Rygar: The Legendary Adventure

Tecmo - udvikleren bag den succesfulde Dead or Alive serie - puster nu liv i en gammel klassiker. Det drejer sig om Ryger: The Legendary Adventure. Første gang gamere blev præsenteret for Rygar var på de lokale grillbarer tilbage i 1986. Året efter viste Rygar sig på NES'en, og her i år 2003 er det PS2 ejerne, der får mulighed for at give det dødbringende skjold en svingtur. Historien udfolder sig i det gamle romerrige, hvor menneskets kamp mod titanerne og ældgammel mytologi er omdrejningspunktet.

Rygar - en velrennomeret infanteri soldat, som mestrer sværdkunsten og i øvrigt ikke kan huske det fjerneste om sin barndom - må komme prinsesse Harmonia til undsætning, da hun kidnappes af mørke kræfter. Rygar ligger sværdet på hylden for at hellige sig sit nye våben - The Diskarmour - som er et skjold med små knive stikkende ud 360 grader rundt om skjoldet. Rygar kan kaste skjoldet mod fjenderne og alligevel styre det, da skjoldet er fastgjort til en kæde, som konstant befinder sig i Rygar's faste greb.

Om det bunder i at Rygar er en remake af et 17 år gammelt møntslugende arcade hit, vides ikke, men spillet føles udpræget arcade-agtigt lige fra starten af. Det er den samme rendyrkede form for action, som mange af os nok husker fra de 'gode gamle dage', hvor teknologien ikke tillod meget andet end simpel slå-på-tæven fra start til slut. For at sætte tingene i perspektiv minder Rygar på flere punkter om Devil May Cry. Et lineært gameplay i faste kameravinkler spækket med action. Gameplaymæssigt skal der høvles fjender ned, låses døre op, nakkes bosser og hele tiden løses opgaver ét sted på den givne level, som så har ændret forholdene et andet sted, og hver level ender med en eller flere boss fights. Der er derfor en god del backtracking i Rygar, som enkelte gange kan resultere i, at man vil sidde fast. Rygar byder også på platform elementer - en ting faste kameravinkler bestemt ikke egner sig til.

Selv om omgivelserne byder på forhistorisk æstetisk arkitektur med høje søjler og flotte udsmykninger fra det gamle Rom og Grækenland, skal det hele bare smadres. Det er den direkte vej til healing items, point til opgradering af våben mv. Søljer, statuer og murbrokker får kærligheden at føle fra Rygar's Diskarmour, og faktisk kan man jævne hele områder med jorden. Fjenderne får samme kærlige behandling fra Rygar's hånd. Horder af forvoksede sommerfuglelarver, planteligende nævenyttige monstre og kykloper bliver sprættet op og flået i stykker. Rygar's lægger ud med sin Hades Diskarmour, men som spillet skrider frem, får han fingre i andre variationer af det dødbringende skjold, som alle kan opgraderes ved at ofre et antal point. Man kan udføre et hav af comboer eller 'Attack Sequences', som de hedder i Rygar, og hvert skjold har sine unikke comboer. Rygar lærer nye comboer ved at lokalisere og smadre gemte gyldne statuer. Hvert skjold gemmer endvidere på et summon monster - ikke helt ulig Final Fantasy - som hjælper Rygar i de mere anspændte situationer.

Hades skjoldet er kraftfuldt og kan slyge fjenden rundt og smadre ham ind i vægge og klippesider, men kan kun angribe en fjende ad gangen. Heaven skjoldet kan som en motorsav skære sig gennem flere fjender samtidig, mens Sea skjoldet kan lave svedige comboer, men kun egner sig til in-fight situationer. Hvert skjold har en indre energi, som i samspil med ydre energierstråler udvalgte steder fungerer som nøgler, der kan åbne forseglede døre. Der bliver også plads til nye færdigheder senere i spillet, hvor man kan få sit skjold til at gribe fat i 'grappling points' og hive Rygar henover ødelagte broer og op på højere liggende niveauer, han ikke ellers kunne have nået. En anden ability er et Stomp Jump, som gør Rygar i stand til at aktivere store kontakter. Disse færdigheder gør pludselig tidligere umulige opgaver mulige, så man kan komme videre.

Grafisk er der ikke meget at udsætte på spillet. Alt tager sig meget troværdigt og fornemt ud, og spillet er mindst ligeså flot som Devil May Cry. Poseidonia, som er en vandtempel level, er som taget ud af FFX med glitrende energikulger, der trækker et lysende spor efter sig. Verdenerne ligner virkelig forsvundne områder fra fortiden, og grafikken kan kun betegnes som imponerende og stemningsfuld. Grafikmotoren udfører sit arbejde med stor elegance, og det eneste optiske minus er en smule aliasing. Rygar er fyldt til bristepunktet med flotte storladne kompositioner, som leder tankerne hen på storfilm som Ben Hur og Gladiator.

Rygar gemmer ikke på så frygtelig mange timers spilletid. Efter 3-4 timers spil var denne anmelder mere end halvvejs gennem spillet, og man skal nok ikke forvente mere end en 8-10 timers spilletid, hvilket ikke kan siges at være imponerende. Spillet er blankpoleret og temmelig lineær action, som ikke byder på den store gameplaymæssige dybde. Det spillet mangler i gameplay og spilletid vejes delvis op af den flotte visuelle side og storslåede lyd. Taget for det det er, er Rygar en solid beat'em up titel, men man skal ikke forvente den store variation eller holdbarhed.