Secret Weapons Over Normandy

I starten af halvfemserne lancerede Lucas Arts en række succesfulde titler baseret på anden verdenskrigs intense dogfights. Battle of Britain og Secret Weapons of the Luftwaffe var tiltalende fordi de var actionfyldte men alligevel gav et glimrende realistisk indblik i begivenhederne.

Omkring denne tid toppede perioden med megamanualer og komplicerede simulationer også - men meget har ændret sig siden. Nu - over ti år senere - er spillene blevet væsentligt mindre komplicerede, folk gider ikke skulle bruge oceaner af tid på at sætte sig ind i koncepterne. Derfor er eksempelvis flysimulatorer noget nær ikke eksisterende. Secret Weapons Over Normandy (SWON) er et glimrende bevis på denne udvikling, med et simpelt penselstrøg er anden verdenskrig omdannet til et arcadeorienteret skydetelt.

Vi spoler tiden tilbage til 1940, og følger den amerikanske pilot James Chase, der gør karriere for engelske RAF. Efter at have overbevist om sine enestående egenskaber bliver man overført til projekt Blackhawks, som er en international enhed af elitepiloter. Herfra bliver man tilknyttet en række nøgleopgaver rundt om i verden, imens man prøver at stække Fritz’ vinger. Konvojer skal beskyttes, skibe skal bombes og et hav af tyske sataner fjernes fra himlen. Her er maskinkanonerne glohede og flyet bygget til ekstreme akrobatiske manøvrer.

Begivenhederne følges fra en ganske interessant tredje persons synsvinkel, som er med til at underbygge en distance. Action er uvilkårligt i hovedsædet imens man rotererer om sin egen akse i et heftigt forsøg på at uddelle straffe. Det er utroligt let at gå til, og forskellige hjælpemidler sænker yderligere kompleksiteten. En indikator viser hvor fjendtlige flyvere befinder sig, og man har sågar muligheden for at sænke tidens hastighed - uendeligt. Nu kan man pludselig dogfighte a la Max Payne i et actionridt i slowmotion. Så er det umiskendeligt noget lettere at holde sig fast i en modstanders hale, imens man pumper ham fuld af bly. Det er ganske underholdende, da det er så let at få adgang til en pumpende adrenalinrus. Svævende i skyerne over anden verdenskrigs dystre slagmarker, fanget i glorværdige kampe mand mod mand.

Den intuitive styring gør at SWON er utroligt let at samle op, og alle kan i løbet af kort tid mestre de enkelte facetter titlen dækker over. Variationen skulle komme gennem adgangen til en lang række forskellige fly samt de forskellige typer missioner. Det er da også ganske interessant at hive såvel reelle fly som tankeeksperimenter op i skyerne. Dertil så er det lækkert, at man kan modificere de enkelte fly og derved skabe en relativ unik dræbermaskine. Desværre er enkelte fly i samlingen så suveræne, at disse hurtigt vil blive foretrukne. Variationen i missionerne er også relativt begrænset. Som oftest mødes man med et hovedobjektiv som består i at beskytte noget, hvilket så løbende spædes til med små undermissioner. Men reelt set er gameplayet så godt som udelukkende centreret om at "strafe" skyerne tynde, imens man lukker bly og missiler ud ad libitum.

Historieelementet er ganske udemærket og baserer sig på en narrativ løbende fortælling fra vores hovedperson. Desværre så er det lidt svært at finde en rød snor i begivenhederne, da man cykler rundt i de forskellige krigsscenarier. Selv om det selvfølgelig er fedt at kæmpe både i Europa, Afrika og Japan, så giver det unægteligt nogle fortællemæssige problemer. Det ville måske have gavnet, hvis der var gjort mere ud af at promovere de enkelte personligheder. Disse fremstår utroligt karikerede, som klassiske nationale stereotyper.

Teknisk set er der ikke meget at klandre. De forskellige fly er glimrende gengivet - måske en anelse kantede, men det opvejes af en stabil framehastighed med mange fly på skærmen samtidigt. Baggrundene er bevidst mørke og grynede, og passer godt til den tematiske sammenhæng. Især de forskellige bygninger afbilder den nærmest apokalyptiske stemning. Lyden er tilsvarende kompetent, og især den bombastiske musik er en stemningsskaber.

Effekterne under kampe er ligeledes effektive, og virker troværdige. Stemmerne er som de personer de gengiver stereotype - flade overdrevne dialekter. Den største fejl ved SWON er nok, at det ikke understøtter Live. Man kan ryge ud i lidt splitscreen kamp, men det forslår ingen steder, hvis man sammenligner med eksempelvis Crimson Skies. SWON er på mange områder en ganske underholdende titel, og den tematiske baggrund burde da også hive nogle til. Fokuserer man dog udelukkende på genren, så kommer man ikke uden om at Crimson Skies er et overlegent alternativ.