blot, at Resistance er grafisk mangelfuldt på så mange områder, at det nogle gange skærer i øjnene. Spillets fuldstændige mangel på dynamisk lys og skygger danner en udmærket ramme om dette. Indenfor bliver situationen nærmest akavet, når man ser skygger falde, ikke kun i forskellige retninger, men også uden nogen lyskilder tilstedeværende, mens Insomniac åbenbart har placeret England lige ved ækvator; udenfor falder mange af skyggerne lige ned, mens andre strækker langs landskabet. Derudover er der en overvejende mængde af uskarpe overflader, der er ligeså flade at se på, som de er slørede.

Dette er en annonce:

Ud fra et æstetisk perspektiv leger Resistance ellers med et par spændende idéer. 50’ernes England er ikke banebrydende at se på, men den fremmede Chimera-arkitektur er med sin Half-Life 2-inspirerende udformning, både pæn på den der skræmmende måde og interessant at udforske. Selvom spillet geometrisk set er godt udrustet, så er det en synd og skam, at se den mangel på effekter, som næsten er blevet de facto standard i næste-generationsspil.

Men nu er livet ikke lutter grafik. Det vigtigste vil altid være gameplay, og her formår Resistance alligevel at trække det lange strå. Jeg var indledningsvis en smule skeptisk. Våbnene var ganske ordinære og fjenderne virkede genkendeligt dumme med deres dækning-skyd-dækning taktik. Men jo længere man begiver sig hen i spillets historie, desto mere opdager man Insomniacs fuldstændige mangel på hæmninger. Våbnene bliver ikke kun originale, men også ekstremt voldelige i bedste Ratchet & Clank-stil. En granat, der fylder luften med flambart materiale og derefter antændes, et våben der kan skyde igennem mure og en snigskytteriffel, der kan sænke tiden, forvandler det ordinære Anden Verdenskrigs-spil til et vanvittigt og skørt foretagende, uden at det nogensinde bliver for useriøst. Fjenderne bliver også langt mere aggressive, hvilket betyder, at livet bliver værd at kæmpe for.

Det bliver dog aldrig helt perfekt. Modstanderne virker ofte relativt uintelligente og især deres egenskab til altid at kende din position, også selvom du er på den anden side af en tyk mur, er ikke kun frustrerende, men også gammeldags. Samtidig må manden, der har placeret de forskellige checkpoints, tydeligvis have indtaget en skræmmende mængde euforiserende stoffer, for man skal da være en lille smule skæv for ikke at blive gal i skralden, når du dør og så havner tyve minutter tilbage på banen. Og grundet den forudsigelige kunstige intelligens, så er det desværre ikke udfordrende, kun tidskrævende at kæmpe sig tilbage.

Banerne er samtidig ekstremt små, hvilket ikke i sig selv er problematisk, men det viser sig lidt for tydeligt, at Insomniac har været i tidsnød. Det er de mange loadetider samt de kedelige slideshows, som alt for ofte erstatter de ellers engagerende cut-scenes, gode tegn på. Historien om Nathan Hale er både dyb og enormt engagerende, men de gråtonede lysbilleder af bykort, anatomiske tegninger og fotografier, har en uheldig indflydelse på den cinematiske fornemmelse.

Dette er en annonce:

Dette samles dog i stedet op af spillets fokus på store, berømte slag. Selvom banerne er små, så er de ofte opbygget med det modsatte i tankerne, så når man indsættes ved foden af en kæmpe bakke og skal kæmpe sig igennem de slagtende Chimera-bunkers, mens artilleriet sender kæmpestore røgskyer op i luften, så er man overbevist.

Et hemmeligt trumfkort, som Resistance har i ærmet, må siges at være spillets online multiplayer. Den udmærkede co-op del er desværre forblevet splitscreen, så Insomniac har i stedet fokuseret alle kræfterne på at skabe storslåede onlinekampe mellem menneskeheden og Chimera. Derfor er der blevet gjort plads til intet mindre end 40-mands kampe, hvor de to asymmetriske racer og originale våben, fyrer op for den ene hukommelsesværdige kamp efter den anden. Insomniac har været så smarte, at lave de fleste af banerne i flere størrelser, så folk der stadig foretrækker de mere intense deathmatches, får rigeligt at se til. Det hele samles gennem en velfungerende onlineservice, hvor man kan opbygge sin friendslist, oprette en klan og indtjene en masse erfaringspoint og medaljer, så man stiger i rank.

Grundet en gammel firmware på vores PlayStation 3-konsol, havde vi ikke mulighed for selv at drage på eventyr i spillets enorme onlinetiltag, men i forhold til, hvad vi har prøvet, så er der ingen tvivl om, at Resistance sagtens kan gå hen og indtage pladsen som konsollernes Battlefield. I sidste ende er Resistance nok ikke et spil, der i fremtiden vil blive husket som en klassiker - i hvert fald ikke, hvis vi isolerer det til singeplayerdelen, for jeg mener bestemt, at spillets multiplayer har enormt potentiale - men ender derimod som et lanceringsspil, som vi kender det, der langt fra udnytter den nye konsols kræfter, og tydeligvis er plaget af en stram deadline. Heldigvis har Insomniacs charme sat sit tydelige præg på spillets tema og våben, hvilket alligevel giver spillet en god og unik fornemmelse, og hvis de kan formå at holde trit med et helt nyt onlinepublikum, så kan Resistance sagtens blive et spil, som sidder i min maskine om et år.

Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man
Resistance: Fall of Man

Relaterede tekster

Resistance: Fall of ManScore

Resistance: Fall of Man

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

Er det Halo, er det Gears of War eller Half-Life 2? Nej, det er Insomniacs forsinkede bud på et ægte actionspil. Tanggaard fortæller alt om en af maskinens første FPS-oplevelser...



Indlæser mere indhold