Angelica, den lille strigle fra Rollinger, har den altdominerende hovedrolle i Rugrats: Totally Angelica og det er selvfølgelig noget, som hun nyder hvert sekund af. Spillet henvender sig til den yngre generation og handler om mode, make-up og catwalks. Alt det som drenge i den alder vrænger på næsen af, men som pigerne i samme aldersklasse nok skal få mange timer til at gå med.
Hvis man har set Rollinger, så har man sikkert også lagt mærke til, at Angelica har et meget nært forhold til sin dukke Cynthia. Derfor er katastrofen også stor, da Cynthia bliver væk i det lokale storcenter. For at få fat i sin elskede dukke, må Angelica begive sig rundt til storcentrets forskellige butikker for at samle modetøj, make-up, sko og smykker. Dem skal hun så bruge til at sammensætte sit eget modeshow for Tommy og resten af rollingerne. Hvis de kan li' hvad de ser, får Angelica lov til at gå en etage op i centeret indtil hun til sidst når Fantasy World-butikken, hvor Cynthia på en eller anden måde har forputtet sig.
Alternativ indkøbsmetode
Det centrale i Totally Angelica er jagten på modetøj og diverse former for moderigtigt tingeltangel. Normalt ville hun nok have købt de ting hun skulle bruge men Angelica har ikke fået lommepenge i lang tid, så hun må klarer det på en anden måde. For at få fat i de nødvendige dele til modeshowet, har Angelica derfor fået hjælp fra resten af slænget. Hver gang hun går ind i en af forretningerne i storcenteret, bliver hun stillet overfor en udfordring i form at et lille minispil. Hver enkelt forretning har sit helt eget minispil, der igen er noget helt særligt. Få blot at nævne nogle få, så bliver Angelica udfordret af Tommy til en omgang kortspil, hvor man skal trykke på A når Tommy vender to ens kort, mens Phil og Lil beder om hjælp i deres evige søgen efter insekter. Hvis Angelica så har held til at vinde, får hun en præmie i form af en trøje, et par bukser, smykker eller andet.
Det hele foregår i en flotte og farverige omgivelser, der sætter den begrænsede farvepalet i Game Boy Color på en hård prøve. Den klarer det dog rigtig flot ligesom lyden også fortjener ros. Angelicas jagt på moderigtige klude ledsages af en velkomponeret melodi, som distancerer sig selv en god del fra det lirumlarum man normalt må trækkes med i GBC spil.
"The right stuff"
Kritiske røster vil måske mene, at Totally Angelica er en lige lovlig risikabel satsning fra THQ. Vi har før set spil reserveret udelukkende for piger men de er aldrig gået hen og blevet nogen videre succes. Totally Angelica er måske et af de spil, der kan ændrer dette. Konceptet er godt gennemtænkt og virker heller ikke malplaceret i Rolingernes univers. Totally Angelica er et meget sjovt spil, hvis man altså er af "den rette støbning", så at sige.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 6 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10