Second Sight

John Vattic vågner op spændt fast til en seng. Forslået, forvirret og ude af stand til at huske hvordan han er endt der. Kort efter er han pludselig fri af sine snerrende bånd og før han ved af det spankulerer han gennem kolde og sterile korridorer på jagt efter sin fortid. En fortid der tilsyneladende rummer masser af muligheder og overraskelser. Specielt én synes at være ekstraordinær - nemlig muligheden for at styre ting med hjernen. Men for hvilken pris har han fået denne gave? - og er det overhovedet en gave?

Omtrent sådan starter Second Sight, Free Radical Designs seneste barn, der indtil for et halvt år stod uden udgiver. Ikke fordi spillet var jammerligt eller uden potentiale, men fordi hovederne bag TimeSplitters ville det sådan. Holdet havde ganske enkelt nok penge på kistebunden til at udvikle spillet uden hjælp udefra, og når man ved hvad der kan ske når ivrige PR-folk får fingrene i ens digitale hjertebarn, så er det nok en meget klog beslutning. At Codemasters så senere slog på traveturen og valgte at udgive projektet, kan kun være en fjer i hatten.

Hvad der dog er lidt ærgerligt er timingen. Vi har ikke set skyggen af denne slags spil tidligere og i stort set samme måned lander der så ikke mindre end to af slagsen. Det er næsten som om Free Radical Design og Midways ivrige drenge fik besøg af den samme muse i samme uge. Og dog - hvor Midways spil går hele vejen i bestræbelserne på at give dig kontrollen over sindets mange kræfter, så blander de engelske gutter cocktailen op med tidens absolutte modegenre - nemlig stealth-genren. Det er både godt og ondt.

Men før man kan give sig i kast med spillet, så er man desværre nødt til at trække sig selv gennem en udførlig og meget tør tutorial - noget der står i stærk kontrast til sidste måneds fremragende Riddick-spil. Grunden er nok at der er en del at lære, men det rykker ikke ved det faktum at spillets første bane, forklædt som egentlig gameplay, udelukkende huser muligheden for at lære sine tankekræfter at kende, mens den anden introducerer dig for skydevåbnene og naturligvis snigeelementet. Minut efter minut går mens man viser militærets ledere, at man sagtens kan snige sig forbi årvågne menige og skyde til måls efter skydeskiver. Og man keder sig bravt hele vejen. Enhver med det mindste kendskab til Metal Gear Solid eller Splinter Cell har færdighederne liggende i fingerspidserne, og vil uden tvivl mest af alt have lyst til at slukke, fordi det hele serveres i sneglefart.

Men det bør man ikke gøre - slukke altså. For selvom Free Radical ikke har lært meget af Hollywoods blockbustere, der starter med et øredøvende smæld, så ligger der en masse action og venter på den, der gider og sidde på sofaen en lille times tid længere. Der er nemlig en idé med plottet, og som man sendes frem og tilbage i hidsige spilbare flashbacks, noget der ville gøre selv Quentin Tarantino stolt, så slipper fortiden langsomt sit tag på hemmelighederne.

Som spil satser Second Sight dog mere på den traditionelle stealth-baserede underholdning. Nok kan John Vattic med tiden både løfte objekter, heale sig selv og sende sine sjæl på nogle deciderede ud-af-kroppen-oplevelser, men det hele holdes sammen af din evne til at gemme dig bag skabe og kravle langs panelerne. Sæt en alarm i gang, og du må flygte. De gudelige følelser der er til stede i Psi-Ops, og som giver dig mulighed for at kaste rundt med intetanende vagter, er ikke til at opdrive i Second Sight.

Til gengæld er stealth-delen velfungerende, og da man for første gang får spillets snigskytteriffel mellem hænderne er der ingen tvivl om at udvikleren har skabt en lille genialitet. Stik mod alle regler zoomes der nemlig ikke ind via geværet, men i stedet i et sigte der er til stede mens du så stadig kan gå rundt. Det tager lidt tid at blive fortrolig med den lille gimmick, men som det sker, bliver man mere og mere imponeret. Dette krydres af med alskens vidunderlige kræfter, der måske ikke kan bruges på samme vilde måde som i Psi-Ops, men som alligevel har en berettigelse.

Grafisk taber Free Radical fra starten en håndfuld købere på gulvet. Dette er selv samme skare der veg bort fra TimeSplitters, fordi stilen var rund, buttet og tegneserieagtig. Holdet benytter sig nemlig af samme elskværdige design i denne omgang, og selvom man kunne tro at dette ville plette historien, så lykkes det faktisk udvikleren at holde en mørk og dyster tone, der på ingen måde går af vejen for hverken Hideo Kojimas MGS-serie eller Ubisofts Splinter Cell-serie. På lydsiden er stemmerne overvejende gode, mens musikken kun trækkes frem i billedet fra tid til anden, for at give lidt tempo eller en mild rysten på hænderne.

Skal man kritisere noget, så må det være at Second Sight aldrig når de samme højder som Psi-Ops. Free Radicals forsøg på et fysiksystem er ikke just imponerende og når man fra tid til anden hænger fast inde i borde eller vægge, så ryger noget af glansen hurtigt. Spillet er nemlig først og fremmest et actionspil og dernæst en mulighed for at lege med sindets kræfter - ikke omvendt, hvilket ville have været at foretrække. Det kan også irritere mig grænseløst at der ikke noget sted i spillet er mulighed for at ændre på joypaddets setup. Det kan godt være at jeg er en smule kejtet anlagt, men at kunne invertere styringen er ganske enkelt en nødvendighed for at overleve spillets mange skuddueller. Mangt en time har jeg siddet og genspillet dele af Second Sight fordi jeg simpelthen ikke kunne omstille mig.

Er ovenstående ikke et problem, så er der rigeligt at gå i gang med i spillet. Hele 17 baner venter på den eventyrlystne spiller, der har mod på at optrevle John Vattics blakkede fortid og som i øvrigt elsker Free Radicals bøvede og charmefyldte grafiske univers. Men forvent som sagt et mere traditionelt actionspil end en egentlig spilåbenbaring.