Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Sega Casino
Anmeldelser Sega Casino

Sega Casino

Kunstige kontanter og kedelige kasinoer. Nicolas har leget korthaj i et par dage og er ikke ligefrem begejstret.
Nicolas Elmøe Testet på 13 februar 2006

Okay. Hvordan pokker skriver man en anmeldelse af noget, der dybest set ikke engang er et sammenhængende spil, men derimod en masse forskellige små spil, som man kan hive frem fra lommen og hygge sig lidt med når man keder sig? Der er ingen smukke mellemsekvenser i Sega Casino, ingen historie, der binder spillet sammen, intet hollywood soundtrack, og sandelig heller ingen smuk grafik at tale om. Til gengæld er der alt, hvad et ægte gamblerhjerte burde begære; elleve kort- og roulettespil, hvoraf en pæn sum af disse skal låses op.

Det er vel i virkeligheden her, at Sega Casino går hen og bliver sådan lidt halvkedeligt. Kunstige kontanter? Kunstig intelligens? Kunstige kasinoer? Måske kan Sega Casino tjene som træning til pokeraftenen med gutterne, eller som nikotinplaster for ludomanen, men meget mere kan det eddehyleme ikke beskyldes for at kunne præstere.

Og så alligevel. For de små spil er temmelig vanedannende, og jeg kunne hurtigt mærke den indre ludoman melde sig, hver eneste gang jeg satsede de helt store beløb i Blackjack. Dog skal man lige være opmærksom på, at man for at kunne satse større beløb end $100, skal have vundet en vis sum penge. Sådan eskalerer det hele tiden, så der er mulighed for at satse flere og flere penge - og dermed også vinde eller tabe mere. Det er grænseløst irriterrende, at man ikke bare kan kaste et par tusind dollars på bordet, og så ellers håbe på, at man kan vinde nok penge til at sikre pensionen. I stedet skal man hele tiden forsøge at nå den næste milepæl, så man kan satse flere kontanter. Kære Sega, hvis jeg har lyst til at satse hele min bankopsparing, må jeg så ikke nok det i Sega Casino 2?

Mange af de små spil er efterladt lidt for meget til tilfældighederne - men sådan er det vel med kortspil. Desværre er det ikke muligt at skrue pokerfjæset på, når man dyster mod computermodstanderne i Texas Hold ’Em (en variation af poker), så det eneste man som sådan kan stole på, er de kort man får og den smule snilde man måtte have. Det bliver dog yderst kedeligt, når man begiver sig ud i et slag Bacarret, hvor man kun har muligheden for at satse en sum penge, og så ellers blot vente på bankeren vender et par kort. Det samme gør sig gældende i roulette-spillet, der selvsagt også blot handler om at satse en sum penge, og så ellers bare håbe på, at lykkegudinden kigger over ens skulder.

Sega Casino mangler magien, som et ægte kasino kan mønstre; stemningen, folkene, de enarmede tyveknægte og de gamle damer, der hiver mønter frem fra deres slidte dametasker, mens de bapper på et afbrændt cigaretskod. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skulle hive den lille håndholdte frem fra lommen, i stedet for at tilbringe en hyggelig aften med vennerne og et slag kort, eller for den sags skyld på et kasino. Sega Casino er sjovt i små doser, og kan naturligvis tjene som udmærket underholdning, når man venter på DSB toge og HT busser i denne kolde vintertid. Meget mere kan spillet dog ikke mønstre.

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
3 / 10
Spilbarhed
5 / 10
Langtidsholdbarhed
4 / 10
4
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Mange udmærkede små spil at vælge imellem, ganske underholdende i små doser
Minusser Alt for meget, der skal låses op, føles som elleve forskellige spil, ingen sammenhæng, irriterende musik.
Fuld profil 200 udgivne artikler
4
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Sega
Udgiver Sega
Testet på Nintendo DS
Genre Simulation
Platforme
Nintendo DS
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.