Rock Band 3

Der er mange dobbeltydige sangtitler som ville passe godt ind her. Men beslutningen er lige så svær at træffe, som inden man faktisk skal spille. "Break on Through" og gennembrud, måske? Udfordring og "The Hardest Button to Button"? Eller "Killing Loneliness" for at understrege det perfekte partyspil. Ah, Ida Maria siger det nu bedst: Oh My God.

Harmonix har med Rock Band 3 opnået meget, men én ting stikker ud som den mest imponerende: at man i så mættet et marked kan udgive et spil, der føles både friskt og spændende. Siden Guitar Heros gennembrud for (kun!) fire år siden er vi blevet overdænget med musikspil, hvor vi har trykket til velkendte toner, scrollet i evigheder for at finde en sang alle i bandet kan acceptere, og funderet over hvilken relevans Aerosmith og Green Day har i dag.

Det har været en legeplads, men med et underlag, der mest minder om kviksand. At det er Harmonix som nu hiver rocken op af sølet virker helt logisk.

Efter at have skabt, eller i det mindste revolutioneret en genre (Guitar Hero), gav Boston-studiet sig til at forfine den (Rock Band), og samlede sidenhen trofæer for licensieret musik (The Beatles: Rock Band), og gør nu det mest logiske: skubber os et ekstra skridt i retning af realisme.

Og der vil jeg begynde, for det er den mest relevante del af Rock Band 3. Dybden. Lige siden vi blev puffet i siden med ordene "you should consider buying a real guitar" under Guitar Heros indlæsningstider, har ambitionen været soleklar: at dele glæden ved at spille musik i virkeligheden. At forenkle og være indbydende, men samtidigt komplicere og holde døren åben for dem, som vil udvikle sig. Hvilke andre spil kan bryste sig af en sådan dybde og dedikation til virkeligheden? Microsoft Flight Simulator, måske. Et ikke nær så rockende spil.

Rock Band 3 er en ambitiøs musiklærer. Selvom mange aldrig vil interessere sig for hvordan man tager en C-mol på guitar, så er muligheden her. En håndfuld menuvalg væk fra Easy-sværhedsgrader og festspil til fredag aften er der en guide til, hvordan du selv kan lave musik. En fantastisk bredde. Det grunder selvfølgelig i Mad Catz nye instrumenter, keyboardet og guitarene. Sidstnævnte kommer i to udgaver en 102-knappers replika som forestiller en Fender Mustang, og en Fender Squier med rigtige strenge, som desuden kan kobles til en rigtig forstærker. Et ekstra bækken på trommerne, der denne gang er meget stille og ekstra robuste, gør også sit til.

Alt dette tiltaler musiknørden i mig, ham som ser en slags romantik i hvert trommeslag, power chord og rockbrøl som menneskeheden har skabt siden ordet "rock" fik en bredere betydning end bare "sten". Det kan lyde afskrækkende, men man skal bestemt ikke glemme den meget lettilgængelige party-del og at alle kan være med. Easy-niveauerne er ikke forsvundet, og det er nok med grundlæggende motorik og rytmesans for at kunne klare sig gennem sangene - og samtidigt leve sig ind i bandfantasien. Og tak, No Fail Mode. Tak fordi du findes.

Keyboardet er en kærkommen tilføjelse som lader Harmonix vælge en anden type sange. Uanset om du er til Lennons Imagine, Roxettes The Look eller alt hvad The Doors har lavet, vil du bemærke at her er nye boller på suppen. I starten føles det ikke særlig rock-agtigt at hamre på minisynth, men man kommer hurtigt ind i det.

Hardwaren er nemlig udmærket, med store luksustangenter og en overbevisende stabilitet. Der bydes også på fleksibilitet i måden du faktisk spiller på. Keyboardet kan placeres på et stativ, i en skulderrem a la "keytar", eller bare lægges henover knæene. En hurtig bevægelse med venstrehånden og du når instrumentets overdrive-knap og "filter", en svingarmsvariant der ændre lyden på de lange toner. Der er MIDI-output, og du kan desuden anvende eksisterende keyboards i spillet.

Guitaren kommer som sagt i to nye modeller, men dine gamle kan selvfølgelig stadig bruges. Som hengiven plastikguitarnyder og hobbyguitarist er disse hurtigt blevet en personlig favorit. Første indtryk er uanset tidligere erfaringer nærmest frygtindgydende. At placere fingrene på den 102-knappede Mustang er unægtelig lidt overvældende.

Selv er jeg indtil videre kun nået til Medium-niveauet af Pro-delen, og klarer enkelttoner og nogle få akkorder i Rock Band 3. Tonerne vises på skærmen med et ciffer ved den respektive streng, og det er klart og tydeligt. Selvom hjernen knirker af al den information, der skal tages ind, af for eksempel at skulle placere fingeren på tredjestrengens fjerde bånd, er alt logisk, tydeligt og helt overkommeligt.

Når vi skal lære akkorder bliver det straks sværere, men på en god måde. Harmonix har skabt deres eget system til at vise akkorder gennem forskellige "shapes" - symboler for hvordan forskellige akkorder skal tages. Her får du kun et ciffer for hvor den første finger skal placeres, og et symbol nederst på gribebrædtet på skærmen viser hvordan resten af fingrene skal placeres. Det kræver en del memorisering, men er bestemt logisk. Men at man for eksempel kun kan tage en D-dur på én måde og ikke med barrévarianter eller lignende er dog lidt synd.

