Serious Sam: The Second Encounter

Sam "Serious" Stone er tilbage med mere fire-power, flere fjender og mere vildt, koncentreret gameplay. Dette spil er mere en fortsættelse end en efterfølger, men det er heller ikke nødvendigvis en dårlig ting, for det første Serious Sam var et godt spil.

Serious Sam: SE er et first-person shooter med mulighed for at se din karakter bagfra. Det vil sige, et spil i samme genre som CounterStrike, Unreal Tournament, eller de nyeste Alien Vs. Predator 2 og Return To Castle Wolfenstein.

Historien er tynd, for at sige det mildt. Noget med nogle rumvæsener, og du skal som en typisk Arnold-type (hovedpersonen Sam) ud og bøffe dem med en masse våben. Undervejs lykkes det dig at blive transporteret tilbage i tiden til Ægypten. På trods af titlen er spillet ikke så seriøst, som man skulle tro. Sam selv har en T-shirt på, og slæber rundt på et kæmpe arsenal, som på ingen måde kan lade sig gøre i den virkelige verden.

Vi snakker om en mand, der render rundt med omkring 10 våben i sine lommer, med tilhørende kugler, raketter, granater og napalm. Han har altid en morsom replik, han kan svinge ud, som f.eks. "Sam I am", eller noget, der er mere intelligent. Når man første gang bliver jagtet af en selvmordspalme, bliver man klar over præcist, hvor seriøst spillet egentlig er.

Tilbage til rødderne
I en tid, hvor de fleste spil udviklere har travlt med at udvikle det næste Half-Life, er det et frisk pust at se, at folk som Croteam går tilbage til rødderne. Ikke "kun" tilbage til Doom, hvad angår action og interaktivitet. Nej, tilbage til rødderne for, hvad der generelt gør spil sjove at spille. Sådan er SS E det også, men grafik, kontrol og våben er alle på et niveau, der gør spillet sjovt og holdbart i forhold til, hvad man ellers er vant til. Når jeg siger, spillet tager friheder, mener jeg det. På enkelte baner er tyngdekraften ude af orden, og man kan derfor løbe på murene. Eller hvad med en kamp imod en gud, der kaster hvirvelvinde efter dig?

Meget er kommet med fra det første spil. Der er lige smidt 3 nye våben ned i posen, og nogle nye fjender. De nye våben er en motorsav, en sniper rifle, og en flammekaster. Og så er der stort set alle de våben med, man kunne ønske sig. Af en eller anden sær grund giver den nye riffel dog mere skade, hvis man zoomer ind, og man kan ikke "bruge" ting, når man går rundt med den, da zoom og brug ligger på samme knap. Det virker ikke ret gennemtænkt, men det er en meget lille fejl. En af de mere spøjse nye fjender ligner et fugleskræmsel, med græskar på hovedet, og i overalls.

Lækker engine og det hele
Grafikken er lækker. Det kan ikke siges nok gange. Croteams engine kører forbløffende godt, selv på en forholdsvis lille PC. Specielt er det imponerende, så mange fjender, der kan være på skærmen af gangen. Man kommer meget sjældent op mod en enkelt fjende. Til gengæld er der ofte en sværm af de små bæster. I hvert fald er der aldrig rigtig mangel på ting at skyde på, og der er meget lidt af det trasken rundt, der har været så meget af i spil af denne genre.

Grynt, skrig og skrål
Lyden er lidt særpræget. Man kan ikke kalde musikken smuk, men den er god nok, og så virker den godt på den måde, at man kan høre, hvornår der er fjender i nærheden. Så spiller musikken nemlig hurtigere, og man vænner sig hurtigt til at have den ekstra hjælp.

Lyd-effekterne består af grynt, skud, og hurtige one liners fra Sam. Ikke det helt store, men det er gjort med stil. Man bliver ikke så træt af Sam igen, som man kunne være blevet, og faktisk forbinder man hurtigt visse fjender, som f.eks. de hovedløse kamikaze folk, med den lyd, de laver. Det er meget smart gjort. Kan man høre en mand råbe et sted, ved man, at man skal skynde sig at få nakket ham, inden han kommer for tæt på og sprænger sig selv og dig i luften. Igen er ting, der i andre spil bare er pynt eller baggrund, brugt som elementer i gameplayet.

Serious Sam er knasende lækkert. Det arbejder videre med de ting vi allerede har stiftet bekendtskab med i originalen og ligger dertil nogle endnu mere sindssyge og nærmest groteske fjender. Det er ikke på højde med hverken Castle Wolfenstein eller Medal of Honor, men leverer alligevel underholdning i særklasse. Hvis man er til noget andet end hyperrealisme kan det varmt anbefales, men var du træt af det første, er der kun mere af det samme her.