Shin Megami Tensei: Lucifer's Call

Konsolrollespil har i årevis stillet sig selv tilfredse med at følge de grundregler, som Final Fantasy-serien i sin tid lagde for dagen. Det er de færreste anmeldere, der ikke på et eller andet tidspunkt, har måttet pløje sig vej gennem et rollespil, der tankeløst har prøvet at kopiere de bedste elementer fra genren, uden at fokusere på dens grundpiller, historien og et fleksibelt kampsystem. Anført af det sublime Disgaea er trenden dog at at ændre sig, og Lucifers Call er endnu et skridt i den mere originale retning.

Mens hjemsøgte paradisverdner altid har en af hjørnestenene i rollespil, tager Lucifers Call sin start et helt andet sted, nemlig på vores hjemplanet Jorden, nærmere bestemt Tokyo. I støvlerne på en karakter som du tvinges til at navngive, smider Shin Megami Tenseis begyndelse om sig med unavngivende personer, samt en konstant påmindelse om at Jordens dage er talte. Uden på noget tidspunkt at have den fjerneste ide om hvad der sker, bliver du pludselig tilskuer til en dæmonisk chokbølge, der systematisk udraderer verden som vi kender den, og i stedet lader den genfødes som en bizar variation af helvede.

Mens størstedelen af Jordens befolkning er døde, er din karakter blevet skånet fordi han blev sammensmeltet med en dæmon, og som en af de få der kender til den gamle verden, sætter du derfor ud for at finde ud af hvad der er sket.

Selvom Lucifer’s Calls historie er temmelig original og til tider også decideret spændene, forekommer den ofte rodet og lader gentagende gange dig om at stykke det hele sammen. De forklarende mellemsekvenser virker underlig tilrettelagt, mens spillet andre gange forventer at man har haft adgang til information, som først gives på et senere tidspunkt i spillet. Holder du tungen lige i munden, ligger der dog en mere end mellemgod fortælling under overfladen.

Det er dog mellemtingen mellem menneske og dæmon, der åbner døren til Shin Megami Tensei mest nyskabende aspekt. Kampene er som vi kender dem fra Final Fantasy-serien en kombination af timing og strategi, men frem for bare at slå løs på sine modstandere, har du i Lucifer’s Call mulighed for at tale med dine modstandere, hvilket afføder nogle, for genren, uvante muligheder. Ved at tale med dine modstandere, og eventuelt bestikke dem med penge eller forskellige objekter, er det muligt at få en given modstander til at tilslutte sig dit eget hold. Ulempen er dog at disse modstandere kan være udspekulerede, og virke interesseret for i sidste øjeblik at afvise dit tilbud, og stikke af med de penge og objekter man måtte have tilbudt dem. Ydermere er dog også muligt at tale til en modstander inden du giver dem det afgørende angreb, og lade tilslutte sig spillerens hold, mod at man lader dem beholde deres liv.

Indfangningen af dæmoner bliver hurtigt et lille spil i sig selv, men systemets dybde kommer først virkelig til overfladen, i det man i enhver given kamp er begrænset til et hold af tre figurer. De indfangede dæmoner kan dog bruges på flere måder, og blandt andet er det muligt at kombinere dem til unikke og utroligt stærke superdæmoner. At indfange og krydse dæmoner er så absolut Lucifer’s Calls mest fængende aspekt, og antallet af forskellige skabninger som det er muligt at vække til live, er svimlende. Til dette hører sig også at de forskellige dæmoner har styrker og svagheder overfor forskellige elementer, og derfor er det aldrig muligt at skabe en ultimativ dæmon, som ikke vil kunne besejres. Din egen figur kan også opgraderes ved at krydse ham med de forskellige dæmoner, men frem for at mutere opnår du her hele tiden flere evner, som igen åbner op for nye muligheder for spillerens hold af figurer.

Spillets sidste unikke aspekt, er den fantastiske grafik der omsvøber hele spillet. Atlus har valgt den omdiskuterede Cell-shading grafik, men har krydret teknikken med et virkeligt originalt og lækkert figurdesign, der ikke drager inspiration fra den slidte Rollespils ABC-bog. Grafikken er hele spillet igennem badet i et lækkert sløret lys, der sammen med en modig og vellykket farvepallette giver spillet et virkeligt originalt og lækkert ydre.

Lucifers Call er et af den slags spil, som bedst anbefales til den slags spiller der er kørt lidt træt i genren, og som måske nu har mod på at prøve noget nyt. Shin Megami Tensei Lucifer’s Call kunne sagtens have været bedre, og specielt historiens opbygning og timing er alt for løs og usammenhængende. Til gengæld byder kampsystemet på nogle virkelig gode ideer, der radikalt ændrer et system de fleste spillere med et par rollespil på samvittigheden, troede den kendte til hudløshed. Personligt har jeg stadig et utal af dæmoner som skal indfanges og eksperimenteres med.