Om det er for avanceret vil jeg lade den enkelte spiller afgøre. Selv elsker jeg det. Det stiller krav til mig som spiller, men giver på den anden side en enorm tilfredsstillelse når melodien virkelig sidder. At indse hvordan almindelige akkordrundgange faktisk kræver en del, giver også velfortjent respekt til rigtige musikere. At jeg desuden kan drage nytte af mine evner, samle en rigtig guitar op og imitere det jeg har lært, er en skøn bonus.

Sangpartierne kan nu angribes af tre stemmer, ganske som i The Beatles: Rock Band, og det er noget der øger Rock Bands i forvejen fænomenale holdbarhed. Jeg spiller stadig førnævnte moptop-spil regelmæssigt for at lære de sværeste harmonier, og nu har jeg endnu mere at kaste mig over med Rock Band 3 (om ikke andet, så live-versionen af Beach Boys' Good Vibrations).

Det hedder sig jo at alle kan synge, og præcis som i Rock Band er sangen en udmærket vej ind for dine venner, som måske ellers ikke kan lide spil overhovedet. Under de Rock Band 3-sessioner jeg har deltaget i, med "singer's choice"-regelen som standard, lander vi ofte på kendte numre som Living in America, I Wanna be Sedated, Break on Through og selvfølgelig Bohemian Rhapsody. Man kommer ikke uden om Bohemian Rhapsody.

Den 83 numre stærke sangliste er udmærket, varieret og fremkalder følelser der er diverse improviserede adjektiver værdige. Den hoppende Been Caught Stealing, Free Birds rock-ekstatiske anden halvdel, Centerfolds glade "na-na-na", Space Odditys storslåede trøsteløshed, og de vrede guitarer og væsende omkvæd i The Beautiful People er alle gået rent ind hos alle, undtagen mine bedsteforældre. Vi skal heller ikke glemme Walkin' On The Sun, som til stadighed formår at få mine skiftende bandmedlemmer til at hønse-nikke med hovedet og lave nogle trutmundsbevægelser som jeg aldrig håber bliver foreviget på foto.

Hvis vi forlader instrumenterne og ser på hvordan spillet faktisk spilles, er der endnu mere at glæde sig over. Turnedelen er barberet ned denne gang, og i stedet for en episk verdensturne, påtager du dig diverse "road challenges", hvor du spiller en håndfuld sange ad gangen for at føre dit band til evig ære. Her samler du udover stjerner også "spades", sparsymboler som inkasseres gennem instrumentspecifikke udfordringer. Vi har set det hos konkurrenten Guitar Hero, og metaudfordringerne kan eksempelvis gå ud på at aktivere Overdrive et vist antal gange.

Road Challenges og dets bronze-, sølv- og guldmedaljer er en smart løsning, og fremmer de bands som måske kun har et par timer til at spille sammen, men som stadig gerne vil føle, at de opnår noget.

Vil man klare alting i Rock Band 3 skal man regne med at sætte en stor del af sit liv til side, for spillet er proppet med indhold. Udover achievements og trophies kan du også samle hundredevis af "goals": alt fra at klare en keyboard-sang i Pro Mode til trivialiteter som at kalibrere et instrument opfylder sådanne mål. Belønningen er, udover evig ære, nye instrumenter og tøj til dit virtuelle alter-ego. Held og lykke med at klare "Obsessive Compulsive", i øvrigt. Målet? "Hit every note in Rock Band 3).

Overordnet er Rock Band 3 fyldt med forbedringer, i måden hvorpå du navigerer og oplever spillet. Streaks er lettere at opfatte, efter en mislykket sang kan bandet vælge at spille den om og så videre. Det er nemmere end nogensinde at sortere sit sangbibliotek og lave playlister. Rock Band 3 har også styr på hvilke sange du foretrækker. Rock Band 3 har seperate menuer til hvert bandmedlem nederst på skærmen, hvilket er en yderst elegant løsning. Med et let tryk på start kan du altså hoppe ud af en sang når colaen gerne vil forlade kroppen, eller skifte sværhedsgrad når Dio sparker dig i rumpen med Rainbow in the Dark.

Harmonix har også lagt mere krudt på figur-editoren, som i Rock Band 3 lader dig gå endnu mere i detaljer i designet af din rockstjernes udseende. Personligt bruger jeg ikke meget tid på den slags (jeg er meget mere opsat på at finde på et godt bandnavn), men at man også har lagt så meget energi her viser viljen til at lave det perfekte musikspil.

Og Rock Band 3 er mere eller mindre perfekt, og bestemt en milepæl for genren. Den eneste flue i glædesglasset er den store investering der kræves, for at nyde spillet fuldt ud. Det er unægtelig lidt surt at skulle regne i tusindlapper.

Men man har jo som sagt muligheden for at anvende gamle instrumenter, og Rock Band 3 kan give hundredevis af timers underholdning til dem som kun ejer en guitar. Tilgængeligheden, sangarkivet, ambitionerne og frem for alt den rene underholdningsværdi taler sit tydelige sprog. Rock Band 3 er det bedste musikspil hidtil. Jeg tør ikke tænke på, hvor vi ender efter dette.