Rise of the Argonauts

Jeg er Jason, søn af Aison, konge af Iolcus. Blodet drypper fra mit lændeklæde, årerne pumper om kap for at forsyne mine skrigende muskler med ilt. Blodet flyder i en smuk sidste dødedans. Det eneste i stand til at overdøve lyden af klinger mod kød, er Herkules´ vrede og mit skrigende hjerte. Endnu en fjende falder for mit sværd, og jeg ved at guderne vil bifalde min indsats, når kampene er ovre. Alceme vil atter blive min.

De sidste mange dage har jeg befundet mig på skibet Argos. Dette prægtige skib, der oprindeligt var min bryllupsgave, er nu blevet et værktøj i min søgen på det sagnomspundne gyldne skind; og min eneste chance for at genoplive min elskede Alceme, der døde for hånden af en gruppe blacktongues-snigmordere. Kursen er sat mod den næste ø, og træskroget værker om kap med mine ømme muskler, da jeg endnu engang vælger våben. Gruppen af argonauter er blevet stadig større som mit eventyr er skredet frem, det samme er tabene, men jeg må ikke miste fokus. Jeg har gudernes velsignelse og deres styrke i mine våben. Krigsguden Ares styrker min hammer, Hermes mit sværd, Athena mit spyd mens Apollo beskytter mig igennem mit skjold og bringer lys til et formørket sind. Jeg ved, at hvert et valg jeg træffer, alle dyder jeg foretager, bør dedikeres til en af disse, for kun sådan kan jeg vokse, og opnå den styrke, jeg behøver til mine næste kampe.

Rise of the Argonauts er en medrivende fortælling, der rask væk omskriver de ofte velkendte legender, men med et solidt greb om den græske mytologi. Spillet simpelthen hen oser af klassisk eventyrstemning, enorme mængder udpræget godt stemmeskuespil med mulighed for undertekster, og et formiddabelt soundtrack af Tyler Bates, manden bag blandt andet musikken til 300-filmen. Lokaliteterne er ganske charmerende, og til tider føles spillet som lige dele historieundervisning, filosofi og græsk tragedie.

Codemasters har valgt at markedsføre Argonauts som et actionrollespil, og denne beslutning kan man undres over, da der ofte går både halve og hele timer uden kamp, og når disse endelig opstår, er de så lette, at man sjældent behøver at bruge nogle af de mere specielle færdigheder, som man har til rådighed. Således bliver man kastet ud i hurtigt overståede kampe inden for de første få minutter i spillet, for derefter at løbe ærinder i en times tid uden skyggen af action.

Liquid Entertainment har stået for udviklingen af Argonauts, og ved den lejlighed har de besluttet sig for at gøre op med nogle af de gængse rollespilsparadigmer. Der er intet andet på skærmen end fortællingen, ingen tal eller ikoner at tage stilling til, og ingen oplevelsespoint der skal tjenes sammen. Jasons energiniveau, som dog kan vises traditionelt i form af en energibar, indikeres som standard igennem mængden af blod på tøjet, mens fjendernes kan give sig udtryk i alt fra tabte våben til afhuggede arme. Argonauts driver af blod i de hurtige kampe, det føles dog aldrig påtvunget voldeligt eller plat, men i stedet lige tilpas på den gode gladiator-agtige måde - selv når en fjende bliver kløvet i to i slowmotion.

Du opgraderer din figur igennem noget, der mest af alt minder om Achievements eller trofæer, som vi kender det fra Xbox 360 samt PS3. Ved opgaveløsning, kampe, eller igennem dine dialogvalg, opnår du velvilje fra en af de fire guder i spillet, som derefter kvitterer med et point der kan bruges til at opgradere din figur i den gren, som guden repræsenterer. Opgraderinger af våben og udstyr sker oftest ved at besejre en hovedfjende, eller færdiggøre en del af eventyret. Disse er også blottet for tal og statistikker, og har i stedet en beskrivelse knyttet til sig. I starten er mulighederne ret indlysende som valget mellem "sværdet, med styrke som en våd avis" eller "det magi-resistente titansværd", men bliver mere komplicerede efterhånden som du når længere ind i dit eventyr. Altså med andre ord ikke noget for loot-hungerende talknusere, men ganske fint til at give en følelse af belønning.

Når du nu har læst så langt i denne anmeldelse og set alle superlativerne, undres du måske over tallet på bundlinien. Forklaringen er desværre ret enkel; Argonauts føles som en fantastisk god bog, skrevet med en usandsynlig grim font.

Grafikken hakker og sprutter når du vender din spilkarakter, kameraet vil ikke lade dig se op mens du løber, du bliver ofte afbrudt af loadetider, animationerne under samtaler ser billige og livløse ud. Hver gang du vil tjekke dit kort (og det er mange gange under de mere end ti timer en gennemspilning tager) skal du pause spillet, hvorefter menuen tager et par sekunder for at blive synlig, derefter skal du vælge kortet, lede efter den lille røde prik derpå, gætte hvilken vej du vender, derefter tilbage til menuen, vente på denne fader ud, for endelig at ende i spillet igen; en proces der let tager 6-7 sekunder. Hvis du synes dét var en lang smøre, så forestil dig at være tvunget til at gentage det.

Generelt føles det færdige produkt, som om udviklerholdet har været under et enormt tidspres. Det er rigtigt synd, for fortællingen fortjener virkelig en bedre indpakning. Hvis det klassiske eventyr, fyldt til randen med dialoger samt mytologiske arketyper fra antikkens Grækenland, er det der trækker, og du er villig til at se igennem fingre med de fejl og irritationsmomenter, der nu engang er i spillet, kan du sagtens finde dit næste eventyr her. Men er du ude efter et velproduceret actioneventyr akkompaneret af fantastisk grafik, bør du lade argonauterne sejle deres egen sø.