Rogue Spear: Black Thorn

Efterhånden findes der en vrimmel af first person shooters på spilmarkedet. Jeg har nu hele tiden haft en særlig svaghed for Rainbow Six- og Rogue Spear-serierne, ikke mindst fordi plottet - der er baseret på Tom Clancy’s bøger - har været strikket så godt sammen.

Med begivenhederne den 11. september er det med en anden alvor man kaster sig over et spil som Rogue Spear: Black Thorn, ikke mindst fordi Red Storms nye titel beskæftiger sig med såkaldte copycat terrorists, det vil sige terrorister, der efterligner kendte terrrorist-aktioner.

I den oprindeligt planlagte udgave af spillet indgik en mission med befrielse af gidsler ombord på et rutefly, men denne mission er ikke med i den endelige udgave. Den første mission er imidlertid ikke mindre dramatisk. Den går nemlig ud på at befri ambassadøren og en række gidsler på den japanske ambassade i Peru.

En afhopper
Et tidligere medlem af Rainbow Six-teamet har under en aktion mishandlet en fange. Ved en efterfølgende psykologisk vurdering, bliver vedkommende erklæret så psykisk ustabil, at han må tages ud af aktiv tjeneste.

Det er han bestemt ikke glad for, så han nøjes ikke med at forlade Rainbow Six, han skifter side - og slår sig sammen med en række af verdens terrorister. Til sammen en skrap styrke, som har sat sig for at gentage en række af fortidens terror-angreb. Rainbow Six-teamet må derfor stramme sig ekstra meget an, fordi modstanderen kender våbnene, de taktiske oplæg og ikke mindst en række af de enkelte medlemmer.

Selvstændigt spil
Rogue Spear: Black Thorn er i princippet en samling ekstramissioner, baseret på den spilkode, der blev anvendt i det oprindelige Rogue Spear. Ved alligevel at udgive dem som selvstændigt spil, har nye spillere også mulighed for at være med, uden at de absolut SKAL ud og anskaffe forgængeren.

Til gengæld får de ni Single Player-missioner, som er både vanskelige, detaljerede - og nærmest skræmmende realistiske. Nytilkomne spillere vil hurtigt opdage, hvor vigtig forberedelses- og planlægningsfasen er i Black Thorn. De spillere, der har kendskab til serien i forvejen, vil til gengæld råde over en række nye våben - herunder tysk og belgisk producerede maskinpistoler, og ikke mindst landminer.

Udover Single Player-missionerne, rummer Black Thorn seks nye multiplayer-missioner, med nye lokationer og variationer over tidligere udgivne missioner. Endelig rummer spillet en særlig Multiplayer Mode - Lone Wolf - hvor én soldat skal kæmpe mod resten. Alle deltagere råder kun over et håndvåben, mens Lone Wolf kan vælge et hvilket som helst våben. Sjovt og medrivende - men alt andet lige en anelse for pjattet i forhold til det overordnede, virkelighedsnære setup.

Varierede missioner
Missionerne er henlagt til vidt forskellige lokationer, der strækker sig fra arktiske forhold ved en militærpost i Alaska, over Holland og Thailand til den japanske ambassade i Venezuelas hovedstad, Caracas. Desuden er der en fin variation af udendørs og indendørs missioner og af vejrforhold og tidspunkter på dagen.

Skal man dryppe lidt malurt i bægeret, så må årsagen være, at det da snart må være det sidste, der presses ud af den efterhånden bedagede Rogue Spear-game engine. Soldaterne virker efterhånden noget kantede og karaktérløse, i forhold til, hvad andre spil i genren kan præstere.

Til gengæld skal det også siges, at den spilformel, som ligger bag Black Thorn er aldeles velfungerende - og der er på en eller anden måde ikke noget at sige til, at UbiSoft og Red Storm fortsat udgiver spil efter den. For den virker!