Shift 2: Unleashed

Det kan næste ikke lade sig gøre at se professionel motorsport uden også at se de mange næsten nøgne modeller, tandpastasmil og Armani-jakkesæt, der nærmest uundgåeligt altid synes at fylde en stor del af billedet. Foruden de uhyrlige summer som mærker som Ferrari, Mercedes, Renault, Toyota og Audi bruger på sporten, er sponsorpengene nemlig også efterhånden blevet så store at de bedste kørere rangerer mellem de bedst betalte atleter i verden.

Toppen af motorsporten er igennem mediernes linser blevet glamourøs, moderne og et sted for tidens kendisser at mæske sig med solskin og blitzene kameraer, og dermed på det nærmeste en diametral modsætning til selve sporten.

Forestil dig at sidde i et fintfølende fartinstrument hvor hver skrue er nøje afmålt, vægtbalanceret og har gennemgået måneders tests for at sørge at den kan holde til det afsindige pres, som en fart på 300km/t kræver af alt materiellet. Forestil dig at vide hvor mange timers arbejdskraft og penge der er blevet brugt på den bil du sidder i, og forestil dig så at skulle køre 70 omgange på de mest udfordrende racebaner i verden uden at lave en eneste fejl, fordi en sådanne øjeblikkeligt kan koste dig livet. Motorsport er fra kørernes øjne ikke glamourøst, det er dødsensfarligt og en proffesion for kun de bedste i verden, hvilket er en pointe der synes at være gået alt for mange spil forbi.

Det farlige, kaotiske og uforudsigelige racerløb var et af de aspekter det første Need for Speed: Shift formåede at gøre rigtig, for sjældent har følelsen af at være buret inde i en moderne racerbil, med kun motorlyden og dine egne evner som ledsagere, været kommunikeret så godt. Derfor føles det også som lidt af en skuffelse, da efterfølgeren først lokker med en tur i en Nissan GT-R, for derefter at sende mig tilbage til amatørklassen med små Seats og Volkswagens som eneste valg.

Amatørklasserne er naturligvis en slags opvarmning til resten af spillet, hvor jeg kan få lov til at gøre mig bekendt med bilfysikken, opgraderingssystemet og de forskellige slags løb som der her bydes på. Skulle dette på en eller anden måde gå nogen forbi, skal den rundkindede amerikaner Vaughn Gittin Jr. nok sørge for at få det understreget. Med sin status som Drift-mester, deltager i den amerikanske Formula D-klasse og håndtegns-ufede attitude er Gittin Jr. dog lige omtrent det ærgerligste valg man har kunnet foretage i valget af en "vært" til et spil, der betegner sig selv som simulator.

Selvom man må starte ud i biler der med besvær når de 150km/t, sørges der denne gang allerede fra starten for at få spilleren til at føle sig mere velkommen end sidst. Således bydes der på adskillige forskellige løb uanset om din pengepung er tom, og der vil heller ikke gå længe inden du bliver tilbudt at låne alt fra en Alfa Romeo Giulietta til toptunet Mazda RX8 for at afprøve hvordan det føles at ramme de 250km/t. For mit vedkommende havde det ikke gjort noget hvis der var kigget lidt mere på hvordan Forza 3's menusystemer virker, for dette er decideret sløset bygget op i Shift 2, men antallet og forskelligheden af udfordringer som man tilbydes fejler intet.

Den største forbedring og den største nye tilføjelse i forhold til det første spil, vil dog være soleklar allerede fra første gang du trykker speederen i bund. Der er heldigvis sket meget med bilfysikken siden sidst. Hvor man i det første spil ofte bød på biler der havde deres eget liv, samt asfalt der føltes som var den smurt med olie, har man denne gang en langt bedre fornemmelse af hvordan dækkets gummi arbejder sammen med asfalten. Uanset hvor meget du justerer ved bilernes balance, er der godt nok stadig en tendens til at alle bilerne understyrer, men det er denne gang ikke spilødelæggende.

Som noget helt nyt bruges det såkaldte "Helmet-cam" denne gang som standardsynspunkt, og det er ikke svært at se hvorfor. I stedet for blot at placere et kamera inde i bilen, har udvikleren her i stedet forsøgt at simulere hvordan det er at opleve løbet fra kørerens øjne. Det betyder at man eksempelvis svajer mod siderne i svingene, at man trykkes tilbage i sædet når der accelereres og at man automatisk begynder at kigge mod det næste svings apex. Systemet vækkes først rigtig til live når man får adgang til nogle af de hurtigere racerbiler, og her er resultatet ofte både overbevisende, dramatisk og underholdende. Hvor brugbar kameravinklen er for dem som blot vil sætte de hurtigste omgangstider er dog et helt andet spørgsmål, og heldigvis er valget derfor altid spillerens eget.

Uanset hvilken kameravinkel du vælger at gøre brug af, vil Shift 2: Unleashed byde på nogle uforglemmelige ræs. At mærke alle 263 hestekræfter fra Ford Cosworth-motoren i en Caterham Superlight 500, mens man forsøger at sætte en ny rekord på Donington Park, er ren motorsports-magi. Det samme kan siges når man forsøger at mestre Suzukas mange sving i en Aston Martin DBR9 GT1, eller når man nyder Silverstones langsider fra sædet af en Shelby Cobra til den beskidte men smukke benzindrevne lydside fra bilens enorme V8-motor.

Det bliver kun alt sammen bedre af at det hele er pakket ind i afsindig lækker grafik, der specielt overbeviser med glimrende lyseffekter. Byløb har sjældent set så godt ud som når de her foregår i Miamis tætte gader og er badet i en orange solnedgang, og muligheden for også at opleve banerne som natteløb gør kun det hele bedre. Jeg havde dog gerne ofret lidt af detaljegraden hvis det havde betydet at spillet blev afviklet med 60 billeder i sekundet, for fartfornemmelsen lider til tider under den lidt sløvere billedopdatering. Lyden er næsten på højde med grafikken, og her er heldigvis først og fremmest satset på potent motorlyd, hvilket gør det til en fornøjelse at opleve bilerne inde fra cockpittet.

Men disse elementer belyser også Shift 2's største problem, for spillet er langt bedre i specialiserede bidder som du selv har sammensat, end det er hvis du følger den slaviske og kedelige karriere. Dette problem bliver kun tydeligere af at der af uransagelige årsager ikke er låst op for noget fra starten, og at du således kun kan få lov til at køre i de biler du har købt i karrieredelen. Det betyder at der skal høstes erfaringspoints og penge i stride strømme, og selvom begrebet "grinding" oftest hører sig MMO-genren til, er det også her særdeles passende.

Man skal ikke mange år tilbage før kritikken mod EA altid var, at de lavede kopiprodukter der godt nok manglede kreativitet, men til gengæld var afpudsede i alle kanter og leder. Det omvendte kan næsten siges om Shift 2, der flere steder virker som om det holdes sammen af gaffatape. Karriere-delen er kedelig, Vaught Gittin Jr. irriterende og menuerne omstændige. Yderligere er den PC-version vi har modtaget et så pinligt stykke makværk af slamkode, at selv den kraftigste hardware har problemer med at afvikle det ordentligt, og inden et stort patch er klar anbefales man derfor at holde sig til konsolversionerne - som begge er rigtigt gode.

De fleste problemer er dog fortid når banen og bilen er valgt, når speederen trykkes i bund og man må skimte efter vejens sving der synes visket bort i nattens mulm og mørke. Shift 2: Unleashed vil ikke være for alle, men har man tålmodigheden gemmer her sig en vanvittig fartoplevelse, med løb der blander sig med genrens bedste.