Dansk
Gamereactor
previews
Elden Ring

Shadow of the Erdtree lader til at være lige så skarp som vi alle håber

Men spørgsmålet er om FromSoftwares boss-design er grænsende til det unfair?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det er alligevel ret vildt, at der skulle gå over to år efter udgivelsen af From Softwares megahit, Elden Ring, inden vi får den første og eneste udvidelse til spillet. Man kan nemt forestille sig, at nogle jakkesæt i toppen har presset på, for at From Software skulle smede mens jernet var brandvarmt og udgive nyt betalt indhold hurtigst muligt til spillet, der tilbage i februar dette år havde solgt over 23 millioner eksemplarer. Så hvorfor har det taget udviklerne så lang tid at klargøre en udvidelse? Ifølge en Bandai Namco-repræsentant til et preview-event, jeg for nyligt deltog i i Paris, så skyldes den lange udviklingstid til dels skala - at Shadow of the Erdtree med længder er den største DLC, From Software nogensinde har skabt - og at udviklerne ville være sikre på, at den lever op til det højtelskede og kritikerroste hovedspil.

Baseret på de tre timer, jeg fik lov at spille udvidelsen i, virker den bestemt både enorm og som en glimrende viderebygning på hovedspillet. Shadow of the Erdtree er mere Elden Ring - på godt og ondt. For langt de fleste nok udelukkende godt, men for dem, der havde håbet på mere direkte (og vover jeg at sige "engagerende"?) historiefortælling eller en mere tilgængelig sværhedsgrad, så har jeg dårligt nyt. Shadow of the Erdtree er mindst lige så obskurt som hovedspillet i sin tilgang til historiefortælling, og The Land of Shadow, som udvidelsen foregår i, er hjemsted til nogle af de mest dødbringende modstandere, din Tarnished kommer til at stå overfor. Der er nemlig en god grund til, at udvidelsen først kan tilgås, når spilleren har besejret både Starscourge Radahn og Mogh, Lord of Blood i hovedspillet, og at From Software anbefaler dig at kaste dig over den som noget af det allersidste du foretager dig i spillet.

Elden Ring
Dette er en annonce:

Det er i sig selv et ret ballsy move, at From Software låser en enorm og ekstremt hypet udvidelse bag en af de sidste og mest udfordrende bosser i et spil, der i forvejen har ry for at være ekstremt svært. Man kan mene hvad man vil om den beslutning, men den demonstrerer, at From Software fortsat nægter at gå på kompromis med deres vision om først og fremmest at designe udfordrende indhold til deres mest loyale fans, hvilket jeg som en af dem har stor respekt for. Men jeg er ikke i tvivl om, at visse spillere bliver svært skuffede, når de finder ud af, at de ikke lever op til udvidelsens adgangskrav eller opdager, at de er kommet til at slette deres save data i løbet af de to år, der er gået, siden hovedspillets udgivelse.

Men forhåbentlig har langt de fleste forstået adgangskravene og forberedt sig derefter, og for dem venter der altså et brutalt og dystert nyt område, som man transporteres til ved at røre ved den visne arm, der stikker ud af puppen i Moghs mausoleum. The Land of Shadow er, som navnet antyder, et ganske dystert område, mørklagt af noget der ligner kæmpemæssige gardiner i himlen foran det velkendte Erdtree. Her er døde træer, kryptiske NPC'er, der forsøger at opspore Malenias bror Miquella, og ikke mindst groteske monstre, der kan gøre en ende på din Tarnished med ganske få slag.

From Software havde klargjort tre karakterer i level 150 til demoen, som vi kunne vælge frit imellem: En strength-, dexterity- eller lige dele faith og intelligence-orienteret karakter. Jeg valgte sidstnævnte, ikke fordi jeg foretrækker magi (i denne type spil kører jeg som oftest med det største og tungeste våben, jeg kan få fingre i), men fordi denne karakter havde adgang til de nye martial arts-våben, som vi fik glimt af i gameplay-traileren til udvidelsen, og som Bandai Namco-repræsentanten udpegede som sin personlige favorit.

