Saw II: Flesh and Blood

Den første Saw-film var egentlig ganske fin. Den var atmosfærisk, spændende og på visse måder nyskabende for sin genre. Et klaustrofobisk scenarie om menneskelige grænser, moral og ren rygradsskræk. En film som arbejdede med lave forudsætninger og til tider bød på forbløffende kreativitet. Desværre satte det interdimensionale opfølger-monster sine kløer i filmen, og straks begyndte den kreative gnist, som før var så tydelig, at sive ud som blod fra et åbent sår. Og det i takt med at efterfølgerne blev pumpet ud og Saw-hysteriet voksede.

I år, seks år efter den første film udkom, har den syvende(!) og ifølge markedsføringsmaskinen "sidste" film premiere. I løbet af de år har serien stort set forladt sine spændingsrødder og i stedet, sammen med film som Hostel, udviklet en helt ny subgenre af torturporno. En slags mandomsfilm og snuff-efterligninger, hvor det handler om at stikke ud med så meget detaljeret og grotesk vold som muligt. At der så også skulle komme et spil ud af det, var selvfølgelig uundgåeligt.

Det første Saw-spil dukkede op for lige godt et år siden, og overraskende nok var det faktisk helt okay. Og det var egentlig ikke så underligt, eftersom filmenes dramaturgi var som skabt til et superlineært spil, hvor fælder kan blive til sindringe puzzles, og den udsatte stemning kan pensles på med tykke strøg. Saw: The Video Game blev mødt med blandet kritik, men fik ros for nogle af sine puzzles og det vellykkede forsøg på at fange stemningen fra filmene.

Det var altså ikke en kanontitel på nogen måde. Men dog stadig et lille spil som kunne. Som arbejdede med sine forudsætninger og til tider bød på forbløffende kreativitet. Lyder det bekendt? Med Saw II: Flesh & Blood står det nemlig klart, at det der interdimensionelle opfølger-monster igen har været fremme, og historien har gentaget sig selv. For Saw II: Flesh & Blood er så dårligt, så ambitionsløst og lynproduceret at der burde være en lov, der forhindrede det i at udkomme.

I spillet indtager du rollen som Michael, der er søn til David Tapp-figuren (i filmene spillet af Danny Glover). Handlingen udspiller sig mellem den anden og tredje Saw-film, og Michael er ved at undersøge Jigsaw-sagen. Undersøgelsen bliver dog hurtigt en kamp om liv og død, da Michael bliver bedøvet og kidnappet af Jigsaw-lærlingen Pigface. Da Michael senere vågner op, er han låst inde i et bur. Vil han slippe levende derfra, må han spille Jigsaws spil.

På en måde er det en skræmmende allegori over mig som anmelder. Det er mig, der sidder i buret og skal spille Jigsaws "spil", og det er en af mine redaktører der har sat mig der. Her er det dog ikke en kamp om liv og død, men om ikke at gå til af kedsomhed. For i Saw II: Flesh & Blood lader det til at Jigsaw har ladet en praktikant klare sit arbejde.

Hvor det forrige spille ofte kunne overraske og af og til brillere med sit smarte puzzle-design, har opfølgeren i stedet destilleret alting ned til quick time events. Og nogle rigtig dårlige nogen af slagsen, tilmed. Nej, det er ikke for sjov. Og så kan I jo overveje hvor slemt det står til, hvis man mislykkedes med noget så basalt som quick time events, der allerede som udgangspunkt kan beskyldes for at være billigt spildesign. Det er som at mislykkedes med at lave microbølge-popcorn.

Styringen er forfærdelig, knapperne svarer ikke, fyren bevæger sig som var han en hvalros på ethjulet cykel, og så er de horrible kampsekvenser fra det første spil tilmed gjort endnu værre. For nu er disse også baseret udelukkende på QTE.

Det største problem er dog ikke at jeg har noget imod QTE. Det er, at det fuldstændig tager livet af Saw II: Flesh & Blood som gyserspil. Det bliver aldrig rigtigt spændende, når du ved at intet kan snige sig op bag dig uden en masse knapper begynder at blinke midt på skærmen. Og det får spillet til at virke som et spøgelsestog, hvor alle skrækeffekterne er gået i stykker. Og skulle du alligevel dø, får du blot lov til at spille den samme sekvens igen. Hvilket i og for sig også kan være skræmmende, eftersom spillet er så dårligt.

Som om det ikke var nok, så vender de samme puzzles tilbage igen og igen, hvilket gør oplevelsen uhørt ensformig og kedelig. Dem som forventer en kreativ voldsfest bliver også skuffede, da fælderne er blandt de mest fantasiløse stykker dødsværktøj, der er set på denne side af Tom & Jerry. Et haglgevær monteret inden for en dør her. Et ødelagt gulv der. Og hold på hatten, for nu bliver det vildt: En maskine der spider folk! Der er selvfølgelig genbrugt et par fælder fra filmene for syns skyld, men ellers har der åbenbart været helt tomt i idebunken hos udviklerne Zombie Studios.

Sagde jeg i øvrigt at spillet er tudegrimt? For det er det. Det ser ud som om nogen har dyppet Unreal-motoren i et toilet. Omgivelserne er en lang og pinefuld stribe af sepiatonede hotelgange, triste kloakker og regnfyldte gyder, som savner enhver form for atmosfære. I et forsøg på at kompensere for dette er Michael udstyret med en lommelygte, så du kun behøver se et udsnit af elendigheden ad gangen. Og det skal man nok sætte pris på.

Udgiverne Konami sagde for nylig, at deres mål var at gøre Saw-spillene til det nye flagskib inden for survival horror-genren, som Silent Hill engang var. En udmelding der både får mig til at fnise og bekymre mig om Konamis psykiske velværde.

For Saw II: Flesh & Blood er et upersonligt, uambitiøst og modbydeligt spil. Er det forstået? Det er altså et rigtigt modbydeligt spil, vi har at gøre med her. Et spil som gemmer sig bag sin licens i håb om, at en stakkels Saw-fan skal gå i fælden og spilde sine penge på det. Så næste gang du vågner i et mørkt rum og nogen siger "I want to play a game", så bed til at de taler om en omvendt bjørnesaks og ikke om Flesh & Blood.