Robocop: Rogue City

Robocop har efterhånden været med i et væld af film og spil, og det er kun de to første film, der er rigtig gode. Men... de var så sindssygt gode, at figuren fortsat er elsket, uanset hvor meget lort han er med i. I den nye Robocop: Rogue City vender vi tilbage til de originale film og genkender den Robocop, jeg kom til at elske i 80'erne, i et nyt actioneventyr, der foregår i den sci-fi-verden, Paul Verhoeven skabte.

Der er en underlig scene et kvarter inde i eventyret, der får mig til at indse, at udvikleren Teyon har ramt hovedet på sømmet og forstår, hvad der gør denne verden så unik. Det er fremtiden, som vi så den i 80'erne, ikke fremtiden, som den faktisk blev. Når en person filmer Robocop i en af introscenerne, holder hun et ret stort videokamera af den type, der var almindelig før i tiden, hvor vi i dag selvfølgelig ville bruge vores mobiltelefoner til at filme. Men i Robocop: Rogue City er der ikke noget sådant. Her består sci-fi-stemningen af neonfarvede arkader med ret primitive spil, små tykke fjernsyn med afrundede hjørner og fjender bestående af klassiske punkere med mohawk-inspirerede frisurer - alt sammen indrammet af den samfundskritik, vi så i de originale film.

Og det er præcis sådan, det skal være. Jeg bliver straks transporteret tilbage til Robocops verden, da jeg får min første opgave med at befri et gidsel, hvor jeg også lærer om den "nye fyr" og stoffet Nuke, der ligger bag den seneste tids elendighed. Gidselsituationen er vanskelig, og politiet, som hurtigt briefer Robocop om, hvad der er sket, da sidstnævnte ankommer til gerningsstedet, beder straks om forstærkninger, hvortil Robocop - spillet af Peter Weller - svarer "forstærkningerne er ankommet". Genialt!

Mens actiondelen selvfølgelig er i fokus i Robocop: Rogue City, har Teyon forsøgt at fylde eventyret med masser af andre elementer såsom et level-system, nogle detektivelementer, sidemissioner, parallelle historier og meget mere. Derudover bliver Robocop ramt af flashbacks fra sit tidligere liv som Alex Murphy, som er overraskende velskrevne og tilføjer et meget tiltrængt lag til fortællingen. Det gør, at eventyret føles ret varieret, selv om det i bund og grund er en ret ligetil og rigid shooter.

Selvfølgelig er skyderiet med Robocops enormt kraftfulde Auto 9 stadig i centrum af historien, og Detroits afskum skal fjernes snarere end retsforfølges. Her befinder vi os i et interessant dilemma. Vi ved alle, hvordan Robocop bevæger sig og sigter, det ville ikke fungere særlig godt, hvis spillet lod os hoppe, glide hen ad gulvet, have et våben svingende foran os, mens vi går, og organiske bevægelser, når vi sigter på forskellige fjender. Robocop skal være stift og have et gameplay, som i alle andre tilfælde ville blive betragtet som klodset og måske endda dårligt. Her passer det som fod i hose, men kan dårligt gameplay undskyldes, fordi det skal være på en bestemt måde?

Svaret må være både ja og nej for mig. For når jeg står over for store mængder fjender og med min Auto 9 der sprænger deres kranier i luften med velrettede skud, før de knap nok når at skyde tilbage, føles det som en fantastisk Robocop-simulator. Men når jeg ikke formår at komme hurtigt ind, og fjenderne begynder at skyde tilbage og løbe rundt, bliver tingene meget mere komplicerede, især når der er mange af dem. Sidstnævnte resulterer ofte i, at jeg er nødt til at være alt for defensiv for at komme frem, hvilket krænker Robocop-følelsen (du husker sikkert lige så godt som jeg, hvordan han ryddede op på narkofabrikken i den første film).

