Rime

"Hvad er det du spiller? ICO?", "Spiller du Shadow of the Colossus?" og "Hvad er det, det spil hedder? Journey?". Gættene var mange, da folk så mig spille Rime. Og jeg kan se hvor de kommer fra: Rime er ikke utilfreds med at gå i fodsporene på nogle af de største spil. Tempoet er lavt, musikken smuk og hemmelighederne på øen mange. Rime træder dog ikke kun i sandet, der hvor andre tidligere har stået, men formår at sætte sine egne fodspor og gå i sin egen retning. For Rime vil gerne være en speciel oplevelse - og i en stor udstrækning lykkedes det - men et for stærkt fokus på violinen i tredje akt holder det tilbage fra at stå side om side med giganterne.

Som en moderne Crash Bandicoot, starter hovedpersonen i Rime også med at vågne op på stranden, rejse sig op og børste sandet af sig. Men hvor Crash efterfølgende hygger sig med at snurre ind i fjender og løbe væk fra rullende sten, går vores hovedperson forsigtigt langs stranden. Spillet fortæller ikke hvor du skal hen, men fornuften dikterer, at det er en god idé at finde overblikket inde på øen. Og så er du ellers i gang. Man når ikke at bevæge sig mange meter før et tårn stikker frem i horisonten, som var det bjerget i Journey - for er der én ting, vi er tiltrukket af som fluer til en flamme, så er det høje punkter. Jeg vidste, jeg ville derind. Nu er min mission bare at finde ud af, hvordan jeg finder hovednøglen.

Øen er stor uden nogensinde at blive uoverskuelig. På papiret kunne det være svært at finde den rigtige vej, men Tequila Works er et skridt foran, og forsyner dig med en lille ræve-lignende kammerat, der ofte står klar til at vise vej. Stor er den ikke, så ofte kan man høre dens lyse gøen, men ikke se den lille satan. Jeg endte med at have et mindre ambivalent forhold til den: det var dejligt, når den kunne føre mig i den rigtige retning, men at stå over mig og gø sine lunger ud, mens jeg regner metoden til at komme derop ud, gjorde ikke processen mindre stressende. Hovedpersonen ser ud til at elske den lille vejviser, men det er følelser, jeg ikke helt kunne genkende. Ved stadig ikke om jeg ønsker at kramme eller sparke det lille fabeldyr.

Og det er Rimes akilleshæl: de stærke følelser. Spillene Rime blev sammenlignet med i begyndelsen, forstår hvordan man får en reaktion hos spilleren. ICO er minimalistisk, og beder dig om at holde fast i hånden på Yorda, mens du fører hende videre. Journey er minimalistisk i sin begrænsede brug af sprog, mens du rejser højere op af bjerget sammen med en navnløs makker. Shadow of the Colossus er minimalistisk i sine store tomme områder, der ikke er overbefolket af fjender. Rime prøver at være minimalistisk, men det prøver til slut så hårdt, at det blev en smule komisk. Hvor mange gange er du faldet ned på knæ og skreget til himlen i ren frustration over den uretfærdighed du er vidne til? Heller ikke dig? Det er fordi mennesker ikke reagerer på den måde udenfor dårlige Hollywood-film, og når Rime tager de bevægelser i brug, virker det ekstravagant og underligt malplaceret i det minimalistiske univers man befinder sig i.

Det er ærgerligt spillet mister fodfæstet i tredje akt, for det er så tæt på at komme sikkert frem til sin destination. Der var enkelte fald i framerate og en enkelt gang sad jeg fast i gulvet - hvilket tvang mig til at genstarte spillet - men det er bagateller. Første gang jeg sent om aftenen tændte spillet op, kom jeg først i seng kl. 02 om natten, fordi jeg konstant ville se hvad den nye dør åbnede. Spillet har taget inspiration fra The Witness i sit udseende, og skaber en ø der ligner et maleri i bevægelse. Smukt er det altid og diversiteten i miljøerne gør det konstant interessant at udforske.

Sværhedsgraden arbejder også til spillets fordel, da spillet ikke er interesseret i at frustrere dig med sine gåder. I Rime skal du ikke sidde fast, men du skal alligevel tænke en smule før du har gjort dig fortjent til at åbne den næste dør. Desværre snubler spillet også her enkelte gange. Løsningen er nogle gange så ulogisk i forhold til de regler spillet sætter op, at man ikke føler tilfredsstillelsen ved at løse dem. Kun en blanding af irritation og lettelse ved endelig at komme videre. Eksempelvis skal du omkring halvejs gennem spillet trykke på en kontakt. Du kan dog ikke komme over til kontakten, da et monster råber af dig, hver gang du nærmer dig, hvilket får dig til at falde ned på etagen under kontakten. Løsning? Du skal gå ENDNU tættere på monstret - så tæt at det kan gribe fat i dig - fordi når det så råber af dig, og du falder, så når du ikke at falde ned på underetagen, men bliver i stedet oppe på platformen i nærheden af kontakten. Det virker på ingen måde logisk at gå tættere på monstret i den situation, og spillet fortæller dig også klart, at den vej ikke er mulig, ved konstant at skubbe dig ned når du prøver. Jeg valgte kun at prøve den åndsvage mulighed til slut, fordi jeg var løbet tør for ideer.

Heldigvis rammer gåderne langt oftere rigtigt. Der bliver ofte leget med perspektiver, hvilket er en mekanik de godt kunne tage endnu længere end de gør, men jeg sætter pris på den alligevel. At skabe en dør, der hvor der tidligere var solid væg, bare ved at placere sig rigtigt og se en dør i miljøet, er altid en speciel oplevelse.

Og det er netop hvad Rime i sidste ende er: specielt. Inspirationerne er mange og tydelige, men det fjerner ikke fra identiteten spillet får opbygget om sig selv. Der gemmer sig en fortælling på øen om tidligere civilisationer, der måtte opgive livet af forskellige årsager, hvilket får øen til at føles ægte på sin egen magiske vis. Og det er nogle gange den største ros man kan give et fantasiunivers: at det føles ægte. Spillet snubler enkelte gange undervejs, men når det står på to ben, står det lige så selvsikkert som de største i genren. Så nej, jeg spiller ikke ICO, Journey eller Shadow of the Colossus. Jeg spiller Rime og læg lige mærke til det navn.