Shadows of the Damned

"Det her er bat-shit crazy".

Et enkelt gnæk og et halvt smil fra min sidemand antyder at han er enig i udsagnet, omend ikke sprogbrugen. Og der er bestemt bedre og mere velformulerede måder at beskrive Shadows of the Damned, men det er den første sætning der dukker op i mit hoved.

Sætningen frembringer måske billedet af Johnny Depp i Fear & Loathing in Las Vegas. Og man kan ikke komme uden om, at den stof-drevne bizarre fortælling minder om det, der bliver vist frem i dag.

Spillet er et tredjepersonseventyr, en potent blanding af Strangleholds tequila-druk og Resident Evils rædselsaction.

Og når man ser navnene øverst på krediteringslisten, er det næppe nogen overraskelse. Goichi Suda og Shinji Mikami har instruktør- og producer-hattene på, mens komponist Akira Yamaoka arbejder med lyden. Visionen fra tre af japans mest respekterede navne er, som ventet, en anelse underlig.

Vi ser en tilbagevendende boss-figur, der er dækket af blodsprøjt og har smag for menneskekød. En operasopran med raketstyr spændt fast på arme og ben. En enorm dæmon og sælger, hvis tentakler også fungerer som lamper, mens han driver sin forretning. Porte med ansigter fra babes, der skal fodres med hjerner før de åbner.

Al dette, og så er vi ikke engang nået til hovedpersonen og hans makker.

Spillet følger den fremragende navngivne Garcia Hotspur - tænk Antonio Banderas med flere tatoveringer og attitude - på en tur ned i Helvedes dybder for at redde sin kæreste.

Et Helvede der i høj grad ligner en stille europæisk landsby, der tilfældigvis er hyldet i evigt mørke og er befolket med de mærkeligste dæmoner, du kommer til at se på denne side af Bayonetta.

Garcia får hjælp på sin rejse af Johnson, en dæmon der snildt kan lægge sig ud med Portal 2's Wheatley når det kommer til hyggelige engelske accenter, og hvis brændende kranie bæres øverst på en træpind af Hotspur, så han fungerer lige dele som turguide og fakkel.

Samspillet mellem mørke og lys er en af spillets centrale mekanikker. En sort tåge, der mere minder om sort slim end dis, kan dukke op hvert øjeblik og omhylde dig og dine omgivelser. Det er i dette mørke at spillets monstre gemmer sig, og herinde tager du konstant skade.

Altså er det en kamp mod tiden enten at slippe ud af mørket eller ødelægge det fuldstændigt. Prøver du det første, vil monstrene følge efter dig ud af den mørke sump, så den smarteste tilgang er at forsøge at fjerne den sorte tåge først. Løsningen er som regel gemt i det inficerede område, så det er bedst at løbe ind og kigge efter kontakten, der fjerner mørket igen - et skinnende gyldent gedehoved, der hænger på en væg.

På våbensiden er du begrænset til din kammerat på pinden. Men udover at kunne svinge Johnson som en kølle, kan han også transformere sig til et skydevåben. Der er tre af disse tilgængelige i demoen - en almindelig pistol (der hedder The Boner), shotgun og maskinpistol. Hver af dem har alternative skudsalver, der først skal bruges til at "rense" mørket fra dæmonerne og gøre dem sårbare over for kugler.

Det er faktisk en fin gameplay-tilføjelse til skyderiet.

En rød laserstråle lyser ud fra pistolens løb. Kør den henover en fjendes hoved, og en lille cirkel dukker op. Tryk på aftrækkeren, og du får kuglens tur fra pistolmunding til fjendehoved i slowmotion, komplet med de eksplosive resultater.

Det kan svare sig at perfektionere disse one-shot drab, da dæmoner ofte kommer i flok, og deres hurtighed gør det svært at undvige angreb. Der er dog også mulighed for at blæse deres ben af og stampe dem til døde med dine støvler. Naturligvis.

Det ville være for let, hvis det bare var et spørgsmål om at finde førnævnte gedehoved. Ofte er det skjult, og nogle gange er det der slet ikke. I disse tilfælde er der små fyrværkeriklynger i nærheden, der kan tændes for midlertidigt at holde noget af mørket væk. Her betyder tiden alt, og du må løbe mellem de sikre områder.

Demoen dækker et par sektioner af spillet, mest smalle gader og nogle større cirkulære områder. På den tid får jeg styr på kampsystemet (der er et par gear hurtigere end Resident Evils) og tackler nogle action-puzzle-elementer (en hastig spurt om at rydde områder for de nærgående pestilenser, hvilket fører til mere kamp).

Jeg får set et par finurligheder, der udvider disse to mekanikker. Der er flyvende dæmoner som smider brændende efterladenskaber bag sig, der kaster lys over vejen frem. Fade der stråler af lys og fungerer som dette spils røde tønder. Trippede landfisk tjener som mobile lanterner, efter man slår dem til lydighed. En fed bosskamp, som jeg ikke må tale om, da jeg faldt over den mens EA's folk kiggede i den anden retning (hint: Vi er tilbage hos Johnny Depp. Tænk Sleepy Hollow denne gang).

Sålænge udvikleren forsætter med at smide overraskende elementer ind i de etablerede rammer, ser dette ud til at blive et allerhelvedes rock'n'roll-eventyr. Desværre holder de travle omgivelser mine ører fra at bide mærke i Yamaokas arbejde med musikken.

Men navnet taget i betragtning, og de tidligere projekter han har været tilknyttet, stoler jeg på at han vil give mig præcist hvad jeg forventer fra dette action-gyserspil. Det samme gælder både Suda51 og Mikami-san.

Det kan du tolke som du vil.