Scarface: The World is Yours

Der bliver bandet meget i Scarface: The World is Yours. Ikke bare sådan et par linier her og der, men rigtig meget, hvilket ikke er besynderligt, taget spillets ophav som film i mente. I biograffilmen fra 1983, der i øvrigt har en ung Al Pacino i hovedrollen, siges der fuck 219 gange i løbet af kun to timer og ti minutter. Wow... er det ikke imponerende? Det er i hvert fald tydeligt, at Radical Entertainment har fundet det fascinerende, for de har valgt at bruge det i spillet som en reel feature, ligesom de har inkluderet en rullende spermbank. Ja, det er lidt svært at forklare og forsvare, så lad mig lige starte et helt andet sted.

Scarface: The World is Yours er hvad der sker, når Radical Entertainment, holdet bag The Simpsons Road Rage og Dark Angel, får lov til at gå løs på Brian DePalmas udødelige gangsterklassiker. I stedet for at lade Tony dø, så har de forestillet sig, at han kommer helskindet ud derfra, starter fra bunden med at handle narko og lave stik-i-rend ærinder, for så langsomt at arbejde sig op til konge-status. Ideen er muligvis den eneste måde at lave et spil over Scarface-licensen på, men det er samtidig noget, der må få DePalma til at blive kobberrød i ansigtet af raseri og frustration over. At spillet så samtidig ligner et spejlbillede af Grand Theft Auto: Vice City, er ikke så underligt. Rockstars pastelfarvede spil var netop en hyldest til Scarface, så reelt tager Radical Entertainment bare det, der retmæssigt er deres, tilbage. Så langt er jeg med, og det er du forhåbentlig også. Der, hvor det går galt, er når holdet føler, at siden det er et spil, så kan man også gradbøje regler og introducere ting, som ingen mening giver - og det var her, jeg endte hulkende på gulvet, ude af stand til at holde fast på joypaddet længere. Scarface er på mange måder den naturlige udvikling af Narc - og nej, det er ikke en god ting.

For det første er selve oplevelsen af at leve som fuldblodsgangster amputeret. Det giver ingen mening, at Tony pludselig er en ussel, lavtstående idiot med et tordnende temperament, der må kravle gennem tilværelsen. At det hele så udspiller sig i en stor, mulighedsfyldt sandkasse, giver jeg heller ikke meget for. En film som Scarface var drevet af historien og tempoet. Som spil gives der slip på dette, til fordel for så meget ligegyldig og ensformig action, at det er svært ikke at blive irriteret. Tempoet kan ikke længere styres og historien bliver en fodnote, noget der gjorde, at dette lige så godt kunne være alt andet end spiludgaven af en kritikerrost spillefilm.

Men det er ikke før du har spillet Scarface et par timer, at alarmklokkerne for alvor ringer. Når du skyder folk, så kan du nemlig samtidig svine dem ubønhørligt til. Dette giver såkaldte Ball Points. Når du har tilstrækkelig med dem, kan de fyres af i et raserianfald, der så gør dig uovervindelig i nogle sekunder. Dette er reelt set en smartbomb, længere er den ikke, og det kan med lidt god vilje (og en total forglemmelse af filmen) muligvis forsvares. Det er først, når du så opdager Tonys nedre regioner, at hjerneblødningen indtræffer. For vælger du, at ikke gå amok, så kan dine points omsættes til sperm - ja, du læste rigtigt, sperm, der så kan sælges i en af de rullende spermbanke, der findes i byen. Hvordan er det gået til? Hvem sagde god for den implementering? Det får alle friheder i The Godfather til at virke som velovervejede designideer, bygget udelukkende på ærefrygt for filmen.

Resten af spillet er mindst lige så ligegyldigt, eller måske mere korrekt, middelmådigt; fra de mange biler, der både i detaljegrad og styring er kedsommelige og uopfindsomme, til actionelementet, der virker som taget ud af et FPS-spil på syre. Fjenderne er der så mange af, men intelligens er der ingen af, derfor bliver Scarface også et skydetelt - og desværre et i et middelstort, omrejsende tivoli, hvor riflerne er krumryggede som en gammel dame og haglene nærmest kravler ud af løbet. Styringen lader også en del tilbage at ønske. Efter oplevelser som Saint’s Row og Just Cause, hvor det at trække et par pistoler, faktisk var både sjovt og givende, er Radical Entertainments spil det rene kaos. Ikke én gang var jeg helt sikker på, at jeg kunne slippe ud i live, bare fordi jeg havde lært mig alle joypaddets funktioner - meget af det er op til tilfældigheder. Der var, indrømmet, øjeblikke, hvor jeg faktisk morede mig, men der var alt for langt mellem disse lyspunkter. Alt for langt.

At grafikken er rimelig og at der er tale om en nedtonet udgave af Vice City, er også et lyspunkt. Det samme gælder en generel god lydside og nogle velleverede stemmer, men det overskygger stadig ikke Scarfaces problemer: Det er et spil, der trods et par udsættelser, slet ikke er i nærheden af at være velpoleret eller gennemtænkt. Desuden er det et spil, der ikke på nogen måde kan forsvare dets brug af Scarface-licensen, hvilket nok er det mest vanvittige, taget i betragtning af hvad en sådan licens normalt koster. Scarface er kort sagt et middelmådigt sandkasse-spil, med en del helt absurde designbeslutninger, der hverken vil kunne tilfredsstille sandkasse-entusiaster eller filmfans. Fuck you, Tony...