Risen 3: Titan Lords

Fantasi har aldrig været Piranha Bytes' stærke side. Trods et begrænset men loyalt publikum har de udgivet mere eller mindre samme spil gang på gang de sidste ti år. Samme ambitiøse men generiske og skødesløst sammensatte actionrollespil. De er aldrig virkeligt dårlige, men sjældent mere end godkendt.

Det er svært at afgøre om Piranha Bytes er bevidste om deres egen forudsigelighed, for mens Risen 3: Titan Lords uden tvivl er det bedste spil i serien hidtil, glimrer innovationer, forandringer, nyskabelse og risikovillighed med deres fravær. Det er selvfølgelig ingen dødssynd at satse på sikre kort (det er trods alt det, ni tiendedele af branchen gør), men når klicheer er det eneste, man ikke savner, er det måske tid til at gentænke konceptet.

Handlingen er mildest talt ligetil. Du er søn af en legendarisk piratkaptajn, og sammen med din søster (der er iklædt ekstra smagløs pirat-cosplay) udforsker du gladeligt og kun med et fåtal af incestantydninger en gammel ruin. Pludselig, som på bestilling af en fantasiløs forfatter, dukker der en udød elgmenneskedæmon fra en anden dimension op og stjæler din sjæl. Din søsters animator forsøger sig med et bedrøvet ansigt, mens hendes stemmeskuespiller laver sin bedste imitation af en dumpet gymnasieelev, mens du stille sover ind. Det var uventet.

Men pludselig, som på bestilling af en fantasiløs forfatter, dukker der en ærkebritisk voodoo-præst op og blæser nyt liv i din på det tidspunkt begravede og glemte krop. Atter i live, og præcis lige så stereotypt ærkemandig som tidligere, begiver du dig ud for at finde din fortabte sjæl og, selvfølgelig, redde verden.

På elskværdig men utilsigtet vis minder det mig om min favoritserie, den britiske sæbeopera-parodi Garth Marenghi's Darkplace, og efter en mildest talt upoleret indledning, indrammet af ussel instruktion og... mindre heldigt stemmeskuespil, begynder Risen 3: Titan Lords den lange og besværlige rejse mod overraskende god underholdning. På vejen bliver vi blandt andet mødt af et velkendt, småt forbedret men stadig stift kampsystem, en enkelt duelig stemmeskuespiller og en vældig masse sideopgaver.

Kampene styres stadig gennem febril klikken på venstre museknap, ofte sammen med en overraskende kompetent følgesvend. Genindførslen af magiske evner bidrager med tiltrængt variation, og sværhedsgraden er lige så forfriskende høj som i tidligere spil i serien, men trods nogle oppiftede animationer bliver kampene hurtigt rutineprægede. Her er mange forskellige færdigheder til rådighed, og du får senere i spillet mulighed for at vælge mellem tre forskellige specialiseringer - magiker, dæmonjager og det indlysende valg: voodoopirat.

Denne valgfrihed og den store mængde sideopgaver, der bliver budt på, er to af spillets tre eneste styrker, hvis man ser bort fra det hysterisk morsomme stemmeskuespil. Den tredje og mest afgørende er noget, få udviklere mestrer, men som Risen 3 virkelig har styr på. Spilverdenen er fyldt til randen med hemmeligheder: på mange af øerne er der mængder af opgaver at opdage, skatte at jage og genstande at finde. Opdagelsesglæden er spillets suverænt største styrke, og vis resten af spillet var blevet bygget omkring denne følelse af eventyr og mystik, kunne Piranha Bytes have begået noget stort.

Men i stedet for at være et klichefyldt men fængslende kvalitetsrollespil står Risen 3 midt mellem at være ensformigt onlinerollespil á la World of Warcraft og en lettere variant af Dark Souls. Størstedelen af opgaverne er af typen "tag derhen, dræb ti, kom tilbage", og identisk programmerede fjender patruljerer spilverdenen mere eller mindre tilfældigt, mens lyddesignet og fortællingen er langt under gennemsnittet.

Det er så tæt på det stereotype et actionrollespil kan komme, generisk på ethvert plan, men Piranha Bytes formår som sædvanligt at indgyde en mystisk, uforklarlig spilglæde, der redder Risen 3 fra at være det, der indledningsvist lignede en sikker katastrofe. Jeg tvivler ikke et sekund på, at dem som satte pris på tidligere spil i serien vil kunne finde mange timers letbenet rollespilsunderholdning her, men det middelmådige håndværk, den for et budgetspil høje pris, og den åbenlyse letsindighed vil for mange andre være svær at se bort fra.