Rocksmith

Det var en skuffende men forståelig beslutning Activision-Blizzard tog, da selskabet valgte at lægge Guitar Hero-serien i graven. Genrens spæde begyndelse bød kun på en enkelt plastikguitar, og publikum krævede mere. Gennem en naturlig evolution udviklede den sig fra den enkelte plastik guitar til et helt band med trommer, guitarer og mikrofon. Men hvad er så skridtet videre, når du har et helt band sæt? Ifølge Ubisoft er det at begynde forfra og introducere spillerne til den virkelige verden af Rock'n'Roll med Rocksmith. Væk er alle plastik-dingenoterne, og tilbage står kun en ægte elektrisk guitar, som kan fyre de fedeste riffs af med et strøg af dine fingre. Hvis genren skal genopstå fra de døde, er Rocksmith vores eneste håb, men er en rigtig elektrisk guitar virkelig nok til at gøre det? Jeg fik muligheden for at afprøve Rocksmith ved dette års Roskilde Festival.

Rocksmith handler ligesom Guitar Hero og Rock Band i bund og grund om at ramme nogle specifikke akkorder i løbet af en given sang. Rocksmith laver ikke synderligt meget om på denne formular, men tilpasser den alligevel til det nye instrument, som følger med. Hvor meget jeg end ville ønske, at jeg kunne spille guitar, så kan jeg ikke. Ubisoft har tænkt på spillere som mig og har derfor ændret på den måde, som spillet spilles. I forhold til Guitar Hero og Rock Band så stopper sangen ikke, når du ikke kan ramme akkorder. Den fortsætter i fuld fart videre, som om intet var hændt. I begyndelse virkede det en smule mærkeligt, men det giver god mening. Det ville nemlig ikke være særligt sjovt for spillere som mig, hvis sangen allerede stoppede ti sekunder efter, at jeg var begyndt.

I samme dur er sværhedsgraden også lavet om. Spillet byder på to forskellige modes: enkelte toner og flere akkorder. Forskellen ligger i, at du kun skal ramme enkelte toner i første mode, og mere avancerede akkorder i anden mode. Der finder ikke længere prædefinerede sværhedsgrader, som vi kender fra andre spil. I stedet husker spillet, hvor mange gange du rammer noderne i træk. Gør du det tilstrækkelig mange gange, så tilføjer spillet flere noder på sangen, også mens nummeret stadigvæk spiller. Det er en genial måde at tilpasse ens guitar skillz. Skulle du ikke være så sej til guitar, som spillet tror at du er, så fjerner den noder fra sangen igen. Således oplever du aldrig en væg, hvor du er hamrende god til en sværhedsgrad, men ikke god nok til den næste.

Men hvordan føles det så at stå med en rigtig guitar og spille "rigtige" akkorder? Både fantastisk og mærkeligt. Hvis du har været fan af Guitar Hero-spillene og kunne mestre Through Fires and Flames på 100%, men aldrig har rørt en rigtig guitar, vil du meget hurtig opleve, at du ikke er og aldrig har været en rockstjerne. At spille Rocksmith er ligesom at begynde til guitar og skulle lære at ramme en enkelt akkord uden at ramme alle de andre. I begyndelsen skal du kun ramme en enkelt tone, men det kan være svært nok i sig selv. Det bliver bestemt ikke nemmere, når spillet beder dig om at ramme den femte streng og stemme på det syvende bånd samtidig med, at du skal ramme den første streng og tredje bånd et sekund senere. Spillet er overbærende og hjælper dig på vej, men du får absolut ikke følelsen af at være en rockstjerne på fem minutter, som du gjorde med Guitar Hero. Måske tænker du: "Nå ja, men jeg kan jo allerede spille guitar!" Til det kan jeg kun berette, hvad andre guitarspillere har fortalt mig: de synes ikke, at det er sjovt. Deres største utilfredshed kan koges ned til skuffelsen af, at spillet forsøger at efterligne the real deal, men stadigvæk i sidste ende forbliver et spil. Det er stadigvæk farvede rubrikker, som indikerer hvor på guitaren at du skal ramme, og ikke noder.

Bevæger vi os væk fra selve spillet og kigger på guitaren, bliver du ikke skuffet. Selvom det ikke er en ægte Les Paul, som du står med i hånden, er guitaren stadigvæk et stykke ordentlig isenkram. Den kan bruges i forbindelse med spillet eller som en ganske almindelig el-guitar. Jeg ser det som et stort plus, da Rocksmith forsøger at gå en fin balance mellem spil og læring. Ifølge medarbejderen, som hjalp med at sætte spillet op, kan du også tilslutte andre elektriske guitarer til spillet. Har du en ægte Les Paul, så går du bare amok.

Min oplevelse med Rocksmith efterlader mig med en blandet smag i munden. Spillet ligner de tidligere spil i genren, men adskiller sig ved at benytte sig af et ægte instrument i stedet for et lavet af plastik. Gameplayet forbliver det samme, dog tilpasset det nye instrument. På den ene side jubler den lille spilentusiast inden i mig over, at jeg endelig kan lære at spille et instrument uden at skulle bruge timevis på at studere noder og andre bøger. På den anden side bliver jeg frustreret over, at jeg ikke kan blive rockstjerne på fem minutter, som jeg kunne med Guitar Hero. Dertil skal det nævnes, at spillet lider af samme problem som andre spil i genren, når det kommer til forsinkelser på fladskærme. Demoen på Roskilde Festivalen led af 0,5 til et sekunds forsinkelse, som gjorde det svært at ramme akkorderne præcist.

Således ender Rocksmith i en kategori, som jeg vil betegne som et læringsspil. Rocksmith er et spil, som du kun skal købe, hvis du ønsker at lære at spille på en rigtig guitar. Spillet koster omtrent 1300 kroner inklusiv el-guitar og udkommer til september i Danmark. For nybegynderne er det mere arbejde end sjov, og for de garvede kan det være kedeligt og for spilagtigt. Mit råd er, at du skal være forberedt på at bruge en god del tid på at få noget ud af Rocksmith, før det bliver sjovt. Måske ender du til sidst med at kunne spille guitar uden hjælp.

Ubisoft har sendt os en række uddybende kommentarer til Chris' preview - du kan læse dem lige her, og det anbefaler vi bestemt at du gør.