Jeg starter altså demoen som denne MMA-magiker og rider over skyggelandets sletter på ryggen af vores allesammens trofaste Torrent. Jeg spejder efter store slotte og andre pejlemærker i horisonten, mens jeg nyder From Softwares som altid bjergtagende art direction. Men freden varer ikke længe, for i det fjerne spotter jeg den store, brændende kollos, vi har set i trailerne, og jeg beslutter mig for at ride imod den. Idet den spotter mig, begynder den at kaste ildkugler mod mig, som jeg ved hjælp af Torrent forholdsvis nemt undviger. Det lykkes mig at ride ind på livet af den, og her hopper jeg af Torrent og begynder at hakke kolossen i anklerne. Så langt, så godt, indtil den stamper i jorden, hvilket udsender en trykbølge, der slår mig ihjel fra fuldt liv. Ja okay, det må så blive en anden gang.

Dette er en annonce:
Elden Ring

Da jeg kommer til live igen, rider jeg forbi kolossen og befinder mig ved en korsvej. Bamcos repræsentant havde allerede forinden briefet os om, at vejen til venstre leder til slottet Belurat, hjemsted for løvebossen, vi har set i trailerne, hvorimod vejen til højre fører til et andet slot ved navn Ensis. Det falder mig naturligt at opsøge Belurat, og det er ifølge repræsentanten også det nemmeste område at takle først.

Men inden da hopper jeg af hesten ved en lille lejr af NPC'ere, heriblandt en formidabelt udseende ridderinde ved navn Freya. De fabler alle kryptisk om Miquella, og hvis jeg havde nogen ide om, hvad det alt sammen betyder, ville jeg glædeligt dele det med jer. Det er også her, jeg stifter bekendtskab med en ny form for collectible item, som jeg desværre har glemt navnet på, men som er svær at overse. Denne er kun at finde i The Land of Shadow, og den forøger din skade samtidigt med at reducere, hvor meget skade du modtager. Den er inspireret af Sekiros opgraderingssystem og har kun en effekt på din karakter inde i The Land of Shadow. Som sagt var min mand i level 150, og baseret på demoens generelle udfordring, tror jeg, du får brug for disse opgraderinger, medmindre du hopper ind i udvidelsen som en karakter i et skyhøjt level.

Belurat er et massivt slot med fokus på vertikalt design, og som føles lige dele gyldent og dunkelt samt en smule orientalsk i sine inspirationer. Her er primærfjenden en slags ånd, der forekom mig en kende uinspirerende i design, men som opvejes af et klamt gadekryds mellem skorpioner og edderkopper, miniudgaver af "Death Rite Birds" fra hovedspillet og ikke mindst en ny frygtelig type Omen-ridder, der synes at angribe uafbrudt med sine to ethåndssværd, have uanede mængder poise, og som selvfølgelig slår dig ihjel i en to-tre slag.

Selv går jeg til angreb med knytnæver og flyvespark, der ligner noget taget direkte ud af Sekiro. Det føles fantastisk og gør overraskende meget skade, men har til gengæld elendig rækkevidde. Jeg har også en håndfuld nye magier til rådighed, heriblandt en ny "roar"-type, hvor jeg brøler gennem et bjørnehoved og bygger skade gradvist op på alle omkringstående fjender. En anden favorit er en ny sorcery-magi, der tillader mig at blinke lynhurtigt både ind på livet af- og væk fra fjender, og som jeg forestiller mig bliver ret giftig i PvP.

Elden Ring

Vi er hurtigt flere, der indser, at det ikke er den bedste udnyttelse af vores tid at banke hovedet mod muren ved enkelte fjender, der ikke tæller som rigtige bosser, og vi begynder derfor at løbe og rulle os febrilsk vej igennem slottet. Således finder vi med en hær af fjender i hælene en Site of Grace ved en gylden mur i toppen af slottet, og det er her, at løvebossen befinder sig.