Dræbte fjender taber også deres våben, som du selvfølgelig kan samle op og bruge. Men at Robocop går rundt med en AK-47 eller en Uzi føles bare mærkeligt, og jeg har i stedet spillet det meste af spillet med standardvåbnet.

Derudover er banerne rimeligt store og tilbyder en vis mængde udforskning, og der er faktisk ting at finde, som hjælper dig i efterforskningen, giver XP, helbred og lignende. Jeg synes dog, at det går ud over flowet i spillet, at Robocop går ind i klædeskabe og andre sekundære områder for at lede efter ting, når folks liv er på spil. Derudover kan man undre sig over, hvem der har lavet den OCP-mad, som Robocop spiser, og hvorfor den er på steder, hvor den absolut ikke burde være? Det er selvfølgelig klassisk spildesign, men det fjerner den filmiske fornemmelse. Måske ville det have været bedre med automatisk og tidsbestemt levelling i stedet?

På standardsværhedsgraden er spillet ret let, hvilket aldrig føles som et problem, fordi det klæder Robocop ikke at dø af projektiler i brystpladerne. I stedet føles det helt i tråd med karakteren bare at kunne gå videre og ignorere at blive skudt på. Man er dog ikke helt udødelig, undtagen i midtersekvenserne, hvor man kan få en ordentlig omgang tæsk, og man kan bære tre HP-pakker ad gangen. Det kan også forbedres, så du kan bære mere, hvis det er noget, du vil prioritere med dine XP-point.

Politistationen fungerer som noget af et centralt knudepunkt i Robocop: Rogue City, og mange missioner og mellemsekvenser er baseret her, og der er også flere sidemissioner at udføre. Det er en god tilføjelse for variationens skyld, og de er ofte ret humoristiske, som når Robocop skal bære fulde folk eller tage telefonen. Afhængigt af dine beslutninger og handlinger ændres folks tillid til dig også, noget Teyon er meget stolt af, men som jeg ikke kan sige er oversat til gameplay på en mærkbar måde. Selv på missioner kan du nogle gange udføre sidemissioner som at give parkeringsbøder til folk eller hjælpe nogen i problemer, hvilket jeg pligtskyldigt har gjort, selvom jeg synes, det er lidt underligt, at Robocop skal gøre det, mens Detroit går under.

Før jeg går videre til den sidste del af anmeldelsen med et resumé og en bedømmelse, vil jeg gerne understrege, at jeg virkelig blev overrasket over grafikken og lyden. Robocop: Rogue City er et meget flot spil. Selvfølgelig kunne ansigterne på venner og fjender have været bedre, men det kompenseres i høj grad af Robocop selv og de smukke omgivelser, som alle er udsøgt designet og ofte byder på virkelig flotte lyseffekter. Derudover har Teyon gjort et godt stykke arbejde med lydsiden, med masser af tyngde og en Peter Weller, der leverer Robocop-replikker på sin ikoniske måde. Uden at ødelægge det sjove for dig, synes jeg, at spillets historie er ret velskrevet og fungerer til at holde dig interesseret. Jeg føler dog, at den mister momentum hen mod slutningen, og at opgøret ikke føles tilfredsstillende, hvilket er en skam.

Men på trods af at slutningen skulle have været skrevet bedre, og at spillets gameplay er ujævnt, og at det aldrig føles sjovt at lede efter ting med den langsomste hovedperson i first-person shooter-rummet - Robocop: Rogue City fungerer som en perfekt Robocop-simulator for fans. I de bedste øjeblikke har jeg næsten fnist som et lille barn foran skærmen og er blevet mindet om, hvorfor jeg elsker figuren så meget, og den vidunderlige verden er utroligt godt realiseret og byder på elementer, som fans elsker (ikke mindst bosskampen med ED-209). Det er ikke et mesterværk, men et kærlighedsbrev til Robocop-fans, som er meget let at anbefale på trods af åbenlyse fejl, hvor Alex Murphy selv er ansvarlig for de fleste af dem.