Robin Hood: Defender of the Crown

Robin Hood: Defender of the Crown er på gaden d. 28. november år 2003 til både Xbox og PlayStation 2

Længe før Electronic Arts introducerede deres filmiske præsentationer var Cinemaware på banen. Gennem deres interaktive film kunne man få en noget anderledes oplevelse, end man ellers var vant til. Alt sammen pakket ind i - for tiden - fremragende grafik. Det originale Defender of the Crown var et barn af denne tid. Et mesterstykke der hev hidtil uanede ressourcer ud af de kære 8- og 16- bit husaltre. Efter at have boltret sig med titler som Wings og It Came from the Desert fik eventyret en tragisk finale, og Cinemaware forsvandt fra det digitale landkort. Nu er drengene tilbage i en reinkarnation, hvor de gamle titler atter skyder op af jorden i nye klæder. Robin Hood navnet er blevet tilknyttet i en oplevelse, hvor nostalgiens tårer blandes med afmagtens.

Robin Hood: Defender of the Crown (DotC) er en dristigt blandet af forskellige genrer. Her er turbaseret strategi, kampsekvenser og minispil kastet op i blenderen og mikset til en anderledes mangefarvet mikstur. Det var netop dette der gjorde originalen så fascinerende - ydermere kombineret med at glasset var smykket med kandis, paraply og bær. Hele originalens indgang til gameplayet er trofast bibeholdt. Her er de samme minispil, den samme RISK-agtige strategi og sågar originalt artwork. Alt sammen noget der får tankerne til at kredse tilbage i nostalgiens tåger. Men midt i denne længsel, kan man ikke lade være med at bemærke, at der er en slange i paradis.

Vi er nu nået til 3. generation af digitalt legetøj, som tiden er gået så har nye krav og forventninger utaknemmeligt floreret. DotC vælger dog at gå back to basis, hvilket afføder et uhyre simpelt gameplay. På intet tidspunkt bliver maskinens kapacitet testet, eller keypadets muligheder udforsket. I stedet lulles man ind i et lidt primitivt univers. En enkel tutorial, som man ikke kan hoppe over, byder velkommen. Her har Robin Hood lidt venskabelig palaver med den lokale sherif. Historien er centreret omkring den betænksomme tyveknægt, og udfolder sig gennem dialog med alle eventyrets kendte figurer. Lille John, prins John og sågar Ivanhoe (som faktisk var hovedpersonen i originalen) dukker op som korpusløse talende ansigter. Den talte dialog er vel udført, men ofte meget langtrukken. Sekvenserne virker uden egentlig dynamik.

Spillet er i bund og grund en varieret form for RISK. Et oversigtskort splitter England i provinser, hvor otte aktører gør klar til kamp. Kongen - Richard Løvehjerte - er fængslet i Østrig, og grådige stridshaner gør deres for at gafle rigdom til sig. I et afsporet rige er man selv den eneste noble person, og med folkets opbakning kaster man sig ind mod stridens overmagt. Det er nu en balancegang mellem indtjening af guld og mønstring af friske folk. Ved at besidde landområder får man en given sum per omgang, mens de forskellige minispil giver adgang til at supplere indkomsten. Man skal nu vælge, om man vil have nye folk, og om disse skal være del af defensiven eller offensiven. Der er kun fem typer tropper, hvilket ikke giver råderum til de store strategiske overvejelser. Pengene kan alternativt sendes til Østrig, hvor en tilpas stor løsesum vil frigive Richard og det ganske kongerige.

Minispillene rangerer over sværdkampe i borge, nedskydning af mure og karavaneoverfald med bue. Fælles for disse er, at de lynhurtigt føles utroligt ensartede. Alt er holdt i uhyre snævre rammer, hvor man eksempelvis er tvunget til at sidde i et givent træ - blot bevæge buen og skyde. Alternativt så render man nærmest rundt on-rails i borgkampene, hvor fjenderne stiller sig op, og skal nedlægges som perler på en snor. Selv om det da er ganske underholdende til at starte med, så føles det hurtigt påtvungent. Det ville være rart, hvis maskinens muligheder var benyttet bedre til at skabe nogle mere stokastiske og flotte situationer. Grafikken plages nemlig også af en slem middelmådighed, hvor det hele føles stift og gammelt.

Middelmådigheden er videreført til opgør med fjendtlige styrker. Her skiftes der til et lille isometrisk oversigtsbillede, hvor samtlige folk af en given enhed blot er repræsenteret med en skakfigur og et tal. Slaget afvikles real-time, hvor folkene affyrer pile eller bevæger sig frem mod hinanden af tre spor. Det virker mildest talt dilettantisk, og giver på ingen måde illusionen af blod, sved og tårer - det skulle da lige komme fra een selv. Det eneste sted hvor grafikken bevæger sig lidt op af skalaen er i de forskellige CG-sekvenser, men selv disse blegner i forhold til markedet. Lyden er dog et lys i mørket, hvor der flyder herlige toner inspireret af originalens titelmelodi. Det er bare ikke nok til at løfte en titel, der forsøger at holde sig svævende på erindringens vindstød. Skal man køre ned af nostalgiens sidevej, så gøres det bedst ved hjælp af originalen.