Resistance: Retribution

Uanset hvor i Europa jeg har rejst, hvilke monumenter jeg har passeret og ligegyldigt hvor mange personer jeg har set dø på min vej, er der kun to ting, der brænder sig fast på min indre nethinde: hvordan alle konverteringscentrene verden over ligner hinanden, og min brors sygeligt gule, umenneskelige øjne, der møder mine.

Jeg ved, at det er indbildning, når jeg gennemspiller scenen hver nat, for at vågne op badet i sved og med minderne om et bebrejdende blik, der spørger: "hvorfor lod du mig blive fanget? Hvorfor lod du mig dø? Hvorfor dræbte du mig?".

Jeg hader Chimeraerne for at have taget min bror fra mig, men jeg hader mest mig selv for, at have affyret skuddet, der dræbte ham. Og indtil jeg dør må jeg betale prisen, men undervejs tager jeg så mange Chimeraer som muligt med mig i graven.

Resistance: Retribution følger marinesoldaten James Grayson i ugerne efter det oprindelige Resistance: Fall of Man. Grayson er fængslet som desertør, men bliver hurtigt sat fri, for at hjælpe oprørsgruppen "The Maquis" med at tilbageerobre Europa fra de invaderende Chimeraer.

Efter en ganske imponerende og stemningsskabende introduktion, bliver jeg kastet ud i den første ildkamp. Spillet leverer en fin tredjepersonsvinkel, og det står hurtigt klart, at her er et seriøst forsøg på at levere en håndholdt Gears of War rutsjebanetur i Resistanceverdenen.

Lige indtil du affyrer det første skud. Fjenden virker som en svamp, og efter en sand byge af projektiler falder han endelig til jorden. Hvorfor man i begyndelsen af spillet skal have kastet et våben i hænderne, der virker omtrent lige så effektivt som en utæt vandpistol, er uforståeligt. Selvom vandpistolsfornemmelsen undervejs i spillet kommer på gæstevisit, byder det dusinstore arsenal heldigvis på andre mere interessante og tilfredsstillende våbentyper. Snigskytterifler (der skaber en slags slowmotion, og dermed gør det lettere at placere headshots), plasmaguns, granater og kraftskjold er bare nogle af de fornøjelige dræbere.

Mens våbnene med enkelte undtagelser er solide og varierede, er det styringen der ofte giver PSP-shooters de største problemer. Ligesom de fleste sikkert er enige i, at en Ferrari Testarossa er en lækker bil, er det næppe mange, der mener, at den er velegnet til at foretage en praktisk indkøbstur med kæresten og to skrigende unger på skødet. På samme måde må man indrømme, at PSP´ens ene analoge pad ikke gør en første- eller tredjepersons shooter mange tjenester uanset hvor kraftig en motor, der driver den lille håndholdte.

Syphon Filter: Logan´s Shadow viste, at det kunne lade sig gøre at hive en fornuftigt styring ud af maskinen, og ikke alene leverer Sony Bend samme tilfredsstillelse med Retribution, udvikleren overgår også alle forventninger. Spillet kan også styres med dit PS3-joypad, hvis du den heldige ejer af en PlayStation 3, og med et tv-ud kabel i siden på din PSP, kan du selvfølgelig også køre det ud på storskærmen. Spiller du derimod Retribution udelukkende på din PSP, er styresystemet tilpas intuitivt: de fire knapper kontrollerer hvor du kigger hen, den analoge klarer bevægelserne, mens skulderknapperne bruges til at skyde eller benytte den sekundære våbenfunktion.

Et overraskende godt coversystem er også implementeret: går du (uden at skyde) tæt på en genstand, der er egnet til dækning, kryber helten automatisk om bag denne, for igen at forlade den hvis du skyder, simpelt og elegant. Den digitale styrekryds står for våbenskift, ladning og nogle få kontekstbestemte muligheder. En tynd ramme omkring en fjerdedel af skærmens midte udgør hovedsigtet, og når en fjende ender inden for dette område, vil Grayson automatisk sigte efter denne. Kombineret med de rene sigtemuligheder er dette igen en velfungerende løsning.

Alle detaljerne samt de mange indstillingsmuligheder for både knapper og følsomhed gør Retribution til et af de mest spilbare skydespil på den lille håndholdte, og skaber yderligere grobund for en god oplevelse. Det fungerer, og der går ikke mange minutter med finjusteringer, før du kaster dig rundt i ildkamp uden at føle dig synderligt hæmmet af kontrollen.

Resten af Retribution-oplevelsen virker ligeså helstøbt: banedesignet er gennemtænkt, og når Grayson kravler, svømmer eller løber igennem energiudladninger og skud, sker det sjældent til et slideshow af gråbrunt genbrugstapet. Havnelokationer, fabrikker, puppelignende konstruktioner, kloakker, alien-agtige tårne og klaustrofobiske undervandspassager skaber varierede rammer på turen rundt i Europa.

Fjenderne er ligeså interessante, uanset om det er mange af de klassiske typer fra PlayStation 3-versionerne, facehuggers eller de mangeartede bosstyper, der spænder over alt fra muterede giganter til ED-209 inspirerede robotter.

Stemmeskuespillet er næsten på samme høje niveau som det pompøse og filmagtige lydspor. Det eneste kritikpunkt her er den overdrevent hæse machostemme som hovedpersonen James Grayson leverer. Til tider virker han så krampagtig sej, at man næsten forventer Monty Pythons sorte ridder dukke op i en gæsteoptræden med den udødelige sætning "It´s just a flesh wound" for efterfølgende uden ben og arme at råbe "I'll bite your legs off!". Dialogen er kort sagt hæderlig, men når en lettere sarkastisk mandehørm konstant skal hvæses ud af mundvigene, bliver det hurtigt lidt for ensformigt.

Er du ejer af Resistance 2, og endnu ikke solgt på PSP-udgaven af spillet, lokker PSP plus med flere salgsargumenter: tilslutter du maskinen til din PlayStation 3, kan du som ved Fall of Man i bedste Nathan Hale stil lade hovedpersonen blive inficeret med chimera-genet. Dette åbner op for gennemspilning som inficeret med et par nye dialoger, flere våben, regenererende liv og mulighed for at dykke uden ilt, hvilket igen åbner op for nye områder, der tidligere ikke kunne nås.

Multiplayer er der også blevet plads til. Resistance leverer ottespiller-kampe med fem varianter af de sædvanlige deathmatch og capture the flag-typer. Voice chat, klaner, rang, medaljer og vennelister er også blevet klemt ned på skiven. Det er virkelig imponerende, hvor lidt Retribution føles som de sædvanlige spinoffs til håndholdte.

Det værste, jeg kan sige om spillet er, at Grayson leverer lidt for meget machoynk, mens Sonys håndholdte ikke gør Retribution mange tjenester med styringen, og at jeg ikke ville have jublet over denne på en stationær maskine.

Men intet af dette er mere end nogle få regndråber på en ellers solrig tivolitur, og med mere end tolv timers spilletid i bakspejlet venter der mig stadig alternative slutninger, mulighed for at spille som infected, multiplayer og masser af hemmeligheder. Der er ingen tvivl om, at jeg snart køber billet til endnu en tur.