Shadow the Hedgehog

Sonic the Hedgehog huskes vel bedst som Marios rapfodede rival tilbage i de glade Genesis-dage. Det blå pindsvins senere 3D-eventyr udspillede sig på den betydeligt mindre succesfulde Dreamcast, og derfor er Sonics synlighed på spilmarkedet også dalet en smule på det sidste. Heldigvis har Sega langt fra opgivet deres hæderkronede helt: Et højt profileret Sonic-spil er på vej til den nye generation af konsoller, og i mellemtiden kan gamle fans fornøje sig med den blå helts kulsorte ærkerival Shadow på Xbox, PS2 og GameCube.

Eller sådan synes tankegangen bag spinoff-spillet Shadow the Hedgehog i hvert fald at have været. I praksis er spillet en småsjusket alibi-udgivelse, beregnet til at holde liv i mindet om et spilunivers, der har set bedre dage. I stedet for gennemarbejdet gameplay får vi hysteriske farver, hårdtpumpet heavy metal og uinspirerende udfordringer. Det er skam ikke, fordi Shadow udelukkende lægger sig i Sonics slipstrøm - nærmere tværtimod: Her er flere nye idéer at komme efter, end man måske ville forvente. Der er bare ingen af dem, der fungerer særlig godt.

Spillets handling udspiller sig efter Sonic Adventure 2 og indeholder alle de velkendte Sonic-elementer: Chaos emeralds - eller kaos-smaragder, om man vil - der skal findes, djævelske skurke skal besejres og baner skal forceres i forrygende fart. Plottet er med andre ord én stor Sonic-kliche, men den gode nyhed er, at Sega har indlagt en vis valgfrihed i historiens forløb. Hver bane præsenterer vores sorte helt for mindst to succeskriterier af enten ond, god eller neutral karakter. Din rute gennem spillet og handlingens udvikling afhænger af, hvilke du vælger at opfylde.

Resultatet er mindre dynamisk end det lyder, for Sega har ikke ofret de helt store mængder cutscenes eller omtanke på de alternative historieforløb - forskellen er i det store og hele det samme på dét plan. Til gengæld opmuntrer strukturen i høj grad til at spille Shadow the Hedgehog igen og igen, hvilket giver spillet en ganske solid holdbarhed. Det giver også rig mulighed for at gense figurer fra Sonic-serien i rollen som vej- eller vildledere i spillets mange mål og missioner.

Som spilfigur deler Shadow en række træk med sin rival Sonic. Han kan løbe stærkt, rulle endnu stærkere og uddele flyvende springskaller, men han kan også samle våben op - grumme, dræbende våben, som velfriserede Sonic ikke ville røre med en ildtang. Med alt fra ydmyge laserpistoler til bazookaer og raketstyr, gør Shadow sit for at matche tungt bevæbnede platform-helte som Ratchet & Clank, men våbnene er halvhjertet integrerede i spillets gameplay: At sigte er udelukkende et spørgsmål om at vende Shadow mod målet og satse på en usynlig auto-aim funktion - ofte en lovligt tilfældig fremgangsmåde.

"Halvhjertet" er også et nøgleord i spillets banedesign. Shadow the Hedgehog rummer flere opsigtsvækkende banedesigns med frit svævende platforme, gigantiske hoppebolde og loops, der nok skal nære nostalgien hos Sonics fanskare. Men der er meget lidt spændende at foretage sig på disse baner, ud over at bevæge sig fra A til B og finde genstand C. Så hjælper det ikke, at Sega har forsøgt at krydre retten med en række forskellige køretøjer, især fordi flere er decideret ubrugelige og de fleste særdeles svære at styre. I det hele taget er det svagheder i styring og kamera snarere end snedige spil-designere, der leverer spillets største udfordringer.

Heller ikke i disciplinen præcisions-hop fungerer Shadow the Hedgehog optimalt. Sonics 3D-eventyr led under betragtelige kamera-problemer, og mens det sjældent er umuligt at orientere sig i Shadow the Hedgehog, så er det heller ikke ligefrem nemt. Der er ingen muligheder for at se op - et betragteligt minus, når man forsøger at ramme en platform over Shadow - og spillet gør sig heller ingen anstrengelser for at afhjælpe det manuelle arbejde med at styre kameraet rundt om det kulsorte pindsvin. Styringen føles noget ubehjælpsom: Shadow nærmest skøjter hen ad jorden og reagerer løst og lidt lemfældigt på spillerens input. Man får aldrig for alvor fornemmelsen af at tæmme den rapfodede herre, og det går ud over spilleglæden.

Udover de ordinære singleplayer-baner, byder Shadow the Hedgehog på en simpel gang deathmatch. Her kan to spillere prøve kræfter på samme skærm - der bizart nok er delt vertikalt snarere end horisontalt, hvilket garanterer minimalt udsyn. Desværre sætter den dårlige integration af våben og Shadows stærkt begrænsede arsenal af moves grænser for morskaben, især når banerne både er lovligt store til to spillere og påfaldende grimme at se på.

Shadow the Hedgehogs billed- og lydside er i det hele taget ikke noget at prale af, specielt ikke arven fra Sonic Adventure taget i betragtning. En fornuftig hastighed og farverige baner trækker op, men mudrede, grove teksturer og geometrisk primitive miljøer trækker til gengæld ned. Decideret irriterende er lydsporet, der domineres af høj, hårdtpumpet dåse-metal, overnuttede stemmer og syntetiske lydeffekter. Problemet er ikke kun, at spillet ofte ligner og lyder som et levn fra fortiden, det trætter lige så meget i kraft af sin stil; en gang larmende og blinkende overkill, der mest af alt leder tankerne hen på en særligt hysterisk Tivoli-karrusel.

Verden rummer mange Sonic-entusiaster, der er stærkere i troen end jeg selv er, og for dem vil Shadow the Hedgehog måske fungere som en fornuftig gang nostalgi. Men jeg må advare mod at bruge spillet som opvarmning til det elskelige blå pindsvins eventyr på den næste generation af konsoller, for det vil højst sandsynligt lægge en voldsom dæmper på forventningerne. Og forventningens glæde er som bekendt den største.