Skip to main content
Anmeldelser RPG Symphony of the Origin

RPG Symphony of the Origin

Kemco leverer deres første turbaserede rollespil skræddersyet til mobile enheder. Lee anmelder.
Lee West Testet på 7 maj 2013

Det er såmænd ikke, da en mørk elvermand påstår, at han er en ægte kvinde og flekser med musklerne, mens hun snakker tøjdesign og tanken om at score min helt, at jeg morer mig mest. Det er heller ikke, da en ond dæmon erklærer sine hensigter om at gifte sig med mit 12-årige kvindelige gruppemedlem. Eller da gruppen senere kommenterer, at "hvis hun bliver lige så lækker som sin mor, er det måske et godt valg", at jeg er knust af grin. Det er mere da en golem konstant snakker om sukkerfyldte desserter, at jeg griner højlydt. Kort sagt: det er en anderledes rollespilsrejse, man sendes på med RPG Symphony of the Origin.

Uanset hvad, så er der nok at grine af på turen i det seneste udspil fra Kemco. I løbet af de fjorten timer, jeg har brugt med RPG Symphony of the Origin, har jeg klukket, som jeg sjældent gør med japanske rollespil. Det er lunt, overraskende og velleveret. For det meste.

Lad mig bare indrømme det: jeg er træt af emo-fyldte teenageknægte, der skal redde hele verdener, mens de udstråler weltschmerz og håber på den store kærlighed, som typisk viser sig at være et gruppemedlem, en underskøn prinsessetype eller endnu en emo. Jeg keder mig med langt de fleste japanske rollespil. Faktisk har jeg ofte tyet til de koreanske af slagsen, da de mere handler om gear, grotter og grinding. Så ved man i det mindste, at historien ikke behøver nærlæses for at komme videre.

Kemcos spil er anderledes. Ganske vist har det grotter, som vi kender det fra de mest fesne KRPG's (Korean Role Playing Games), og det har masser af udstyr, men det har en del mere. Det har en charme og en uhøjtidelig glæde, noget jeg synes mangler ved mange rollespil i dag.

Men lad os spole lidt tilbage. Kemco er japansk og har siden 80'erne leveret rolle- og actionspil (dengang ofte til Nintendos NES-konsol). Udvikleren har med varierende succes konverteret en del af deres rollespil til mobile enheder, men med RPG Symphony of the Origin (SO fremover i anmeldelsen) har de for første gang bygget et rollespil fra grunden med de mobile enheder for øje. Til både Android og iOS.

Modsat mange japanske rollespil, er der ikke tale om et 40 timer langt eventyr. Faktisk kan du måske gennemføre Kemcos seneste rollespil på omkring ti timer, men man kan omvendt sagtens trække det ud til 30 timer, hvis man vil. Både ved at vælge hard fra begyndelsen, men også ved at åbne ekstra grotter med tilhørende bosser. Sidstnævnte kan ske både med in game currency og som IAP, hvis du er blandt de utålmodige. Og her er det værd at nævne, at du ikke bliver flået for mere end omkring en halvtredser ekstra, hvis du vil betale dig fra det hele. Der er samtidig to sværhedsgrader (samt fem save slots). Efter endt gennemspilning kan man flytte sine figurer fra den normale sværhedsgrad (som i virkeligheden er en rutsjebanetur uden grinding for langt de fleste erfarne rollespillere) til hard, som kan rive tænder ud. Især i de hårde bosskampe. Og dem er der mange af.

Heldigvis er det fornøjeligt at slås i det turbaserede rollespil. Det er let at give kommandoer til figurerne. Man kan skabe sit eget hold af favoritter (på nær når historien kræver andet), der er masser af evner at benytte, og det hele sker legende let og intuitivt. Pile peger fra et ikon til de fjender du kan ramme, og klikker du på det (eller fjenderne) angriber din valgte figur, når det er vedkommendes tur (igen er rækkefølgen af ture vist overskueligt i siden af skærmen). Du kan endda sætte dit hold til selv at kæmpe, mens du bare kigger på, og til enhver tid afbryde "auto-kampen" for selv lige at give lidt taktiske input. En slags action-point lades samtidig op under kampene, og disse kan bruges til kraftigere slag, bedre healing eller manøvrer, hvor flere helte går sammen om at give daller. Det er som sagt en fornøjelse.

