Rise & Fall: Civilizations At War

Ideen bag Rise & Falls eskapader i en oldtidsverden befolket af historiske giganter som Kleopatra og Julius Cæser giver god mening. Hvilken strategi-fan har ikke sendt sine legionærer af sted mod fjendens nidkært bevogtede base og så taget sig i at ønske, at det var muligt selv at hjælpe til i det store slag? Det har formentlig de fleste. Og at dømme efter taktiske shootere som Rainbow Six-serien skorter det heller ikke på gamere, der gerne ser deres actionspil leveret med et ekstra pift strategi.

Empire Earth-udvikler Stainless Steels løsning var enkel: Et real time strategy-spil, der udover alle de gængse muligheder for at hundse rundt med helte, soldater og arbejdere også lader spilleren fylde legendariske oldtidsheltes sko i actionprægede third person-sekvenser. Ideen er gammel, i hvert fald lige så gammel som Peter Molyneux-selskabet Bullfrogs geniale Dungeon Keeper, hvor det var muligt at forlade sit gudeagtige overblik til fordel for udsigten gennem en hvilken som helst kulis øjne.

Forskellen på Dungeon Keeper og Rise & Fall er bare, at Molyneux og kompagni forstod, at deres fikse nye gimmick på ingen måde kunne bære en markant rolle i spillet. Stainless Steel har større ambitioner med deres actionsekvenser, og det er Rise & Falls helt store problem. For selvom det antikke eventyr leverer en acceptabel gang real time strategy, falder det helt til jorden, når spilleren tager direkte del i løjerne.

Visuelt stiller Rise & Falls skiftende perspektiver indlysende nok store krav til skalérbarhed. Krav, Stainless Steels grafikmotor slet ikke formår at indfri: Set lidt fra oven tager spilverdenen sig nydelig nok ud, men frameraten har det med at falde drastisk, når der er mange objekter på skærmen. Løsningen er at skrue ned for detaljerne, men så bliver udsigten straks mindre billedskøn. Endnu værre går det, når den antikke verden ses over en helts skulder, og grove teksturer i ledtog med polygonfattige modeller skaber et uhyggeligt bedaget indtryk.

Som actionspil er Rise & Fall primitivt - to slags sværdslag og lidt bueskydning kan det blive til, og i praksis ender man typisk med at løbe ind i fjendens midte og hugge vildt omkring sig. Forstå mig ret: De første par kamikaze-aktioner giver unægtelig et kick. Specielt fordi det faktisk kan gøre en markant forskel for slagets gang, når overmenneskeligt stærke hærførere som Alexander Den Store eller Akilles kaster sig vildt huggende og hakkende over deres rædselsslagne fjender. Desværre fordufter nyhedens interesse hurtigt, og så er den mest logiske impuls at vende tilbage til spillets relativt fornuftige rts-gameplay og droppe den overfladiske action.

Så nemt slipper man bare ikke, når man tager hul på en af Rise & Falls to kampagner i rollen som enten Alexander Den Store eller Kleopatra. Her tvinges man nemlig af uransalige årsager til at gennemføre en række scenarier i tredjepersons-perspektiv, og så vendes skuffelsen over spillets primitive action-gameplay hurtigt til decideret irritation. Det primitive styresystem og den grimme og hakkende grafik gør de dårligst designede scenarier til ren kinesisk vandtortur - her er den græske arena særligt notorisk - og kombineret med kampagnernes primitive fortalte cutscenes og banale missioner er det nok til at tage dampen af selv den mest nysgerrige gamer.

Synd og skam, for som strategispil har Rise & Fall faktisk noget at byde på. Man indsamler ressourcer og bygger baser helt efter genrens forskrifter, men der er også friske idéer at komme efter. Især håndteres krig på det åbne hav godt: Hvert enkelt kampskib er en hel minibase, der kan producere enheder og opgraderinger, og i kamp med modstandernes enheder er der både mulighed for at torpedere og borde de sagesløse søulke.

Desværre har Rise & Fall også pæn portion problemer som real time strategy-spil betragtet, ikke mindst elendig pathfinding, ubegavede fjender (og venner) og voldsom clipping. Læg dertil alenlange loadtider og en lydside, der er præget af næsten ikke-eksisterende reallyd, monotone udbrud fra egne rækker og klichéplaget Gladiator-musik - og du har et spil, der virker ufærdigt og upoleret.

Den sørgelige sandhed er, at udvikler Stainless Steel faktisk gik ned, mens de arbejdede på Rise & Fall, hvorefter Midway overtog udviklingen. Man kan næsten mærke den omtumlede produktion i det ufokuserede gameplay, den bedagede præsentation og de mange småfejl, men spillets helt store brist er et design, der sætter sig pladask mellem to stole. Som et middelgodt RTS svejset sammen med en decideret dårlig gang hack’n’slash er Rise & Fall svær at anbefale.