Shellshock: Nam ‘67

Realisme har altid været et kildent koncept indenfor computerspillets verden. De fleste gamere kan blive enige om at nyde livagtig og overbevisende grafik og lyd, der "ligner det det skal forestille". Men realisme på gameplay-niveauet er en langt mere tvivlsom affære - hvilket for eksempel bevidnes af simulationsgenrens meget begrænsede publikum.

Netop realismen er på forhånd blevet udlagt som Shellshock: ’Nam 67s væsentligste egenskab. Alle Vietnam-krigens rædsler samlet i ét hårrejsende spil, lød løfterne i forhåndsomtalen. Men det kræver ikke mange gennemspilninger at indse, at det er så som så med realismen. ’Nam 67 er nemlig præget af det samme Rambo-syndrom som en lang række andre krigsspil før det.

Selvom man langt fra altid er alene i kamp i ’Nam 67, afhænger slagenes udfald altid af ens personlige indsats - også når man skal forestille at være en helt grøn rekrut. Det er tilsyneladende fysisk umuligt for ens kampfæller at placere C4-sprængstof, ødelægge maskingeværs-reder og det, der ligner. I stedet koncentrerer de sig om at beskyde de hundredevis af Viet Cong’er, der strømmer frem som myrer indtil alle missionens delmål er opfyldt.

Med andre ord bliver man aldrig afhængig af sin sidemand på en realistisk måde i ’Nam 67. Hold-kammeraterne udfylder højst biroller - det er dig, der er stjernen. Hvilket kun kan lade sig gøre, fordi ’Nam 67 heller ikke er realistisk, hvad hovedpersonens helbred angår. Hvor de fleste VC’er kan klares med et eller to skud, klarer han snildt fire-fem stykker i rap. Og skulle det alligevel knibe, ligger der mange health-pakker bekvemt og særdeles ulogisk placeret rundt omkring på slagmarken.

Selv ’Nam 67s tilstræbt realistiske handling leder snarere tankerne hen på kulørte B-film end mere eller mindre realistiske "krig-er-helvede" klassikere som Platoon og Apocalypse Now. For plottet er så uopfindsomt kalkeret fra de to film, at det tangerer det grinagtige - og dialogen er vitterligt kun til at grine af. Hvilket alt sammen ville være til at tilgive, hvis ’Nam 67 var et fremragende spil. Det er det bare ikke.

’Nam 67 er gennemført middelmådigt og har intet nyt at byde på. Det skulle da lige være en håndfuld irriterende bugs - man kan f.eks. ’sidde fast’ i jorden, når man ligger ned - nogle usædvanligt stupide mod- og medkombattanter og en række irriterende begrænsninger for udfoldelsesfriheden. Selv små bakker og træstammer er umulige at forcere og special-handlinger som at samle ting op eller sparke døre ind er strengt rationerede.

Læg dertil kedeligt lineære og ofte dårligt forklarede missioner og du har et spil, der ikke står til at redde. Heller ikke af en nydelig billedside, der fint formidler Vietnams fugtigt frodige natur, eller et Oliver North-inspireret lydspor med den lækreste årgangsrock.