Japanske gamere har i længere tid kunnet nyde glæden ved 2vs2-spil med serier som Gundam, der har vist hvordan arena-baserede kampspil kan være virkeligt velfungerende. Det er dog et relativt nyt koncept for spillere på vores breddegrader, og selvom mange af os har eksperimenteret med lignende spilmuligheder (2 mod 2 i Halo eksempelvis), er et spil som udelukkende er baseret på fire-spiller kampe lidt af en nyhed.
Rise of Incarnates er et helt ny IP og er samtidigt en af spydspidserne i Bandai Namcos nye satsning på free-to-play-markedet. Giganten ønsker dog endnu ikke at forklare hvordan systemet kommer til at influere spillet, men kan dog fortælle at det ikke bliver en pay-to-win-oplevelse. Hvad der dog er blevet bekræftet er, at spillet udkommer på Steam (PC) og altså indtil videre ikke på PlayStation, som ellers har været hvor firmaet typisk har udsendt sine spil af denne slags.
Det er altså med andre ord rimeligt at kalde Rise of Incarnates for lidt af en afstikker fra firmaets normale vaner. Det er også et skift som manifesterer sig i spillets fokus. Det er et japansk-udviklet spil lavet for at tiltale det vestlige publikum, og mens det bevarer nogle af de traditionelle elementer, er det også tydeligt hvem det er udviklet til. Den japanske stil kan ses i både det visuelle og i gameplay-designet, og alligevel er det tydeligt at udvikleren forsøger at gøre det hele tilgængeligt, med det mål at det skal føles som en vestlig-spiloplevelse og ikke som en import.
Fire karakterer er blevet offentliggjort indtil videre, og hver af dem drager inspiration fra mytologiske guder fra vestlige kulturer. Spillets historie fortæller hvordan disse gudelignende figurer i første omgang bliver forfulgt grundet deres evner, går under jorden, og senere involveres i en kamp om enten at redde eller ødelægge Jorden. De har hver to forskellige navne, et civilt et af slagsen og en navn inspireret af mytologien bag dem. Eksempelvis er der Ares, som du måske husker som den græske krigsgud, og som til hverdag her går under navnet Terence Blake. Han råder over lidt af et festtrick, da han på et splitsekund kan fremtrylle en bevinget hjælper, der råder over sine egne kraftfulde angreb.
Mephistopheles hedder til hverdag Jedrek Tyler, Grim Reaper hedder Gaspard Watteau (og er noget lignende 103 år gammel), mens den eneste kvindelige karakter indtil videre hedder Lileth, men normalt går under navnet Miriea Valentin. Hver råder de over specialangreb der drager på den mytologi de er baserede på. Grim Reaper kan eksempelvis aktivere et specialangreb der lader ham igangsætte en combo ved at surfe på en stime af zombie-lignende afdøde, mens Mephistopheles kan forvandle sig til et bevinget bæst lignende inspirationskilden. Lileth kysser i stedet sin modstander, og forvandler sig derved til sin succubus-form.
Hver af de fire figureres design er meget forskellige og der er ligeledes stor variation i de angreb de har tilgængelige. Udvikleren forklarede at Lileth var en "sexet karakter", og mens dette var tydeligt, var det svært ikke at bemærke at der var brugt utroligt mange kræfter på lige netop dette aspekt, kontra det arbejde der var gået i hendes mandlige modstandere. Kvinder er også smukke selvom de ikke er udklædt som undertøjsmodeller, og med spillets vestlige fokus, undrer det også at der ikke er brugt flere kræfter på denne del af oplevelsen.
