Shadow of Rome

Se den officielle trailer for Shadow of Rome her

Shadow of Rome er ekstremt blodigt og fyldt til randen med dræbende slagkombinationer, hvis navne til tider er nærmest poetisk kvalmende. Når Agrippa griber et langt og utrolig skarpt instrument og herefter fælder fire rædselsslagne gladiatorer, så kvitteres det med en Red Volcano og øredøvende klapsalver fra tilskuerne. Henretter man bagefter en knælende modstander med en tung morgenstjerne til hovedet, toner ordet Juicy Tomato frem - ja, der er ikke sparet på de farverige forklaringer. Der er dog til gengæld holdt igen med spilkrudtet, for Shadow of Rome er langt hen af vejen en noget tynd affære, der læner sig alt for meget op ad Capcoms tidligere spilserier, som Resident Evil og Onimusha, dog uden at være bare halvt så interessant som kassesucceserne.

Spillet smider dig ned i skoene eller rettere sandalerne på henholdsvis Agrippa, den tidligere kaptajn i Roms hær, hvis far er beskyldt for at have dræbt selveste Cæsar, og Octavianus, kejserens egen nevø, der i stealth-orienterede miljøer prøver at finde den rigtige morder. Det er ikke en historie der ligefrem er spækket til randen med spænding og som timerne går, bliver den ikke mere involverende. Det der holder Shadow of Rome kørende i lidt længere tid, er de voldsomme og hektiske kampe i Colloseum, hvor du som Agrippa får lov til at partere horder af bange og tit overivrige modstandere.

Systemet er enkelt men effektivt og der går ikke længe før fakler viftes foran sig og skarpe sværd skærer sig igennem kød og knogler. Desværre har Capcom set sig nødsaget til at gøre våbnene nedbrydelige, så bedst mens du slås, falder skidtet fra hinanden og så er det bare med at lede i arenaens sand efter noget nyt, du kan slå videre med. Og netop dette gør spillet utåleligt i længden. Det er ganske enkelt dødirriterende hele tiden at skulle rode og rage efter et egnet våben, og når det sker mens horder af fjender stavrer mod dig, så forbander man hele ideen til helvede.

Der er lyspunkter i de indlagte bosskampe, hvor bl.a. en kolos af en viking skal besejres, og det er da også fra tid til anden engagerende at hoppe op i en stridsvogn, for så derefter at pløje modstanden ned. Men i længden er det bare ikke nok, man bliver træt af blod, afrevne lemmer og bunker af lig.

Visuelt er Shadow of Rome pænt, uden dog på noget tidspunkt at være imponerende. Vi har allerede set hvad Capcom kan spytte ud af 3D-lir med udgivelsen af Onimusha 3, så når Rom, nogle omkringliggende skove og en stor kamparena vises frem, så er det ikke noget der får kæben til at ramme gulvet. Det skulle da lige være af kedsomhed over et Onimusha i andre klæder, minus spændingen. Kameraet er heller ikke noget at juble over. For det meste hænger det fast i vægge eller drejer simpelthen bare for langsomt, i andre situationer er det med til at dræbe ens karakter ved ikke at vise fire hidsige bueskytter, der leger skydeskive med ens rygstykker.

Værst af alt er dog tempoet eller mangel på samme. At trave gaderne tynde som Octavianus og engang imellem købe ind til sin bolig er et jammerligt forsøg på at spæde Shadow of Rome op. Stealth-sektionerne har da indrømmet sine øjeblikke, men de overskygges af de mange historiemæssige afbrydelser, der ikke har nogen retning eller form. Hele komplottet om hvem der har gjort hvad og hvorfor er så dræbende banalt, at man ganske enkelt holder op med at lytte og bare spiller i en trance.

Det er ikke helt til at sige, hvorfor Capcom lige præcis skulle dreje et spil over et Rom-tema eller hvorfor det hele skulle være en bleg kopi af Resident Evil og Onimusha, men det er altså det der er sket i Shadow of Rome’s tilfælde. Jeg kunne godt afslutte med en eller anden tyndslidt kliché om at det muligvis vil kunne tiltale de mange fans af ovenstående serier, men det tror jeg bare ikke på, så det undlader jeg at gøre. Nej, Capcoms seneste er absolut en blodig affære, men også noget af det mest tandløse og søvndyssende i lange tider. Flot, men uden egentligt indhold og pokkers middelmådigt hele vejen igennem.