Robin Hood : Defender of the Crown

Cinemaware er et af de selskaber, der kan få nostalgiens hejseværk til at løfte mine mundviger. Faktisk var de om noget årsagen til, at min trofaste C-64 i sin tid blev udskiftet med en Amiga. En grafisk fremvisning af the Three Stooges vandt mit hjerte og min pengepung. Efterfølgende var Defender of the Crown mit første indkøb. Jeg var helt vild med den flotte grafiske præstation, og den filmiske stemning der omfavnede mig. Cinemaware vandt dengang mest af alt på deres flotte præsentationer, hvor de helligede sig en gedigen Hollywoodstil. Gameplayet var derimod ofte af en noget basisk karakter, hvilket uvilkårligt giver lidt bange anelser i forbindelse med denne genudgivelse.

I et relativt enkelt strategispil hopper vi ned i Robin Hoods strømpebukser, og forsøger at befri England fra den gennemført ubehagelige Prins John. Det hele åbnes op med et lille opgør i Sherwoodskoven, inden man bevæger sig ud på et større togt. Den kendte rollebesætning slutter sig til dine lystige tropper, og giver adgang til nye strategiske muligheder. Lille John kan eksempelvis rekruttere simple folk til din samling, mens Ivanhoe alternativt giver adgang til dyrere harniskklædte soldater. England er opdelt i 38 territorier; hvor man selv, Prins John samt en lurvet samling fyrster udkæmper drabelige dyster. Målet er at invadere Prins Johns borg - hvilket skal ske inden de andre fyrster, hvis ikke landet skal falde i deres hænder.

Handlingen udspilles gennem en række CG-sekvenser samt dialog mellem figurerne. CG-sekvenserne er mildest talt ikke state-of-the-art, hvor kvaliteten nærmest ligger på et muligt in-game niveau. Dialogen bliver på den anden side ofte trukket i langdrag, hvor man gang på gang skal igennem de samme uinspirerede samtaler. Det må tages som et tegn, når man allerede ved første gennemspil sidder, og trykker utålmodigt videre. Forhåbentligt er disse sekvenser peppet lidt op, inden den endelig version smides på markedet. Man føler sig uvilkårligt fremmedgjort i stedet for at blive suget ind i universet.

Med et slet skjult nik til sit ophav kan man kaste sig ud i en række minispil. Der er eksempelvis mulighed for at overfalde karavaner i skove, man kan deltage i ridderturneringer og man kan forsøge ene mand at kæmpe sig vej til en fjendtlig borgs skattekammer. Noget af det originale artwork er sågar bibeholdt, hvilket vækker frydefulde erindringer. De enkelte minispil er jævnt underholdende, uden dog at rejse et nyt benchmark. Den noget begrænsede interaktion med begivenhederne fjerner meget af incitamentet. Selv om det er ganske underholdende, første gang man dristigt kaster sig gennem et vindue, og tager kampen op med en fej overmagt, så bliver også dette monotont. Det er lidt underligt, at man ikke har udvidet de styringsmæssige muligheder. Man har stædigt holdt fast i originalens gameplay, uagtet at dette var designet til et etknaps joystick mod det væld af muligheder nutidens controller giver.

Lidt den samme historie kan overføres til de strategiske kampe på oversigtskortet. Her skal man forsøge at holde sine egne landeområder. Dette samtidig med, at man føjer nye til. Jo mere land man besidder, desto mere guld ender der i kisten - det er noget, som vi alle kan forstå. Når man så får vovet sig ind på et fjendtligt område, så omsluttes ens tropper i kampstøj. I et noget underligt træk foregår det hele på et meget lille kort, hvor enkelte figurer repræsenterer de forskellige enhedstyper. Nu skal man så enten kommandere fodfolk eller kavaleri frem eller affyre bueskytternes dødbringende ladning. Selv om man får mulighed for at udføre specielle bevægelser gennem erfaring, så er det stadig uhyre simpelt. Vejen frem er kort sagt at rekruttere nok folk, så vader man lige igennem kampene. Det virker også her underligt, at der ikke bliver spillet mere på de strategiske muligheder. Når man nu vælger at vise kampene, så kan man ligeså godt gøre det ordentligt.

Selv om den tekniske standard naturligvis er hævet væsentligt siden originalen, så ligger niveauet under nutidens ditto. Cinemawares varemærke er siden hen blevet snuppet af andre - hvor især EA gør sig bemærket. Selv om det ikke er den endelige version, som jeg har stiftet bekendtskab med, så skal der ske landevindinger, inden vi nærmer os den gode ende af tabellen. Produktet er mest af alt et nostalgisk gensyn, hvor erindringerne gør originalen mere ære.