Sega Superstar Tennis

Sonic, Nights, Donkey Kong og AiAi er ligesom Mario-universets persongalleri multitalenter. De nøjes ikke med at gå, løbe, rulle eller flyve rundt i farverige landskaber og samle ringe, bananer, svampe, eller hvad der nu har værdi for dem. De har større ambitioner og vil udnytte deres potentiale fuldt ud. At være et multitalent er en gave, men kan også være en forbandelse, for når alle døre står åbne, kan det være svært at vælge, og fokuserer man for meget på sine fravalg, føler man sig automatisk begrænset. Jeg påstår ikke, at Segas stjerneparade af kendte figurer har gjort sig særlig mange overvejelser, inden de takkede ja til at gribe ketcheren, men når Nights er så god til at svæve, Sonic til at spæne og Dr. Eggman så fremragende til at være ond, så burde de være tilfredse med deres talentudnyttelse og have indset, at alene tanken om en tenniskarriere er helt ude i hampen.

Lige børn leger bedst, og det gælder også spilfigurer. Det er deres fælles held, at de spiller lige dårligt. Okay, nu giver jeg dem en for hård medfart. De spiller ikke nødvendigvis dårligt, de har bare et begrænset slagrepertoire. De kan slå hårdt og blødt, lobbe og lave stopbolde. Det er det hele. Resten er et spørgsmål om, hvor godt de eller du vinkler slagene, og grundet deres manglende træning mestrer de heller ikke de vinklede slag. I øvrigt har jeg også et problem med den, ifølge udvikleren selv, intuitive styring. Én tast til hårde slag og én til bløde, er let at forholde sig til, men lob og stopbolde laves med tastekombinationer - henholdsvis A efterfulgt af X og omvendt. Det betyder, at der er to fronttaster, som ikke bruges til noget som helst, hvilket er ulogisk og uvant.

Jeg kan sagtens sidde her og fortabe mig i de ringe muligheder for at slå præcise longliners og diagonalslag, som Sampras lavede dem, men Segas stjerner har til gengæld op til flere esser i ærmet. Tails kan give bolden imponerende meget spind, Sonic kan nå de mest umulige bolde, Ulala har en god boldkontrol og Nights er en habil allroundspiller. Selv Federer, Nadal og Djokovic måtte give fortabt over for disse spilikoners hemmelige våben. Alle figurerne har et special move, som de kan benytte nogle få gange i løbet af en kamp. Tails kan slå bolde, der roterer så kraftigt, at nedslagspunktet er så godt som umuligt at beregne, og den ondsindede Dr. Eggman kan give modstanderen akut sort stær. Man skulle tro, at det var den sikre vej til nogle lette point, men AI'en har gerne fordelen på sin side, uanset om den selv eller jeg tyr til feje trick. En bold med overdrevet meget spind er til at blive søsyg af at se på, og hvad hjælper det at give modstanderen sort stær, når bivirkningen er, at man selv får grøn stær? Feje kneb hører ikke til i en gentlemansport som tennis.

Sega Superstars Tennis er ikke et regulært tennisspil. Det er mere et spil med tennis som tema, hvilket har givet Sega frie hænder til at lave minispil, som er baseret på udviklerens egne klassikere, såsom Sonic, Monkey Ball, Space Channel 5, Jetset Radio med flere. I et af minispillene skal du feje zombier af banen med hårde forhåndsslag, i et andet skal du skyde monkey balls ind i cirkelformede porte med velplacerede serve, mens du i et tredje skal samle ringe på en tennisbane og undgå at blive ramt af bolde med pigge. Hvad sidstnævnte har med tennis at gøre, er mig en gåde.

Sega Superstars Tennis er nogenlunde tidsfordriv den første halve time, men er under overfladen en tam omgang. Det fungerer ikke som et tennisspil, og alle minispilvariationerne over tennissporten er heller ikke videre ophidsende, efter at man én gang har noteret sine initialer på highscorelisten. Det lyser ud af spillet, at det hører hjemme på Wii eller EyeToy. Sega har sat sin lid til, at deres farverige stjerneparade af spilikoner har kunnet lave et servees ved deres blotte tilstedeværelse, men det evner de ikke. Hvis nogen af jer møder Sonic, AiAi eller en anden af Segas wannabe-tennisstjerner, så råd dem til at droppe tenniskarrieren og arbejde videre med det, de er gode til.