Rise of the Nations

Strategispil på Pc har ofte været ensbetydende med omfattende ressourceadministration, flytning af enheder som skakbrikker på spilarealet, med begrænsede animationer og frem for alt et gameplay, der er brudt op i ’ture’. Med Rise of Nations trækker Microsoft på de bedste elementer i denne spiltradition men føjer samtidig nye spændende facetter til.

Når man vælger udgangspunkt for sin nation i spillet, oplever man en række lighedspunkter med spil som Civilization. Rise of Nations giver dig således mulighed for at spille 18 forskellige historiske nationer gennem 8 tidsaldre frem til storhed og magt. Hver nation har sine egne specielle enheder og fortrin i kamp mod andre nationer. På din vej skal du tage stilling til en overordnet, til diplomatiske fortrædeligheder i forholdet til andre nationer og til hvilke teknologier og udviklingsprojekter du skal satse på for at føre strategien ud i livet.

Fra Civilization III har udviklerne hentet konceptet med ’nationale’ grænser. De virker indadtil som et lå på, hvor mange farme, marker, byer og handelsruter dit territorium kan rumme og understøtte rent ressourcemæssigt. Fortsat udvikling af din nation forudsætter dermed uundgåeligt Lebensraum, udvidelse af territoriet. Udadtil virker grænsen til gengæld som et fornuftigt forsvar mod indtrængende styrker. Hvis fjendtlige enheder krydser grænsen, bliver de således automatisk påført skade. Spændingen ligger derfor i valget af strategi og udviklingsvej - i det flydende gameplay, hvor dine beslutninger påvirker begivenhedernes gang med det samme. Ikke noget med, at man først planlægger sine dispositioner, klikker på en knap for at se dem ført ud i livet - og derefter ser passivt til, mens den computerstyrede modstander foretager nøjagtigt de samme ting.

Skal man rejse en beskeden kritisk røst mod Rise of Nations, må den gå på grafikken. Landskaber er stadig tegnet i 2D, og selv om man kan zoome ind på mange detaljer på mennesker og bygninger, har spillet rent visuelt et tydeligt gammeldags præg. Bønder og skovhuggere går automatisk i gang med deres arbejde, at opdyrke og indsamle ressourcer. Ny-’uddannede’ enheder skal dog sættes til specifikke opgaver, ellers går de af sig selv i gang med deres ’standard’-opgave. Ressourcemodellen er bygget op omkring kilder, der så at sige aldrig tørrer ud. Der vil konstant være træ i skovene, metal og mineraler i undergrunden og så videre. Til gengæld giver det ikke noget særlig gevinst, at du sender flere bønder eller skovhuggere ud. Dine lagre og beholdninger kan kun rumme en given mængde.

Udvidelserne er dermed ekstra afhængig af udstrækningen af dit territorium, af antallet af farme, byer, handelsruter og så videre. På samme måde er der grænser for, hvor mange undersåtter, dine byer kan understøtte og dine hære kan samle. Så hvis du vil udvide ’biksen’, må du grundlægge flere byer og på den måde udvide dit imperium. Musikken fortjener desuden en lige så begrænset omtale som den har karakter. Lydeffekter enheder og kampe fungere fornuftigt, mens underlægningsmusikken i øvrigt ligger på samme beskedne niveau som en hvilken som helst actionserie på TV Danmark.

Rise of Nations benytter fire områder for den forskning, der ligger bag spillernes teknologiske udvikling: videnskab, økonomi, militær og civile forhold. Denne meget bredt fortolkede model træder i stedet for den meget detaljerede, trinvise opgradering af udstyr i andre titler. Inden for hvert forskningsfelt finder man dog stadig 7 trin, som man kan anvende sine ressourcer på, og så der igen til dine strategiske overvejelser at få retning på udviklingen af din nation: Hvis du satser på militær forskning, vil du komme til at råde over en effektiv slagstyrke, mens civil forskning giver et mere fredeligt grundlag for en hurtig udvidelse af dit imperiet.

Kampene i Rise of Nations afvikles hurtigt og flydende, men der er dog stadig plads til taktiske overvejelser. Det gælder f.eks. adgangen til at sende dem på march, lade dem gå i dækning for at forberede bagholdsangreb. Dine byer er desuden afgørende for krigsførelsen i spillet, ikke mindst fordi et succesfuldt angreb på dem ikke jævner dem med jorden, men i stedet lader sejrherren få herredømmet over dem.

I spidsen for udviklerne hos Big Huge Games finder man Brian Reynolds, der har hentet solide erfaringer i samarbejdet med Sid Meier om titler som Civilization II og Alpha Centauri. Den ualmindeligt vellykkede kombination af realtime-strategi med udvikling og ressourceadministration fra rendyrkede og turbaserede spil lover da også godt for fremtiden, både for videreudviklingen af genren - og for kommende titler fra Big Huge Games. Rise of Nations har i hvert fald lagt beslag på nattesøvn og spillelyst hos undertegnede i nogen tid, og jeg har en klar fornemmelse af, at det varer længe, før det bliver fortrængt fra min Pc.