Shadow of the Colossus

Hvor meget kan man tillade sig at ændre i en klassiker? George Lucas var konstant inde og rode i den originale Star Wars-trilogi - efter sigende for at få den til at ligne sin oprindelige vision mere - men han formåede aldrig at gøre den bedre. Kun dårligere og længere. BluePoint har på godt og ondt valgt ikke at lytte til deres indre George. De har fornuftigt nok valgt at lade historien stå som den var for 13 år siden. Bevares, havde de inkluderet en ny Colossus - eventuelt en af dem man efterfølgende har set koncept-tegninger fra - havde jeg da ikke brokket mig, man allerede der bevæger vi os ud på farlig grund. George ville mene, det var en god idé, men ham skal vi ikke lytte til. For fortællerteknisk er Shadow of the Colossus lidt af et mesterværk, og når man først begynder at lege med ilden er det svært at stoppe før man har brændt sig. Men som med alle spil, er der endnu et aspekt ved Shadow of the Colossus - hele gameplay-delen - der ikke har ældes lige så godt, og som derfor med fordel kunne have fået mere kærlighed. Men så er vi jo tilbage til det evige spørgsmål: hvor meget kan man tillade sig at ændre?

Shadow of the Colossus er et af de sjældne spil, der fortæller dig akkurat nok til at vide, hvad der foregår, men lader dig tænke sig til resten. Det er historien om en dreng, (Wander), der skal dræbe 16 fjender for at redde en livløs pige (Mono), men det interessante har altid været i det usagte. Hvordan der efter hver nedlagt Colossus, står en ekstra skygge rundt om Wander, men samtidig samler der sig flere duer rundt om Mono, nærmest for at understrege den voksende kløft imellem dem. Hvordan man i det hele taget har det ambivalent med sin mission i spillet. Et dårligere spil havde gjort de enorme fjender til nogle rasende, ondskabsfulde dræbere, hvor den eneste retfærdige handling ville være at nedlægge dem. Men det er de ikke. De bliver sure, når du trænger ind på deres territorium, men deres blå uskyldige øje fortæller ikke om en dræber, der vil se blod. De fortæller om et fredeligt sind, der vil beskytte sig selv og holde fjender på afstand. Musikken er medrivende når kampene udspiller sig, men når dit dræbende slag falder, bliver musikken sørgelig, og man ønsker ikke længere at fejre sin sejr. Man vil i stedet sørge for det majestætiske, unikke væsen man lige har nedlagt. Tvivlen om korrektheden ved Wanders handlinger vil blive hos dig, og kun vokse sig større indtil du når den fantastiske afslutning. Du vil måske overveje undervejs, om den bedste slutning ikke blot ville være at slukke spillet, men samtidig er du nødt til at se hans mission til ende. Især fordi kampene er så... anderledes og episke.

At kæmpe mod en Colossus er en ny gåde hver gang. Man opgiver hurtigt at slå på deres fødder eller sende pile mod deres ansigt, for i sidste ende er man som en myre der tisser på fødderne af et menneske. Det svier måske lidt, men det nedlægger dem ikke. I stedet skal man regne ud, hvordan man får bevæget sig op på toppen af sin enorme fjende, og stikke sit sværd ind på et lysende sårbart område. Det er stadig utroligt i dag, hvor mange varierede bosskampe Team Ico fik lavet med de relativt simple mekanikker. Du kan løbe, hoppe, gribe fast i deres pels og skyde med pile, men selv med det lille udvalg, er der flere kampe der er lige så uforglemmelige i dag, som de var dengang. At ride langs Phalanx, en kæmpe flyvende Colossus i ørkenen, og hoppe på dens vinger for derefter at kravle op på ryggen af den for at nedlægge den i luften, er en opvisning i godt bossdesign. Ligeledes er det uforglemmeligt at holde fast i Hydros, mens den slanger sig gennem vandet, og forsøge at dræbe den når den kigger over vandoverfladen. Der er ikke nogen deciderede dårlige kampe, men den mindre og langt mere aggressive Celosia, kan være så hurtig på benene, at du bliver skubbet rundt uden mulighed for at slippe væk. Ligeledes kan den sidste Colossus være en lidt frustrerende modstander, men det er småting i et spil hvor højdepunkterne står i kø. Og det er stadig værd at understrege, at Team Ico i sin tid ikke bukkede under for presset, og fyldte verden med mindre fjender, man skulle kæmpe sig igennem for at gøre levetiden længere.

