Runaway: The Dream of the Turtle

eg kunne skrive spalte op og spalte ned om de spil, som jeg levede og åndede for i teenageårene; de såkaldte point 'n' click-adventures, som især Lucas Arts mestrede udi det sublime. Indiana Jones, Loom og Monkey Island-spillene dannede fortroppen for en generation af spil, som tryllebandt en hel hær af computerspillere, som fik mulighed for at deltage i storslåede eventyr, hvor vejen til kongeriget eller verdens frelse gik gennem de små grå og en masse udfordrende opgaver. Desværre uddøde genren i samme øjeblik, 3D-spillene landede på markedet, og i dag lever den stort set kun i minderne hos de gamle fans.

Heldigvis er der dog stadig udviklere, som tror på, at et godt, gammeldags-adventurespil kan vise sig levedygtigt, hvilket betød, at vi så udgivelsen af det første Runaway-spil for fem år siden. Sidste år udkom så efterfølgeren med undertitlen The Dream of the Turtle, og det er dette spil, der nu er blevet konverteret til den lille DS.

Og hvis man er så nørdet, at man har prøvet at spille de gamle Lucas Arts-adventures på DS'en så ved man, at at den lille håndholdte sagtens kan bruges til klassiske eventyrspil, så det var med et kæmpesmil i fjæset, at jeg fyrede op for Runaway i samme sekund, det røg ind ad brevsprækken. Men der gik ikke længe, inden smilet stivnede. Runaway er nemlig et spil, som udstiller et af menneskehedens værste træk: Vi lærer ikke af historien. Der er så grundlæggende fejl til stede i Runaway, at en rigtig god ide er endt som en rigtig irriterende oplevelse. Også selv om oplægget såmænd er udmærket.

New yorker-knægten Brian er sammen med kæresten Gina på ferie på Hawaii, og selv om han helst bare vil ligge på stranden og lade solen og sandet kærtegne hans storby-krop, så går han dog modvilligt med til at chartre en flyvetur ind over øens store, berømte vandfald. Men da deres olding af en pilot dør undervejs, beslutter Brian, at den eneste måde at redde Gina på, er at give hende flyets eneste faldskærm på og sparke hende ud af flyet. Og da Brian på mirakuløs vis overlever flystyrtet i junglen, går jagten ind på at finde Gina igen, hvilket naturligvis sparker gang i et længere eventyr.

Men Runaway løber fra starten ind i problemer. De er todelte og omhandler dels selve konverteringen til DS'en, dels deciderede designproblemer. Selve konverteringen er sket ved at presse pc-grafikken ned i en størrelse, så den passer ind på DS'en. Dermed går en hel masse detaljer naturligvis tabt, og da et af omdrejningspunkterne i et adventurespil er, at man skal pege på ting og samle dem op, så har udviklerne forsøgt at omgå problemet ved at lave en zoom-funktion i spillet. Når man tapper på den trykfølsomme skærm, så bevæger Brian sig, men hvis man fastholder stylus'en på skærmen, så zoomes der ind, så man kan se grafikken i sin rette udformning. Det ser godt ud og kunne måske have fungeret, hvis systemet var udført ordentligt, men det er det ikke. Når der zoomes ind, ville det naturligvis være smart, hvis der blev fokuseret der, hvor man pegede med stylus'en, men i stedet er billedet centreret, og man skal selv scrolle rundt på det zoomede billede for at finde den genstand, man vil have fingre i.

Problemet er altså, at Runaway grafisk ikke er blevet nytænkt til DS'en, og det dur bare ikke. DS'ens skærm magter bare ikke vise grafik i SuperVGA, og det lider Runaway under. Samtidig er det en tand for bøvlet at bruge de objekter, som Brian har i lommerne, uden at man irriteres over, at man hele tiden får fat i de forkerte, eller at man skal huske at fravælge et objekt, inden man kan vælge et nyt. Det er småting, men de er irriterende i længden.

En anden finte, som udviklingerne har gjort brug af, er et indbygget hint-system, som hurtigt viser spilleren alle de objekter på skærmen, som man kan samle op eller på anden måde gøre brug af. Det er naturligvis endnu et krumspring, som skal kompensere for, at grafikken ikke er tilpasset DS'en, og som sådan er løsningen udmærket. Men hvad der så er helt uacceptabelt er, at der flere steder er fejl på den måde, at et objekt ikke bliver fremhævet, når man aktiverer funktionen! Så kan man danse rundt i en evighed og kun ved et tilfælde opdage, at der rent faktisk ligger en bøtte talkum under surferknægtens hytte, eller at der rent faktisk findes en hel lokation, som man kun opdager ved en tilfældighed. Den slags fejl burde have været opdaget i en testfase og er ganske enkelt uacceptable.

Derudover kan man sætte fingeren på en række andre punkter, som afhængigt af temperament også vil gøre ondt. Hvorfor skal man gætte sig frem til rækkefølgen på navnene på den smukke bartenders ex-kærester? Når man skal gætte fire navne i træk og hver gang har seks valgmuligheder, så er der dømt trial and error for alle pengene, og det er altså dårligt design! Og hvorfor skal jeg tvangsindlægges til endnu en samtale med obersten på militærbasen, når min opgave kan løses i de tre sekunder, jeg bruger sammen med hans assistent lige inden mødet? Det er også dårligt design.

På det mere overordnede plan lider karaktererne i Runaway under, at de aldrig rigtigt bliver nærværende, og det lider fortællingen også gevaldigt under. Hvis ikke karaktererne er interessante, så gider man ikke lytte til dem, og når man ikke gider lytte til dem, så er det jo en pine at være afhængig af deres viden. Og faktisk har jeg i Runaway brugt mere tid på at være irriteret end på at føle mig underholdt. Lysten til at jagte løsningen på den næste gåde er ganske enkelt for lille.

En del af problemet er, at man halvdelen af tiden ikke får udstukket en konkret opgave, men på tilfældig vis skal snuble videre i historien, og det falder ganske enkelt bare i dårlig jord hos alle os, der er opvokset med Lucas Arts' næsten perfekte måde at opbygge adventures på. Af gode ting skal dog nævnes, at animationen af personerne i spillet er overraskende lækker, og der er også sekvenser, hvor man føler, at gåderne faktisk hænger godt sammen og giver mening, men de er ikke i overtal. Lyder er ikke noget at skrive hjem om. Baggrundsmusikken er harmløs, men de alt for få lydeffekter næsten skriger til himlen.

Når det i manualen er udpenslet, hvad man skal gøre, når man sidder fast - at besøge alle lokationer igen, at snakke med alle personer igen, at prøve at kombinere alle objekter på alle mulige måder igen - ja, så lugter det altså langt væk af, at man godt ved, der er problemer med designet. Et godt adventurespil har aldrig bygget på, at man udtømte alle muligheder ad dumhedens vej, men at man kunne tænke sig frem til kreative løsninger på sjove problemer. Dem er der bare ikke ret mange af i Runaway. Heldigvis har jeg ScummVM installeret på pc'en, så jeg kan skylle den flade fornemmelse bort med et af Guybrush Threepwoods fænomenale eventyr. Hvem der bare var tilbage i halvfemserne igen.