"150! jeg er lige bag ham og foran ligger endnu én. Jeg skal forbi dem begge for at nå op på den frelsende tredjeplads, der giver videre adgang. 160! Jeg er på siden af ham og går forbi, FEDT, men et rækværk nærmer sig faretruende. Det rykker voldsomt i mit JogCon da jeg forsøger det umulige og jeg ender med et brag lige mod klippevæggen. FANDENS, han suser forbi mig igen og jeg skal atter optage forfølgelsen. 170! Det går kanongodt; jeg går forbi ham igen og ligger lige bag den bil, der ligger nr. 3. Vi går side om side ind i et sving og jeg er på vej til at klemme mig forbi. Mit JogCon skal drejes og drejes og drejes - hvornår holder dette sving op? Jeg får presset ´treeren´ ud i barrieren, men må selv følge med. Kør, kør, kør, lyder det i min underbevidsthed! 180! Jeg kommer forbi! Ind gennem tunnelen og op mod målstregen. Nr. 3 - Congratulations - jeg er videre til næste bane. Sådan en helt almindelig søndag morgen d. 15 maj 1999 på Wonderhill-banen, hvor solen stadigvæk står lavt på himlen og skyggerne på banen er lange, er nu ikke så ringe!!"
Kunne du føle stemningen? For når jeg skal i gang med at beskrive dette spil er det første ord, der falder mig ind, stemning. Ridge Racer Type 4 er et så lækkert spil at man virkelig lever sig ind i sin rolle som kører i - i dette tilfælde - det Terrazi-sponserede team bag rattet i bilen Ambition. Glem Gran Turismo, Colin McRae og Toca. Lad os i stedet få det ægte arkadespil, hvor der skal køres væddeløb som vi kender det fra spillehallerne!!
Ridge Racer Type 4 er det fjerde spil i serien fra Namco, som har hærget PlayStation siden maskinens udgivelse. Jeg var en af de mange, der oplevede mit første computersug i maven da jeg fløj over banen i Ridge Racer for snart 3¢ år siden. Ligeledes hoppede jeg på ´revolutionen´ med Ridge Racer Revolution og blev skuffet. Dette blev opvejet da Namco endnu engang lokkede os til butikshylderne med Rage Racer og fik genskabt sit renomme! Der er dog ingen tvivl om at Ridge Racer Type 4 får samtlige tidligere udgivelser til at blegne og det siger faktisk ikke så lidt.
Namco har tydeligvis set lyset og ved alt om at det ikke nytter noget at konkurrere med Gran Turismo. Derfor har de med Type 4 skiftet spor fra den retning, de ellers havde indladt sig på gennem de tre tidligere udgivelser. Nu er stilen klar. Udelukkende arkadeelementer i spillet skal adskille det så meget fra andre produkter, at det får sin egen placering i genren. Og det ligner en klog beslutning!!
Men hvad kan spillet så tilbyde. Jo, primært ren og skær ræs, imponerende grafik og et gameplay, der virkelig batter! Det er jo ikke de tre dårligste områder at udskille sig. Da spillet betegnes som et arkadespil betyder det at du ´blot´ skal koncentrere dig om at køre væddeløb. Du kan ikke ødelægge din bil når du tonser ind i bjergvægge, du skal ikke bekymre dig om hvordan bilen ligger på vejen for du kan alligevel ikke ændre opsætningen og endelig skal du ikke bruge tid på at studere vej og vejrforhold, for du skal bare trykke på speederen og sørge for at komme forbi de 7 biler, der ligger foran dig! Det er jo ikke så svært vel? Som en ikke ubetydelig detalje og en væsentlig del af vurderingen af gameplayet udkommer der et specielt fremstillet joypad til Type 4. JogCon er navnet og det beskrives bedst som en almindelig controller med et lille rat i midten. JogCon ser lille og ubetydelig ud og når man sidder med det i hånden og starter spillet op tvivler man seriøst på virkningen. Men når først man ser sin bil på banen og oplever for første gang, hvordan JogCon ´bliver levende´ og glider ind i neutral position, forstår man at man sidder med et fantastisk stykke tilbehør i hånden. Det er nemlig et joypad med Force Feedback, hvilket betyder, at du skal hive og slide i rattet for at få bilen rundt i de skarpe sving og mest imponerende vil opleve at rattet slingrer fra side til side, hvis du ikke har styr på din bil. Kanont!! Desværre skal du nok skynde dig gevaldigt, hvis du vil sikre dig et eksemplar af Jogcon for det forlyder, at det kun udkommer i Danmark i 700 eksemplarer - og med en salgspris på spillet på fantastiske 349 kr. kan der meget vel blive rift om pad´et.
Grafiksiden på spillet imponerer mig faktisk fra gang til gang og man oplever hele tiden nye og flotte detaljer. Bare en lille ting som at baglygterne på den foranliggende bil ´glider ud´, så man nærmest kan se en stribe bag bilen. Det er flot. De forskellige baner har ligeledes mange finesser. Der skal f.eks. køres om morgenen, hvor dele af banen er ikke er oplyst af solen endnu og derfor kører du ind i et mørkt område, men direkte ud i sollyset igen, når du kommer lidt længere hen. Replaydelen er der ligeledes gjort meget ud af, men det mener jeg nu er lidt ligegyldig. Okay, man kunne da godt svælge lidt i Gran Turismos replaydel, men ret beset er det jo fuldstændig uden betydning for gameplayet!
I Ridge Racer Type 4 kører du simpelthen bare ræs for din fornøjelses skyld og det er sgu´ - ja, en fornøjelse! Der er over 40 biler at vælge imellem, en masse gode baner og naturligvis kan du spille mod en kammerat. Jeg er begejstret for udgivelsen. Nok mest fordi jeg synes at vi trængte til et spil i denne del af bilspilsspektret og nu har vi i hvert tilfælde noget at få tiden til at gå med indtil Gran Turismo 2 udkommer.
Som sagt er prisen særdeles fordelagtig og det første skridt i Sonys prispolitik med egne titler og det betyder givet at vi skal forvente at dette spil bliver et af de 5 bedst sælgende spil i 1999. Og det er ikke ufortjent!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 9 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10