Rise of Nations: Rise of Legends

"Ny vin på gamle flasker" er et spøjst udtryk. Oftest mener vi det nedsættende, men på den anden side: Kan det ikke være ligegyldigt, at flasken er af ældre dato, hvis vinen er perlende frisk? At dømme efter Rise of Legends må udvikler Big Huge Games’ svar være et rungende "jo!" For Rise of Nations’ opfølger byder ikke på mange nye spilmekanismer, men i stedet et helt nyt univers, spilleren kan boltre sig i.

For de uindviede var Rise of Nations 2003’s måske allerstørste strategi-overraskelse. Med inspiration og erfaring hentet fra udviklingen af de hæderkronede Civilization-spil berigede Big Huge Games det traditionelle real time strategy-gameplay med en række nye elementer. Især fik spillets byer en overhaling à la Civilization, hvor udbygning af industrikvarterer, handelscentre og så videre blev et vigtigt redskab til at udvide sin magtposition på slagmarken.

Rise of Legends piller ikke meget ved det gameplay, der tjente Rise of Nations så godt - finpudser det højst en anelse. I stedet skiller opfølgeren sig ud med et excentrisk univers, der gennem tre separate kampagner bringer spilleren omkring tre forskellige "racer": Vinci, Alin og Cuotl. De første benytter sig af retro-futuristisk højteknologi - liberalt inspireret af Leonardo Da Vincis fantasifulde arbejdstegninger - mens de magi-kyndige Alin lever i et arabisk eventyrunivers og Cuotl sender tankerne mod gudsfrygtige indianer-samfund som inkaerne og mayaerne.

At sætte så aparte et miks af fraktioner ind i samme univers er et forfriskende dristigt træk i en genre, der alt for ofte lader sig begrænse til stereotype fantasy- og verdenskrigsscenarier. Til gengæld kan det diskuteres, om Big Huge Games får et sammenhængende univers ud af deres anstrengelser. Spillets hærenheder og bygninger er bestemt besnærende designede og udførte - fra Vinciernes dampdrevne robotter til Cuotlernes fyrige mayakrigere. Men helheden virker en anelse fortænkt og kunstig.

En del af problemet ligger givetvis i Big Huge Games’ lidt usikre greb om historiefortællingens ædle kunst. De kampagner, der tilsammen udgør spillets væsentligste singleplayer-attraktion, er alle bundet sammen af en overordnet historie suppleret med muligheden for at erobre spillets baner i selvvalgt rækkefølge på et Risk-agtigt landkort. Men valgfrihed og narrativ kontinuitet går ikke altid op i en højere enhed i Rise of Legends, og spil-manusset er af temmelig lav kvalitet.

Cutscene efter cutscene sættes i scene med tommetykke klichéer - brødre hævnes, kærlighed opstår ud af det blå, allierede forrådes - hele herligheden bragt til torvs af stemmeskuespillere, der skulle kæmpe for at få en rolle i Glamour. I stedet for at være limen, der får spillets univers til at hænge sammen, ender historien med at være en alvorlig belastning for Big Huge Games’ ambitioner om at gøre Rise of Legends til en helstøbt interaktiv oplevelse.

Som en samling nye baner og racer til et let justeret Rise of Nations fungerer spillet imidlertid upåklageligt. Med sit hæsblæsende tempo og den kompleksitet, et standard RTS tilsat en ordentlig spiseskefuld Civilization helt naturligt får, vil Legends være en udfordring for selv den garvede strategi-gamer. Også fordi de tre nye racer rummer meget få fællesnævnere, når det gælder spillereglerne for at bygge baser og hære op. Det er bare at gå på opdagelse, men hurtigt - der er også lige et slag, der skal vindes!

Er man frisk på Rise of Legends’ udfordring, er der masser af kontant RTS-underholdning at sætte tænderne i. Interfacet er finpudset, styresystemet bundsolidt og billedsiden laber - et enkelt blik på Vinci-pirataernes himmelstræbende luftbyer siger alt om den grafiske standard. Og hvis den kunstige intelligens’ flittige brug af hjælpeløs kanonføde bliver trættende i længden, er det bare med at hoppe online, hvor spillets tre racer hurtigt viser sig at komplementere hinanden fornemt.

Rise of Legends er en mild skuffelse, det kommer vi ikke uden om. Det er trist, at spillets unikke univers ikke helt hænger sammen, og forstemmende, at der bag den eksotiske facade gemmer sig en næsten slavisk gentagelse af forgængeren Rise of Nations’ kerne-gameplay. Men når skuffelsen er luftet, skal der også være plads til begejstring. For Big Huge Games er en dygtig udvikler med en fremragende fornemmelse for RTS-gameplay, og med Rise of Legends har de skabt et aldeles velfungerende bud på genren.