Designet af en enkelt figur var dog ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket, og hvad angår gameplay er det allerede tydeligt at Rise of Incarnates har potentiale. Styringen er øjensynligt blevet strømlinet (fra sine Gundam-rødder), men spillerens muligheder er stadig mange på slagmarken. Figurerne hopper/booster op i luften og kæmper ofte langt over banens overflade, mens der også gøres brug af projektilangreb, nærkampsangreb og tranformeringer der giver nye muligheder. Det siger sig selv at hver figur har styrker og svagheder, og af de tre, vi fik at prøve, føltes de alle tilpas forskellige fra hinanden. Når det er sagt føles det hele stadig en smule for mekanisk og inspireret af sin forløber. Her er stadig tale om mere end et simpelt nyt skin til et Gundam-spil, men der skal stadig arbejdes med at skelne det mere fra kildematerialet.
Banerne vil alle blive udformet efter steder fra den virkelig verden. Vi fik således vist Houses of Parlament (London) og Arc de Triumph (Paris), men den eneste bane, vi selv fik lov at prøve, var New York, med hovedet fra Frihedsgudinden som baggrund (bare hvis vi man skulle være i tvivl om hvor vi befandt os). Omgivelserne virkede til at være interaktive, men helt præcist hvor stor en forskel deres sammensætning vil udgøre, er endnu uklart.
2vs2-dynamikken er interessant og kræver stor koordination, da man ellers hurtigt vil opleve at man bliver isoleret og i undertal. At slå sig sammen med allierede, der både passer i spillestil og figurvalg, kan meget vel vise sig at blive det halve af kampen, da robuste og fungerende taktikker er vejen frem til sejr.
Målet mod sejren er temmelig ligetil. Med et samlet antal liv (fem for hvert hold) og ens egen beholdning af helbredspoint, gælder det om at forblive i live så lang tid som muligt. Vinderholdet er det som hurtigst kan tæve de sidste liv ud af modstanderholdet, og derfor er man naturligvis altid kun lige så stærk som holdets svageste led. Udvikleren understregede den dybe taktik i 2vs2-genren, angiveligt er den endda dybere end spil med flere deltagere på hvert hold, og vi kan se potentialet i et spil hvor spillerne balancerer deres indsats mellem at forsvare hinanden og angribe på de rigtige tidspunkter. Selv hvis man ikke selv er særlig god, mente udvikleren stadig at det ville være muligt at vinde kampe, hvis altså man bare fandt sig en god makker.
Kvaliteten af matchmaking-systemet bliver et af nøglepunkterne for spillet, hvor hvis konkurrencen kampene imellem kommer til at føles forkert, vil det også gå ud over spillets holdbarhed. En stærk spiller med en nybegynder som makker vil kun få en sjov kamp, hvis modstanderne råder over samme evneniveau (eller mangel på samme). Vi venter derfor spændt på at se hvordan udvikleren klarer denne opgave.
Der er dog endnu lang tid til vi selv får hele oplevelsen at prøve, og det er de mange muligheder og tilføjelser der vil afgøre hvorvidt spillet bliver en succes. Alt fra balancering til matchmaking og hele karakterudvalget skal sidde lige i skabet. Det vi har set giver os håb, men der er endnu lang vej. Hvis interaktionen mellem spillerne ender med at blive venskabelig og hjælpende kan det udvikle sig til en indbydende oplevelse, men hvis det omvendt går i retningen af MOBA-genren, tvivler vi på særlig stor succes.
Der venter udvikleren masser af arbejde forude, men det tidlige koncept og dets hidtidige udførsel har allerede fascineret os. Vi er stadig ikke solgte på nogle af de beslutninger, der er truffet i forhold til figurdesignet, og kampsystemet manglede stadig noget af den tyngde der gjorde følelsen af det helt rigtig. Det hele smager også stadig for meget af Gundam, hvilket specielt kan mærkes i den måde figurerne bevæger sig på. Og så er der naturligvis stadig mange spørgsmål i forhold til spillets udnyttelse af free-to-play-systemet. Når alt det er sagt er her dog allerede masser af engagerende action og store eksplosioner. Vi har nydt de første kampe vi har taget med spillet, og det er en god start.
