Rise of Nightmares

Ikke engang de mest grandiøse kabinetter fra gårsdagens arkadehaller kunne få mig til at være mere end en smule interesseret i de skydespil hvor man blev udstyret med en pistol, et gevær eller en maskinkanon og skulle plaffe løs mod skærmen. Virtua Cop var interessant i fem minutter med sin nye teknologi, Time Crysis ligeså med sin "duk dig for pokker"-pedal og House of the Dead med sin daværende flotte grafik.

Derfor har jeg det også en smule svært med oplevelsen første gang Rise of Nightmares toner frem på skærmen, for i alt fra stemning til præsentation og virkemidler minder det om noget, jeg troede var lagt endegyldigt i spilkisten.

Sega har ellers ikke været helt dumme i deres brug af Kinect-kameraet som spillet kræver, og faktisk er der flere steder hvor andre udviklere bør søge lidt inspiration. Ved at dreje kroppen kan man således kigge rundt fra førsteperson, mens det at flytte en af fødderne frem resulterer i at din figur begynder at gå. Hænderne bruger du til alskens forskellige bevægelser som gør sit bedste for at efterligne virkeligheden, og fra starten er alt dette faktisk med til at hive dig ind i oplevelsen.

En kort spilbar introsekvens lærer dig den mest basale kontrol og introducerer dig samtidigt for den løjerlige gyserstemning, hvor planlagt dårligt stemmeskuespil, mørke omgivelser og masser af blod gør sit bedste for at sætte tonen for resten af oplevelsen.

I selve hovedhistorien tager man i stedet kontrollen over Josh der sammen med hans hustru befinder sig om bord på et gammel russisk passagertog da de er på ferie i det østlige Europa. Toget viser sig hurtigt at være fyldt med den slags irriterende personligheder, der altid synes at blive de første ofre i enhver middelgod gyserfilm.

Josh har åbenbart tidligere haft problemer med alkohol og efter en mindre skideballe fra hans hustru, bliver man bedt om at møde hende i togets spisevogn, hvilket er hvor helvede begynder at bryde løs. Inden længe er Kate derfor blevet kidnappet af et brunligt trolde-monster, toget kørt af skinnerne og dets besætning endt foran en gammel, skummelt udseende borg.

Jagten på Kate er naturligvis ikke meget andet end en undskyldning for at lade dig tæske løs på et bundt forskellige monster-fjender, hvilket til at begynde med hurtigt vil give dig lyst til at slukke konsollen. Her bydes på den typiske "flagrer med armene"-kontrol, hvor spillet konstant prøver at bilde dig ind at dine bevægelser gengives på skærmen - det gør de bare ikke.

Man bør dog hænge i for det bliver heldigvis bedre, så snart man begynder at finde nogle af de sjovere våben eksempelvis den obligatoriske motorsav, der gør kort proces med de fleste fjender på en herlig brutal vis. Problemet med de fleste af våbnene er blot, at de går i stykker alt for hurtigt, hvilket efterlader spilleren nærmest forsvarsløs. Først et godt stykke inde i spillet bliver man udstyret med et skydevåben som ikke konstant falder fra hinanden, og at man skal vente så lang tid er ærgerligt, da oplevelsen bliver mere fornøjelig herefter.

Glæderne er dog få i Rise of Nightmares og for hvert skridt spillet tager i den rigtige retning, virker det som om det tager flere i den forkerte. Implementeringen af Kinect er både vovet og til tider bemærkelsesværdig, når man eksempelvis skal stå helt stille fordi man ikke må blive opdaget af et monster. Effekten ødelægges dog når man igen bliver bedt om at fægte rundt med armene for at tæve de vaklende fjender. Våbnene bliver også sjovere og sjovere at bruge jo længere man kommer i spillet, men fjenderne viser aldrig en snert af intelligens og overvinder kun en grundet deres antal.

Bedre bliver det hele ikke af at spillet i sin præsentation ligner en marginalt forbedret version af det House of the Dead-arkadespil fra 1997, som tydeligvis har inspireret det så meget. Grafisk ligner det et opskaleret PlayStation 2-spil, mens lyden er af samme ringe kvalitet. Historien er nærmest hånefuld, og selvom vi her snakker om et spil som er blevet inspireret af dårlige gyserfilm, er der ikke nogen undskyldning for ikke blot at have brugt lidt flere kræfter på denne del af oplevelsen.

Det er ærgerligt at et spil, der rent faktisk forsøger sig med nye ideer i forhold til Kinect, ikke ender som en bedre oplevelse, men dog positivt at skylden denne gang ikke bør placeres på kameraet.

I stedet virker det som om udvikleren ikke har ment at elementer som grafik, lyd og historie har fortjent nogen særlig opmærksomhed, og det resulterer i et spil som kun de mest hungrende Kinect-ejere bør købe.