Scarygirl

Scarygirl er en sølle skabning. Efterladt i udkanten af den mørke skov, hvor uglerne spejder nysgerrigt efter hende. Hendes ene arm er faldet af ved knoglen, og den anden er erstattet af en tentakel. Hendes mund er syet sammen og hendes sølle krop får hende mest af alt til at ligne en kludedukke. I skoven møder hun dog en magisk blæksprutte kaldet Blister, der bygger hende en træhytte, giver hende tøj og bliver hendes bedste ven. Men idyllen bliver brudt, da Scarygirl en dag bliver hjemsøgt i sine drømme af en fremmede mand med overskæg. En kanin med åndelige kræfter kommer hende dog til undsætning, da han i sin trance ser, at hun skal søge mod den store by for at få svar på hendes insisterende drøm.

Scarygirl er en 2D-platformer af den simple slags, hvis man altså ikke allerede kunne udlede det af historien. Men selvom Scarygirl ikke imponerer med sin dybde og låner lidt her og der fra platformsspillenes øverste hylde, så formår spillet alligevel at finde sit eget udtryk og charme.

Første tanke der rammer en, når man griber controlleren er, hvor meget spillet ligner Little Big Planet. Spillet er låst i det klassiske 2D format, med få undtagelser hvor man fx kan vælge mellem to forskellige veje på samme bane. Det virker dog ved første øjekast ikke særlig godt, da man modsat Little Big Planet ikke kan vælge frit mellem, hvilket plan man bevæger sig på. Men som man spiller videre, får man en naturlig tilgang til at vælge mellem de forskellige veje på banen, og så går det op for en, at der simpelthen ikke skal andet til end erfaring. Derimod skal spillet have stor ros for sine lækre og simple baner.

Fra omgivelserne i Ugleskoven, der til forveksling kunne være taget ud en moderne børnebog, til banerne i bjergene hvor de varme farver rammer ens vintermørke ansigt. Scarygirl er en indbydende, men ikke teknisk imponerende oplevelse. Det gør nu ikke noget, for den tegnede streg spillets baggrunde er skabt med, komplimenterer figurdesignet og universet. Det er rart, varmt og ganske ufarligt.

Scarygirls vej mod tydningen af hendes drøm er dog ikke helt uden udfordringer. Fjenderne består af naturens vilde dyr såsom slanger, gedebukke og alskens fugle. Her mister spillet lidt gnisten, for selvom fjenderne føles naturlige og egentlig med en passende AI, så er designet af fjenderne af meget svigende kvalitet. Ligeså vel skruer spillet også uforholdsmæssigt højt op for sværhedsgraden visse steder ved at tilføje flere svære fjender i små klynger, hvor der så skal kæmpes for livet løs. Den slags billige tricks kunne man godt have levet uden. Heldigvis er spillet ikke nærig med checkpoints, så skulle man endelige dø, bliver man aldrig sat langt tilbage.

Til at klare sig mod disse horder af vilde dyr, har Scarygirl sin trofaste tentakel, der har et almindeligt og et hårdt angreb. Men på banerne får hun hjælp af hendes trofaste blæksprutte, der fungerer som butik. Her kan man spendere de hårdt tjente points, man samler op på banerne i form af diamanter og rubiner på nye våben. Men da Scarygirl ikke er nogen supersoldat, begrænser udvalget af våben sig til tilvalg til hendes tentakel. Det kunne være et anker, der slog hårdere, men gjorde angrebet langsommere. Eller hvad med en vifte, der gør angrebet hurtigere, men svagere? De forskellige våbentilvalg er med til at gøre kampene lidt sjovere, for standardangrebene bliver hurtigt forudsigelige og trættende. Som spiller kunne man dog godt have ønsket sig et lidt andet system for opgraderinger. Det kan virke lidt for let at købe sig til nye evner og våben, hvis man kigger på et spil som Bastion, hvor man skal gøre sig fortjent og bekendt med nye våben, da disse er tættere integreret i spillet. Dog har Scarygirl også et scare-mode, hvor hendes angreb i stedet bliver enormt kraftige, da hun transformerer sig til et monster. Det bliver dog ikke udnyttet i spillet, og ender mest af alt som en bonusfeature, et gimmick om man vil, som man sagtens kan leve uden.

Alt dette tegner sig faktisk for Scarygirls helt store akilleshæl, for spillet bliver hurtigt en meget let oplevelse. Historien bliver kun fortalt i nogle små lydbidder imellem hver bane, og de interessante figurer der optræder i form af spillets mini-bosser, bliver ikke udnyttet godt nok rent spilmæssigt. Selv i det ældgamle Metroid og Castlevania som også var i 2D, kunne spillet belønne en med nye evner, for derved at få dem prøvet af på fx en boss. Men alt det hopper Scarygirl let og elegant over. Ville du have nye evner og våben? Opsøg butikken og køb løs. På den måde bliver de svære sekvenser også betydeligt nemmere, for man kan altid gå tilbage, samle flere points og købe nye evner.

Det betyder nu ikke det store, for det siger blot lidt om hvilken målgruppe Scarygirl er tiltænkt. Hvis man allerede har fræset Rayman Origins igennem med fire venner, så vil Scarygirl være en for let og intetsigende oplevelse, og så skal man trække en karakter fra og springe over.

Men er man ny inden for platformgenren, så er Scarygirl en fin lille oplevelse, som ikke skræmmer nogen væk. Det kan dog anbefales, at have en voksen type ved siden af sig, når man spiller, for spillet er desværre ikke på dansk og der er nogle lidt svære sekvenser hid og did.