Der er ikke andre fjender end de 16 Colossus. Ikke en endeløs strøm af mindre vagter man skal kæmpe sig igennem, før man når frem til sidstebossen. I denne verden er du alene. Et endeløst landskab af græs, ørken og sten strækker sig foran dig, uden en levende skikkelse i sigte bortset fra de tilfældige dyr der hurtigt løber gennem græsset, ørnen over dit hoved og din trofaste hest, Agro. Omgivelserne fortæller dog om civilisationer, der har stået og faldet i det hellige land du løber rundt i, og selv om der ikke er collectibles at finde, så tog jeg ofte omveje for at nærstudere de faldne ruiner. Her skal den største ros lyde til BluePoint, der ikke bare har fået Shadow of the Colossus til at ligne et nyrestaureret Playstation 2-spil. De har fået det til at ligne et nyt spil til Playstation 4. Dette mærker man især når man desperat klamrer sig fast til en flyvende Colossus, og kan se hvordan vinden løber gennem dens pels. Hvor begrænsninger på Playstation 2 i sin tid overlod resten af arbejdet til spillerens fantasi, har spillet nu fået det ansigstløft det har fortjent. Kampene har aldrig været mere episke, hvilket gør oplevelsen velegnet både til nye spillere, der skal nedlægge kæmperne for første gang, og for gamle kendinge der ønsker at tage rejsen igen.

Desværre giver det også mere fokus til spillets mindre flatterende sider. Hvor spillets mekanikker føltes mere naturligt, når det lignede et Playstation 2-spil, så føles det direkte underligt at spille, når det ligner et spil til Playstation 4. Første gang jeg nærmede mig en Colossus, og prøvede at tiltrække dens opmærksomhed med en velrettet pil, blev jeg hurtigt mindet om, at det ikke er muligt at skyde pile og bevæge sig samtidig. Wander er fasttømret til jorden, og det er virkelig akavet. Hvilket vel også er et rammende ord til at beskrive følelsen af at ride på Agro. Den hest gider bare ikke løbe hurtigt mere end tre sekunder af gangen, og da moderne spil - som Breath of the Wild - har trænet mig til at opbygge et godt forhold til min hest, hvor de bliver sure hvis man skynder for meget på dem, så prøvede jeg også i de første timer at være god mod Agro. Det står i stærk kontrast til spillets sidste timer, hvor jeg skubbede hesten så hårdt, at jeg nok er blevet dyreværnets mest eftersøgte individ. Den hest er bare ikke er lavet til at løbe.

Spillet har ligeledes en interessant måde at vise dig vejen til din næste Colossus. Med et tryk på R1 hæver Wander sværdet over sit hoved, og hvis solen skinner på det, vil det lyse i den rigtige retning. Desværre kan du ikke ride ligeud og lyse til venstre eller højre samtidig. Du kan kun lyse lige frem. Det er umuligt at vænne sig til, og jeg fik flere gange sendt Agro direkte ind i en klippe, da jeg lige skulle tjekke om jeg var på rette vej. BluePoint har givet dig muligheden for at ændre styringen af Wander - nu skal du ikke længere hoppe på trekant - men de gik ikke hele vejen i mål.

Hvor meget kan man tillade sig at ændre i en klassiker? BluePoint vælger at sige "ikke meget". Studiet er stadig mestre i genudgivelser, og jeg er forbløffet over, hvordan de formåede at få et 13 år gammelt spil til at se så lækkert ud. Men det er 13 år gammelt og det kan mærkes. Kontrollen er blevet gjort mere moderne, men Wander og Agro bevæger sig på ingen måde så flydende, som man kunne håbe efter at have siddet med Breath of the Wild. Shadow of the Colossus vil altid være en klassiker, og BluePoint har formået at gøre de episke kampe endnu mere storslående, men måske skulle de have lyttet en smule mere til deres indre George Lucas, da de svarede på spørgsmålet: hvor meget kan vi tillade os at ændre? De svarede næsten rigtigt, men de kunne med fordel have taget den endnu længere.