Er du typen der elsker at mikromanage, så er der nok at gå i gang med. Der er udstyrsstykker, våben, ringe, potions, magiske urter, boostere og en del mere at holde styr på. Udover naturligvis dine figurers evner og erfaringsniveau. Men det bedste af det hele er, at du for en stor del af spillet overhovedet ikke behøver bekymre dig om dette, såfremt den slags keder dig. Det er virkeligt en herlig måde at blande genrer og preferencer.

Det er dog et rollespil af den gamle skole. Du vil ofte bevæge dig på et stort pixeleret kort, som mest af alt minder om de glade dage med SNES og Mode 7-effekter, mens byerne samt grotterne er ret firkantede med grove og ofte ret lige veje. Kort sagt: JRPGS som de var dengang Final Fantasy regerede. I OS er der dog ingen random encounters, du kan altid se dine fjender og enten prøve at undgå disse eller gå direkte i flæsket på dem for flere erfaringspoint og guld.

Hvor OS virkeligt brillerer er med den flotte artwork på figurerne og disses personligheder. Der er ligeledes god variation i omgivelserne, og når man finder et nyt område, eller får et nyt gruppemedlem føles det vitterligt nyt og spændende. Ikke mindst grundet de mange forskellige evner, de besidder. Samtidig finder du en anderledes fortælling, om et kongerige under angreb af underjordiske dæmoner, krydret med en stemning, der til tider nærmer sig steampunk. Når de mekaniske golems diskuterer eller dværgene opfinder dimser, der kan lade karaktererne kommunikere med hinanden på afstand, er det langt fra traditionel fantasy-territorie. Selvom der er nok at det klassiske også.

Du kan som spiller købe nye våben i de fleste storbyer, eller opgradere dine gamle våben og udstyr der. Du kan endda stjæle ting fra dine fjender under kampene. Der er nok at fifle med, hvis man vil det. Men det kommer aldrig i vejen for historien, hvis det er den du foretrækker at nyde.

Ikke alt er dog rosenrødt. Mens teksten er leveret uden de stavefejl og grammatiske problemer, der så ofte kendetegner denne slags spilproduktioner, er den ikke altid lige velleveret. Der er en mikroskopisk hakken i billedet (på min iPad Mini), når baggrunden scroller (noget man dog hurtigt glemmer), og selvom man bydes på fire forskellige måder at styre sin helte på, er ingen af disse helt perfekte. Du kan trykke, der hvor du vil gå hen, du kan vælge et analog pad, et digitalt pad eller en kombination af begge pads, og du kan indstille størrelsen. Alligevel føles de alle en smule kluntede. De er dog bestemt ikke så ringe, som det ofte er tilfældet for rollespil på mobiler, men de er heller ingen match for eksempelvis Square Enix' fortræffelige Chaos Rings-serie eller følelsen af et ægte pad på eksempelvis 3DS.

Ligeledes vil mange moderne spillere nok finde frustration i, at de rent faktisk skal huske, hvad der blev sagt (oho!), hvis de vil have en ide om, hvor de skal gå hen. En venlig elver i hver by, kan dog gentage rutevejledningen, hvis du spørger pænt. Det er dog ganske små kritikpunkter. Fine orkesterkompositioner i bedste harpe/chip-stil sørger for at man nynner med på turen, og de charmerende tegninger under dialogerne holder også i længden.

OS er måske ikke et enormt spil, men det er længere og mere underholdende end mange af nutidens blockbustere. Det har en utrolig lun humor, nogle ganske overraskende plotdrejninger og et fortræffeligt hold af figurer. Det er kort sagt let at anbefale, både hvis du er gammel haj eller ny i genren. Og så fylder det kun omkring 50 MB. Så hvis du er typen, der altid har pladsmangel på din mobil, er spillet ikke noget, der kommer til at kræve de store ommøbleringer af data. Prisen er dog med omkring 70 kroner i den dyre ende for mobilspil.

Savner du et mobilt eventyr, der blander lidt fra den koreanske og japanske skole af turbaserede rollespil uden nogensinde at tage sig selv alt for seriøst, finder du det her. Samtidig får du en mere underholdende og fængende historie serveret end hos mange af konkurrenterne. Tag turen med Kemcos nyeste mobile rollespil, hvis du savner spil fra dengang, hvor det hele var en smule mere uskyldigt og overraskende.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Flotte illustrationer, engagerende turbaserede kampe, herlig humor og fin historie.
Minusser Ud af de fire styremetoder er der kun touch-to-move der for lavor virker godt.
Fuld profil 9.146 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Kemco
Udgiver Kemco
Premiere 3 april 2013
Testet på Multi
Genre RPG
Platforme
Android iOS Ipad Iphone
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.