Romancelvania

Da I sad og spillede Castlevania tilbage i 80'erne og 90'erne, tænkte i så; "det her egner sig godt nok vildt godt som dating-simulationsspil?" Altså hvor man gør, som man gør i Castlevania, men hvor der er mulighed for at date det medusahoved, som kom flyvende imod en i en zig-zag bevægelse. Det har alle der har spillet de klassiske Castlevania-spil da sikkert tænkt, ikke? Well, nu kan I får jeres drømme opfyldt. The Deep End Games har nemlig lavet en blanding af Castlevania og datingspil i deres Romancelvania, som kan spilles nu på PlayStation 5, Nintendo Switch, PlayStation 4, Xbox One, Windows, Xbox Series X og Series S. Så på alle platforme der kan gå og stå.

Romancelvania starter med en introduktion til Dracula, der både kan være en mand eller kvinde, som efter at være blevet droppet af sin kæreste, har været i et sort humørhul. Dette kan hans ven Døden ikke lide, så han starter et dating-program, ala The Bachelor, som man kan se på TV2. Dracula er ikke meget for ideen, men bliver alligevel overtalt. Han skal så vælge imellem en hel flok, både mænd og kvinder, om hvem der skal være hans Mina Harker. Dracula skal derfor finde disse potentieller kærlighedsemner i og omkring hans slot. Det eneste problem er at hans gamle tjenestefolk har vendt ham ryggen, og derfor kæmper imod den blodsugende vampyr, også selvom de selv er ret udøde. Det er super fjollet og skørt, og jeg sad mange gange og var meget ambivalent, om jeg kunne leve med hele præmissen. Historien er lavet i en mockumentary-stil, hvor de forskellige karakterer snakker direkte til kameraet, om hvorfor de fortjener at blive valgt af Dracula, og så bagtaler de også de andre kandidater, som var det et realityshow. Det er en meget speciel blanding, som fjerner al alvor, man kunne have formodet en historie om verdens mest kendte vampyr, kunne have haft. Jeg tænker, man skal have en meget speciel smag, for at kunne lide hele præmissen, og en god viden om reality-tv er nok heller ikke helt ved siden af, for at nyde alle troperne fra genren, som Romancelvania laver sjov med.

Det jeg nok synes var det fedeste ved Romancelvania, var de mange kandidater man kunne vælge imellem. Disse låser man op for hen ad vejen ved at finde dem gemt rundt om i banerne, og når man så finder dem, så har de altid en opgave som man skal løse. Disse kandidater er meget farverige, og der er til enhver smag. Jeg giver nu nogle eksempler. Der er P.S. Elle som er en tidligere heks, som er blevet forbandet til at være en stor græskardame, med nogle enorme bælgfrugter på brystkassen, og hun er klar på den værste. Hun er meget direkte, og lægger ikke skjul på, at hun gerne vil have Draculas opmærksomhed. Hende finder man på græskarmarken, hvor hun venter i den ene ende af banen, for at sende Dracula ned i den modsatte ende, for at gøre det af med hendes eks. Gør man det, er hun klar på dødens realityshow. Der er også Brocifer, som er en totalt "dude" med sixpack og drengerøvspersonlighed. Er man til ældreguder er der Lulu, som er en kvindelig version af Lovercrafts Cthulhu. Hun er blå og meget mærkelig, mest fordi hun er ældre end tiden selv, og ikke helt forstår menneskeheden. Hun er dog vild med Dracula, derfor får man hende også overtalt til at deltage i realityshowet efter en ret syret boss-kamp. Man skal bare ikke spørge til hendes alder, tro mig, det er en dårlig ide. Det er så fjollet, og de mange deltagere er tilstrækkeligt underlige, så de bliver ganske interessante at lære at kende. Jeg elskede at komme tilbage til dem, efter at jeg havde udført et af deres ærinder, for så at kunne snakke og flirte med dem, og høre om deres meget underlige personligheder.

Dialogen er nemlig lige i skabet, og de mange karakterer er alle hentet fra forskellige mytologier, som de selv tager tykt pis på. Det er fantastisk at snakke med og date disse forskellige personligheder.

Rundt om i Draculas slot kan man finde områder, hvor man kan invitere disse skæve væsner på dates, hvor man snakker med dem, og opnår derved mere hengivenhed fra dem. Dette er vigtigt, for lige pludseligt skal man skille sig af med først en, så to og til sidst tre af dem, så man i sidste runde har to at vælge som sin kommende kæreste. Det er meget lig selve Bachelor-programmet, og jeg havde faktisk svært ved at vælge, hvem jeg skulle af med, da jeg godt kunne lide de fleste af de kvinder og mænd, som var på valg. Det er en helt ny oplevelse at spille Romancelvania for mig, og det var forfriskende at spille et spil der på den måde vendte op og ned på hvordan metroidvania-formlen kunne fortolkes.

Romancelvania er i sin kerne dog et metroidvania-spil, hvor man skal finde vej igennem banerne, som hen af vejen åbner sig op, ved at man finder hemmelige veje, eller besejrer bosser som står i vejen for en ny forgrening af den til tider enorme og forvirrende bane. Derfor er det også meget underligt at Romancelvania ikke har et kort, så man kan orientere sig, og se hvor man har været. Spillet er ikke så indviklet som andre Castlevania-spil, men man kan sagtens fare vild alligevel, det er jeg et lysende bevis på. Især manglede jeg at kunne se de områder som man stadig manglede at kunne komme til på grund af manglende evner, eller som man bare havde overset. Det var frustrerende at rende rundt og lede forgæves meget af tiden.

Dracula starter spillet med en hel masse kræfter, som bliver taget fra ham i starten af spillet, og som man så skal generhverve. Hvis det lyder bekendt, så har i ret. Disse evner er nu spredt udover de faktisk ret varierede baner, og det er fedt at finde dem, for så ved man at der er en anden vej, der åbner sig, for ens blodsugende flagermus-wannabe. Bare der var et kort, så man nemmere kunne finde disse veje. De kan dog sagtens findes, hvis man leder længe nok i de monsterbefængte baner.

Romancelvania har et kampsystem der ligner Castlevania meget, så man får forskellige våben i de klassiske kategorier. Der er sværd, piske, økser, flokke af flagermus og rotter, og endda bomber, hvis man finder det anvendeligt. Disse kan man gøre bedre hen ad vejen, ligesom man også gør Dracula stærkere, jo flere pokaler man finder. Kampsystemet er ikke nyskabende på nogen måde, men det fungerer som det skal, og det er sjovt at kæmpe med de mange underlige monstre, hvor min favorit er en tunfisk på en ethjulet cykel, for hvorfor ikke. Musikken og grafikken er også ganske glimrende, og stemmeskuespillet gør at de skøre karakterer, føles levende og underholdende at lære at kende.

Så jeg vil helt klar anbefale Romancelvania, hvis man kan lige genren, og har en skæv humor, for det hele er meget fjollet. Det er en sjov blanding af to genrer, som jeg ikke har set før, og det er fedt at opleve denne smeltedigel af forskelligt spil design.