RIM: Battle Planets

Vi befinder os i det mørke rum. Rumskibet RSS Solarius svæver gennem Great Nebula, på vej mod Outer Rim. Ombord på denne glorværdige rumkrydser befinder krigsvetranen Max Adamski sig. Officer fra Alpha tropperne, der udmærkede sig under den galaktiske krig. Adamski er af racen Rey, væsner der er humanoider. Deres nemesis er Slakz - væsner der mest af alt ligner overdimensionerede myrer. Mangen en kamp er kæmpet for, at blive den mest magtfulde race, og nu er der er kapløb igangværende. Målet er først, at komme ud til Outer Rim, her har the Ancient People nemlig angiveligt efterladt noget ypperlig teknologi. Med den i besiddelse vil den hurtigste race, kunne påkalde sig galaktisk storhed. Adamski bliver revet ud af sin tankerække, en planet er dukket op i horisonten, kunne det være her teknologien ligger gemt?

Dumsmarte bemærkninger
Du indtager rollen som Max Adamski gennem 28 forskellige missioner. Du er hver gang kommandør over en samling tropper. Disse varierer over radarkøretøjer, tanks, droner, artilleri, transport og luftvåben. Alt efter hvilken køretøjer du har til rådighed, skal du angribe opgaverne på forskellig vis - i hvert fald i teorien. For at skabe noget følelse af, at der er en historie, så bliver spillet løbende afbrudt af, at enten Max eller en af hans allierede kommer med en kommentar. Ideen er som sådan god nok, men udførelsen er ikke optimal. Du bliver rimelig hurtigt træt af deres dumsmarte bemærkninger. I stedet måtte der gerne være blevet brugt noget mere energi på,, at præsentere de forskellige enheder. Når man tager i betragtning, at der er omkring halvfjers forskellige typer enheder, så føles de altså utroligt ens.

Paradis - en anden planet
Første mission fører dig til planeten Paradis, efter at landingsskibet har sat folkene af er det tid at udforske omgivelserne. Det hele er delt op i tre faser. Først bevæger man tropperne, dette gøres ved at trykke på pågældende, hvorefter et skraveret areal indikerer bevægelsesrum. Når alle enheder er rykket, så er det tid til angrebsfasen. Denne er lige så simpel, du markerer enhed, hvorefter mulige mål træder frem. Du markerer nu dit ønskede mål. Når du er tilfreds med dit valg, afslutter du angrebsfasen. Herefter bliver de ønskede udfald gjort, og det er tid til at starte forfra. Dine fjender vil naturligvis også bevæge sig og angribe, rækkefølgen afgøres ud fra initiativ. Meningen er selvfølgelig her, at du skal inkorporere et strategisk element. Du skal benytte droider og radar til at rekognoscere, samt en kombination af tungt skyts og flyvevåben til større angreb. Dette samtidig med, at du beskytter dine blødere enheder. Desværre så betyder den manglende diversifikation de forskellige enheder imellem, at det strategiske element bliver nærmest ikke eksisterende. Desuden er der ingen briefing, og du har ingen indflydelse på valg af enheder. Endelig så er spillet kreeret ud fra devisen; jo mere ildkraft jo bedre. Så måden du vinder kampe på, er ved at holde tropperne samlet. Så i sidste ende styrer du bare alle folkene fra A til B.

Ikke alene i universet
Historien udvikler sig løbende. Du finder hurtigt ud af, at der ikke kun er Reys og Slakz i universet. Spørgsmålet er bare, hvilken rolle de andre racer spiller, og om hvorvidt der er mulige allierede at hente. Desværre så føles det hele utroligt lineært. Dine bevægelsesrum er begrænsede, og du skal for det meste bevæge dig et bestemt sted hen, for at initiere næste sekvens. Det er lidt ærgerligt, for selv om det måske ikke er verdens mest opfindsomme historie, så er den da alligevel fyldt med intriger. Den kunstige intelligens er heller ikke noget at råbe hurra for. Fjenderne har det med at tøffe ind på skærmen, stille sig foran dine soldater og ellers gå i ildkamp. Dette forstærker klart incitamentet til blot at holde folkene samlet.

Teknisk kompetent
Grafikken består af nogle ganske udmærkede teksturer. Der er en rimelig diversifikation de forskellige scenarier imellem; du vil både kæmpe i tørre ørkener, isplaneter og meteorer. Der er også en række grafiske effekter såsom lys, skygger, eksplosioner og skiftende vejrforhold. Dette kombineret med et kamera der suser rundt under kampene, giver en relativ følelse af dynamik. Desværre er illusionen ikke stærk nok til at bryde det monotone overordnede billede. Lyden er rimelig stemningsfuld, hvis man altså ser bort fra de talte replikker. Disse føles, som er de oplæst af nogle folk, der havde travlt med at komme hjem igen. Men effekterne in-game er tilfredsstillende, og der er nok af dem til at give et overordnet atmosfærisk lydbillede.

Når alt skal gøres op, så er RIM Battle Planets ikke pengene værd. Dette til trods for, at det faktisk er udgivet som budgettitel. Spillet er utroligt stationært, og det bliver ekstremt hurtigt ensformigt. Flyt en samling enheder, angrib fjenden og forfra igen. Historien er ellers udmærket ,og teknisk set er spillet kompetent nok. Der er bare ikke nok her til, at gøre pakken attraktiv.