Med begrænset tid til rådighed er jeg ikke skamfuld over at kalde på hjælp, og jeg ringer derfor med klokken og får en ny spirit ash-ridder ved navn Andreas til at bistå mig i kampen. Men selv med hans hjælp får jeg igen og igen klø af løven, som danser rundt i arenaen, mens den river, bider, spytter og fremkalder torden og snestorme. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste - rundt omkring ved skærmene bliver der sukket, stønnet, bandet og udbrudt "noooo!", når man er tæt på at have bossen og så fucker op.

For at se så meget som muligt af demoen teleporterer jeg mig derfor væk og sætter kurs mod slottet Ensis. Så vidt jeg kan forstå, er denne modsat Belurat ikke en ny legacy dungeon, snarere en mellemstor dungeon, der bygger bro mellem to områder. Her er Carian-temaet på spil og taget til ekstremerne - teleporterende magikere, riddere med kolossale magiske hammere og en Carian Knight-NPC med et tohåndssværd, der gør en ende på dig i stort set et enkelt slag.

Det er også her, at jeg indser, at min rygsæk er fuld af andre nye og maksimalt opgraderede våben. Et par favoritter inluderer en bjørneklo, der tillader mig at agere Wolverine, en gylden halberd, der har de frygtelige Crucible Knights' luftangreb som weapon art, og en great katana, hvis weapon art mere eller mindre er Sekiros ichimonji tre gange i træk. Men selv med disse kraftfulde våben til rådighed og ridderen Andreas i ryggen kommer jeg til kort mod borgens boss - en tårnhøj kvinde i ridderrustning, der svinger nådesløst med to sværd, affyrer den ene magiske projektil efter den anden og i kampens anden fase enchanter sine våben og fremkalder nedfaldende kometer, hvis trykbølger du kun kan undgå ved at hoppe. Selvom jeg kommer uhyggeligt tæt på, når jeg desværre ikke at besejre hende, men jeg tager del i glæden hos min sidemakker, der formår at gøre det, og som efterfølgende får at vide af en repræsentant, at han ikke må gå videre.

Elden Ring

Inden tiden rinder ud, når jeg også lige at se en smule af en mini-dungeon. Ja, "catacombs" og lignende sideindhold er tilbage, men baseret på det, jeg så her, er det mit indtryk, at der er lagt mere sjæl og kreativitet i dem denne gang. Denne specifikke mini-dungeon bød på en del platforming og havde stærke Bloodborne-vibes over sig. Jeg vil ikke afsløre på hvilken måde, men jeg kan fortælle, at det har at gøre med de såkaldte "Living Jars" a la Alexander fra hovedspillet.

Jeg forlod den parisiske kirke fuld af længsel efter at få hele udvidelsen i hænderne. From Softwares DLC-tradition tro tyder det på, at vi får level design, art direction og fjendedesign i absolut topklasse, samt fede og kreative nye våben og magier, der kommer til at give hovedspillet endnu mere genspilningsværdi. Min eneste bekymring er bosserne. Jeg synes i forvejen, at den sidste tredjedel af Elden Ring var tæt på at overskride grænsen for, hvad der er fair bossdesign, og baseret på de to bosser, jeg så her (og som med garanti ikke er udvidelsens sværeste), lader det til, at From Software går endnu mere all in på at designe nådesløse bosser med uanet mobilitet, tårnhøj skade og uafbrudte angrebsmønstre. Men jeg er klar på udfordringen, og min egen "frost knight" i level 150 ligger i telt foran puppen i Moghs mausoleum, klar til at udforske hvert hjørne af The Land of Shadow senere på måneden.

HQ

Relaterede tekster

Elden RingScore

Elden Ring

ANMELDELSE. Skrevet af Stefan Briesenick

Ventetiden er endelig overstået, og FromSoftware byder nu velkommen til Tarnished Souls-fans. Her er The Lands Between.



Indlæser mere indhold