Rome Total War: Barbarian Invasion

Vi er henne slutningen på det romerske riges storhed. Faktisk er imperiet splittet i to dele: en i vest med Rom som hovedcenter og endnu en del i øst centreret om Konstatinopel. Det er ikke længere et spørgsmål for romerne om at bemægtige sig nye territorier. Det gælder om i al sin enkelhed at bevare stumperne, så godt det nu kan lade sig gøre.

Creative Assembly tager sig måske et par kunstneriske friheder med de historiske fakta, men resultatet er nu alligevel en spændende og varieret udgave af romerrigets kvaler med de såkaldte barbarer. I virkeligheden dækker betegnelsen i denne sammenhæng over sassaniderne og hunnerne i de østlige regioner, skindklædte keltere, kaldet Hounds of Culann, vandaler, franker og mange andre. Pointen er i hvert fald, at de to dele af romerriget ikke er oppe mod en modstander, der tænker og handler som de selv.

Modstanderne er stammer, der både flytter og allierer sig betydeligt mere fleksibelt end romerne er i stand til. Faktisk er der stammer i spillet, som starter spillet uden en egentlig base. Deres mål er derfor enten at erobre et område og derefter forsvare sig mod andre stammer - eller at tage del i bestræbelserne på at gøre det af med resterne af romerriget.

Hvis en stamme af barbarer mister deres sidste bosættelse, drager de desuden bare ud som en samlet hær for at erobre et nyt base-område. Barbar-stammerne i vest udmærker sig desuden ved deres infanteri-styrker, mens styrken hos stammerne i øst især ligger i kavaleriet. I det hele taget har hver stamme sit eget særkende, så man ikke bare kan følge samme linie i opbygningen af sit rige, et punkt, hvor udvidelsespakken har rettet op på noget af den lidt for ensartede fremdrift, der var hos fraktionerne i grundspillet.

Splittelsen i romerriget kan blive et problem, hvis der ikke i tide skrides ind mod tilløb til oprør. De enkelte bysamfund kan finde på at gøre oprør, så spilleren både er oppe med ydre og indre fjender.
Religion spiller en central rolle i stridighederne mellem de barbariske fraktioner i spillet. Bysamfundene og den enkelte hærchef har deres egen religiøse overbevisning. Det gælder derfor om at afbalancere de religiøse strømninger.

Der er ikke føjet de helt store nyheder til den visuelle side af romerrigets fald. Det er dog en pudsig detalje, at kampe nu kan finde sted om natten. Der kan ligefrem mærkes en svag rislen ned af nakken, når horder af fjender baner sig vej over bakkerne eller gennem skovbrynet, sat op til den kamp, der venter forude. En anden pudsig detalje er, at de fleste infanteri-enheder og visse kavaleri-enheder nu kan krydse floder og vandløb. Det har dog den ulempe, at de er særligt sårbare, mens de er i vandet. Desuden er de godt trætte, når de er nået frem til den anden bred.

Total War har nu taget på tur til Japan, England, Rom og mange andre. Det er faktisk fascinerende som udviklerne har formået kun at foretage små justeringer af det grundlæggende gameplay og alligevel sørge for en setting, der i den grad holder liv i konceptet fra spil til spil og fra udvidelsespakke til udvidelsespakke.

Når vi så alligevel ikke kommer helt op af stolene, skyldes det, at udvidelsespakken Barbarian Invasion trods sine mange kvaliteter ikke på afgørende vis betræder nye veje. Det grundlæggende gameplay kendes fra grundspillet, hvilket de nye features ikke rokker afgørende ved.