For mig har Serious Sam altid været lidt af en dårlig Duke Nukem kopi. Spillene var da okay, men så heller ikke mere end det. Inden for de sidste par år er den alvorlige Sam dog faldet lidt under radaren, selvom det tredje spil blev modtaget fint tilbage i 2011. Nu er han tilbage i Serious Sam: Double D XXL, en opdateret udgave af Serious Sam: Double D fra 2011. Er der en grund til at dette spil har fløjet under radaren? Lad os finde ud af det.
Historie finder man ikke meget af her. Ved spillets start bliver Sam smidt direkte ind i det gamle Egypten, og går direkte i kødet på alt og alle, der yder modstand. Målet er at nå frem til nogle underlige signaler, der er begyndt at dukke op. Længere er handlingen ikke, men den tilbyder dog en masse dårlig humor og forfærdelige jokes. Så spring du bare forbi spillets forfilm, du går ikke glip af noget.
Modsat de øvrige spil i Serious Sam-serien er Double D XXL et 2D skydespil, hvor man blot skal nå fra A til B, og dræbe alt der rør på sig. Man styrer sit sigtekorn med det højre analog stik, og skyder på den højre trigger. Man skal lige vende sig til det, men i sidste ende virker det ganske upåklageligt. Det samme gælder for spillets hoppeknap, der af en eller anden grund ligger på den venstre trigger.
For variationens skyld bliver skyderiet til tider brudt op af platformsektioner. De er velkommende, også selvom styringen godt kunne være lidt mere præcis. Der bliver sat nogle ganske udmærkede og udfordrende scenarier op, ikke mindst takket være Sams Jump Pad, som man til hver en tid kan smide rundt og hoppe fra. Generelt bliver man opfordret til at udforske banerne for hemmelige områder, der byder på enten våben eller penge til opgraderinger af ens arsenal. Der er mange hemmeligheder at finde, og det tilføjer lidt at gå efter.

Spillets centrale gimmick hedder Gunstacking. Her kan du f.eks. tage en shotgun og placere et maskingevær oven på den, så så de bliver til ét våben. For nogle vil dette være en ret sjov idé, mens det for andre vil virke lidt ligegyldigt.
Uanset hvad, så forsvinder morskaben bag denne idé ret hurtigt. Den bliver aldrig rigtig brugt til noget, og den medbringer kun to stratgier: Brug almindelige våben til de mindre fjender, og eksplosive våben til større fjender/bosser.
Det bliver hurtigt ensformigt og kedeligt, og selvom platform sektionerne skaber lidt variation, er det ikke nok til at redde gameplayet. Der sker ikke nok interessante ting, udover at man bare skal holde skydeknappen nede, og sigte på alt foran en. Nogle gange virker det endda som om fjenderne respawner i uendelige mængder, og her står man blot stille og skyder, indtil de ikke dukker op mere.

Der er antydninger af gode designidéer nogle gange, f.eks. med øjeblikke hvor man skal bruge sine fjenders lig for at komme op fra et hul, eller undgå faldende klippesten mens en vulkan går i udbrud i baggrunden. Disse idéer bliver dog kun udnyttet én gang, hvilket er en skam, fordi de kunne have tilføjet mere.
Udover kampagnen, kan man spille en række challenge-baner, der som regel enten går ud på at dræbe et bestemt antal fjender, eller at overleve i et bestemt stykke tid. Udover penge, så er der ikke så meget motivation til at spille dem, da det blot er mere af det samme fra kampagnen.
Som nævnt tidligere, er dette en udvidet udgave af Serious Sam: Double D, der udkom i 2011. Det betyder selvfølgelig, at der er nyt indhold i denne udgave. Der er tilføjet fire nye baner, nye fjender og muligheden for at opgradere sine våben. Og så er banedesignet blevet ændret for at gøre plads til disse ændringer.

Men den største ændring er understøttelse for to spillere. Man kan nu gå gennem hele spillet med en ven, som tager kontrol over Sams ven Huff. Det gør spillet lidt lettere, og ændrer faktisk dialogen i mellemsekvenserne. Til gengæld er Huff en meget irriterende karakter, der er endnu dummere at høre på end Sam, og han tilføjer ikke rigtig noget til spillet.
Desuden kan man kæmpe mod hinanden i en række arenaer, men det er en ret tynd oplevelse, der virker som om at det ikke rigtigt passer ind. Desuden kan man ikke spille over nettet, så du må invitere en ven forbi, hvis du vil afprøve denne mulighed.
Spillet kan let gennemføres i løbet af tre til fire timer, og der er ikke meget grund til at vende tilbage derefter. Man har simpelthen fået nok af spillet, når man når til rulleteksterne.

Grafik og lyd virker ret uinspireret, men det ser dog fornuftigt ud, og der er intet tidspunkt hvor spillet er grimt at se på, eller lyden er forfærdelig. Undtagelsen er stemmeskuespillet, der for næsten alle spillets karakterer er direkte irriterende at høre på. Enten bør du springe mellemsekvenserne over, eller finde ørepropperne frem.
Når jeg tænker tilbage på min tid med Serious Sam: Double D XXL, tænker jeg på de samme ting, som når jeg har spillet enhver anden dual stick shooter: Det virker sjovt i starten, men går hurtigt hen og bliver kedeligt og ensformigt, og til sidst vil man bare have det overstået. Alligevel er det fin morskab så længe det varer. Den endelige dom er derfor at Serious Sam er godkendt, men en smule ligegyldig.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 5 / 10
- Spilbarhed
- 5 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 3 / 10