Shattered Union

Shattered Union starter godt. I en veldrejet intro skildres det, hvordan demokratisk underskud og brutal terrorisme langsomt bringer USA anno 2013 til opløsningens rand. Forbundsstaten splintres i seks fraktioner, opdelt efter geografiske og kulturelle skillelinier, og med tiden gør også EU og Rusland deres entré i det store rivegilde. Hvem skal udgøre det nye magtcentrum i et splittet USA? Republikken Texas? Det nord-vestlige Pacifica? Eller måske det californiske Commonwealth? Scenen er sat for en forrygende gang fremtids-krig - en vare, udvikler PopTop desværre ikke helt formår at levere.

Spillets turbaserede gameplay fungerer på to planer. Først skal man tage stilling til den strategiske side af sagen, hvor et USA-kort agerer skueplads for Risk-inspireret krigsførsel. Hver af spillets fraktioner består af et til fire territorier, og man kan højst angribe et enkelt fjendtligt territorium med sin frit valgte fraktion per tur. Når angrebsordren er givet, skal man vælge, hvor mange enheder, man vil tage med sig på slagmarken. Drager man af sted med rub og stub, er der ingen til at forsvare moderlandet, så det gælder om at holde hovedet koldt her. Det er også i strategi-afdelingen, man reparerer på beskadigede hær-enheder og køber nye.

Velankommet på krigsskuepladsen tages der hul på Shattered Unions taktiske afdeling. Her skal dit arsenal af fodtusser, tunge og lette køretøjer, helikoptere og det løse placeres i deployment zones, før de sendes ud i et tredimensionelt USA for at samle point. Point hentes i byer - store giver mange, små færre - og for hvert territorium skal der høstes så og så mange, før sejren er i hus. Med mindre man er i færd med at forsvare sig imod en modstanders angreb, selvfølgelig: Så skal den nederdrægtige slyngel stoppes, før han får erobret det nødvendige antal byer.

Shattered Union er ingen udsøgt fornøjelse, hverken at se eller høre på. Det tredimensionelle USA-kort tager sig nydeligt ud på screenshots, men på skærmen er det grumset, detaljefattigt og ensformigt. Spillets enheder er hverken veldesignede eller livagtigt animerede, og lyden er fesen: Tøsede effekter, et kikset synthesizer-soundtrack og absolut ingen menneskestemmer, til at give spillet noget hårdt tiltrængt personlighed. En skrabet præsentation ville ikke være den store akilleshæl, hvis spillet havde rettet sig mod den dedikerede lænestols-general, men Shattered Union har ambitioner om at ramme bredere end som så.

Som i Nintendos halvgeniale Advance Wars-serie går PopTop efter simpelt, men dybt gameplay. Shattered Union er designet til at være nemt at samle op, men svært at mestre, og den ambition lever det ganske godt op til. Det havde nok været en fordel gradvist at accelerere antallet af tilgængelige enheder snarere end straks at konfrontere spilleren med 25 forskellige, men svagheder og styrker illustreres fornuftigt med et overskueligt antal stats per enhed - hvor mange af spillets sekskantede felter kan den tilbagelægge per tur, hvor langt kan den skyde, hvor hårdfør er den og så videre. Efter en forvirret begyndelse indfinder overblikket sig hurtigt.

Langt hen ad vejen er spillets strategiske spidsfindigheder også ganske intuitive. Store tanks er langsomme, men hårdføre, mens det modsatte gælder for mindre tanks. Fodtusser er gode mod andre fodtusser, og ellers ikke - til gengæld er de billige. Fly er eminente til bomberaids, men sårbare overfor antiluftskyts og så videre. Har man spillet et strategispil før, ved man det hele i forvejen, og så vil det heller ikke komme som nogen overraskelse, at man er bedre beskyttet i en by end ude i det fri, at spillets gratis partisan-enheder er oplagt kanonføde, eller at det er dumt at løbe tør for brændstof på vej mod de sidste, afgørende point.

I det hele taget har Shattered Union ikke meget at byde på, som ikke er set før - hvis ikke i Advance Wars, så i et af de utallige nichespil, der præger PC-markedet. Spillets AI er oven i købet usædvanligt svag og mangler helt sans for at stække magtfulde fraktioner og for at sætte svage, men betydningsfulde modstander-enheder ud af spillet. Styringen føles omstændelig og lidt akavet fordelt over både PS2 og Xbox-controlleren, mens det går lidt bedre på Pc. Spillet insisterer desuden på at loade midt i de primitive kamp-animationer og der er for lidt variation i de forskellige fraktioners enheder. Dertil kommer, at spillet forsømmer at følge op på et glimrende historie-udgangspunkt og at give spilleren en fornemmelse af borgerkrigens aktører. Også her kunne PopTop lære noget af den fremragende Advance Wars-serie.

Sandt at sige er Shattered Union ikke noget dårligt strategispil. Faktisk rummer det byggeklodserne til et rigtig godt et af slagsen, men en primitiv kampagne, skrabet præsentation og allehånde designfejl, reducerer spillet til middelmådighed. Til gengæld må det medgives, at der er gode multiplayer-muligheder - man kan både være to om én konsol eller spille via Xbox Live - og at spil i denne genre er et særsyn på Xboxen og PS2. PC-berøvede genreentusiaster kan give spillet en chance på den konto, men alle andre bør overveje sagen nøje, før de investerer deres surt tjente skillinger i Shattered Union.