Roland Garros 2003

Er man tennis-entusiast, så er der sjældent særligt langt fra at se med under de store turneringer - til selv at gribe ketsjeren. Det kan selvfølgelig være lidt svært i de lange vintermåneder - og ganske upraktisk i øvrigt at spille med skistøvler, parkacoat og tykke skindluffer på. Løsningen er selvfølgelig at kaste et passende tennisspil i sin computer eller sin konsol - og på den led er Roland Garros 2003 - i USA kaldet Next Generation Tennis 2003 - måske en passende medicin?

Som udgangspunkt er spillet designet ud fra licenser til Roland Garros- og US Open-turneringerne. Det betyder, at man finder gengivelser af 6 tennis-arenaer fra disse turneringer. I alt indeholder spillet 12 baner, belagt med 4 forskellige materialer. Dertil kommer 3 træningsbaner og 2 skjulte baner, der først bliver låst op, når spilleren er nået et godt stykke i sin spilmæssige tennis-karriere. De sidste baner foregår imidlertid på henholdsvis sand og is, så det er vist så som så med realismen og seriøsiteten.

Pengene til licenser slap åbenbart op, da man kom til spillernavne. I hvert fald kigger man forgæves efter Williams-søstrene, Tim Henman, André Agassi og andre fra den absolutte tennis-elite. Til gengæld kan husarerne så savle en smule over den kvindelige belgiske topspiller Justine Henin, mens kvindelige spillere kan fornøje sig med Kim Clijsters.

Man kan vælge mellem 10 professionelle spillere, heraf 4 kvindelige. Alle er gengivet med bevægelser og kropssprog fra de virkelige spillere, ligesom temperamentet skulle indgå i spillernes reaktionsmønstre, både når det går godt og når det går skidt. Mere end 500 animationssekvenser, der er optaget ved motion capture, skulle bidrage til en nærmest filmisk detaljeringsgrad. Desværre oplever man som spiller hurtigt, at bevægelser går igen, og at specielt reaktionerne ved fejl og dobbeltfejl er noget nær de samme spillet igennem.

Som spiller råder man over 4 grundslag, der kan justeres i kraft og ikke mindst retning. Problemet er bare, at man ender med at anvende et helt traditionelt forhåndsslag, ikke mindst fordi spillerens bevægelser på skærmen er alt får langsomme i forhold til spilsituationen. De frustrationer, man bygger op, går derfor nok så meget på styringen, som den egentlige dynamik i spillet. Til gengæld er der absolut gode takter at spore med hensyn til boldens reaktioner på de forskellige underlag.

Det mest centrale kritikpunkt mod Roland Garros 2003 er grafikken. Mange detaljer i omgivelserne og mange flotte momenter når spillerne skal serve - men når spillet først går i gang savner man det drive og de distinkte farver, som kunne formidle dynamikken i tennis og som ikke mindst kunne give billedet en passende skarphed. Endelig er der kameravinklen, der låser spilleren fast og dermed giver et mildest talt ringe overblik, ikke mindst når den aktive spille står i den fjerne ende af banen.

Man skulle tro, at udviklerne har taget fejl af tennis- og pinball-spil. I hvert fald har man med rund hånd kastet mystiske baner - i sand og på is - aparte omgivelser - en boulevard i Las Vegas og et vulkankrater - og mindst lige så aparte spillere - en Elvis-imitator og en kvindelig eventyrer i Lara Croft-/Indiana Jones-genren - ind i spillet. Hvis det er tennisspil man går efter, så virker disse features dybt ligegyldige, som en forfatter til amerikanske TV-dramaer, der med stor spreder har kastet alle branchens klichéer ind i sine manuskripter.

Man har dermed helt klart haft fokus på at underholde bredden, hvilket ikke mindst afspejler sig udvalget af game modes. Spillet rummer selvfølgelig en arcade mode, hvor man kommer mod en endeløs række af modstandere, i både single- og double-kampe. Dertil kommer en exhibition mode, der er et fint udenbys navn for enkelt-match, tournament mode, der giver spilleren mulighed for at oprette egne turneringer, endurance, hvor spilleren inden for en given tidsfrist skal besejre så mange modstandere som muligt, career, der - som ordet siger - handler om at bringe sin spiller frem til den absolutte inderkreds i tennissporten inden for den 10-års periode, som en tennis-karriere anslås at vare.

Endelig er der en tutorial-sektion, der i stedet for at øve grundslag, sætter spilleren direkte i gang med spilsituationer, der indøver slag, server osv. Når man tager den langsommelige styring i betragtning, så havde tutorial-sektion været mere hensigtsmæssigt udformet, hvis spilleren kunne indøve grundslagene uden modstander, inden det går løs med kamp-situationer.

I den gamle britiske TV-comedy-serie ’Not the 9 O’Clock News’ indgik der engang en bidende satire over rock-videoers uendelige tomhed og udvendighed. Titlen på sketchen passer i grunden ganske godt på Roland Garros 2003: Nice video - shame about the song. Pæn indpakning - der langt fra yder sportsgrenen en seriøs retfærdighed.