Shinobi

Sega har atter engang vækket en af deres koryfæer til live og denne gang er det klassikeren Shinobi, som skal støves af og præsenteres for et nyt publikum på en ny platform. Shinobi udkom som arkademaskine i 1987, hvor den hurtigt blev et stort hit. Konverteringen til konsol var derfor uundgåelig, og den første var til Segas egen Master System, hvor Shinobi dukkede op i 1988. Senere har Shinobi-serien bevæget sig vidt omkring, og vi har bl.a. kunnet spille det på Commodore 64, TurboGrafx 16, NES m.fl. - og nu er det så udkommet til Playstation 2.

Det originale Shinobi var et traditionelt 2D action-spil med statiske baggrunde, hvor man bevægede sig fra venstre mod højre og kastede med shurikens, svingede med sværd og brugte karatespark til at fælde sine modstandere. Dét tidløse gameplay har Sega selvfølgelig ville opdatere, men helst uden at ødelægge den stemning, som fans af serien allerede elsker de(t) oprindelige spil for. I vore dage skal alt jo (desværre) være i 3D, hvilket Sega ligeledes har ment, ville tjene Shinobi bedst. Bag facaden er spillet dog stadig 2D, hvilket de lange, lineære baner afslører efter minutters spil. De består typisk af lange korridorer, brudt op af åbne pladser på størrelse med et bytorv, hvor man typisk skal slagte en lidt større bunke af modstandere, inden man kan fortsætte.

Historien går som følger: Vi er i fremtiden, hvor et jordskælv har rystet Tokyo. Et helligt tempel skyder derefter op af jorden, hvorfra dæmoner hærger byen. Du spiller Hotsuma, en ninja med et forbandet sværd ved navn Akujiki, og da du finder ud af at templets herre har udslettet din klan, vil du have hævn - plottet vinder således ingen priser for originalitet, men det gør det sjældent i den slags spil.

Da spillet er i 3D har man nu mulighed for at låse sig fast på sine fjender, som man så kan vedblive at angribe, indtil de er besejret. Derefter skifter sigtet til næste/nærmeste fjende, så man kan lave nogle utrolige kombi-angreb på adskillige fjender indenfor kort tid. Kæder man sine angreb sammen på denne måde og besejrer mere end fire fjender indenfor en tidsramme på et par sekunder, fryser billedet og man belønnes med en kort animation, hvor fjenderne falder fra hinanden i skiver på bedste anime-manér. Man kan ligeledes benytte sig af det såkaldte Stealth Dash, en usynlig og lynhurtig bevægelse et par meter i en given retning, så man eksempelvis kan angribe fjenderne bagfra, før de når at vende sig om. Senere kan man slet ikke gøre skade på visse af fjenderne forfra, så man bør absolut øve sig i brugen af denne bevægelse tidligt i spillet. Hotsuma kan også løbe på væggene, hvilket man bl.a. kan bruge til at komme over afgrunde, at angribe ovenfra eller til at komme op på højereliggende afsatser.

Banerne er totalt lineære og brydes kun af opgør med bosser, akkurat som i ethvert klassisk platform- eller actionspil. Underligt nok har man kun ét liv til at gennemføre banen med - undtagen når man kommer til bosserne, hvor man blot starter opgøret forfra, når man dør. Det føles ret uretfærdigt, og man bander og svovler ofte, når man falder i en afgrund lige inden banen er overstået, p.g.a. et lille fejltrin. Godt nok var disse spil også forfærdeligt svære i "gamle dage", men det retfærdiggør ikke den mangel på tolerance, som Shinobi udviser overfor almindelige dødelige i vore dage - og de ord kommer fra en, som har spillet spil som dette i mere end 20 år(!)

Det er heller ikke særligt belønnende at løbe gennem tomme korridorer, parkstier og metrostationer uden andet at se på og bekæmpe end bølge efter bølge af fjender. Shinobis åndelige fætter, Devil May Cry, tilbyder nogenlunde det samme gameplay, men formår dog at skabe noget atmosfære v.h.a. flotte og detaljerede omgivelser. Det får man intet af her, og det er simpelthen for dårligt af et konsolspil i vore dage. Heldigvis er lydsiden mere vellykket. Musikken er hurtig, skinger og typisk "old school", og vil således ikke vinde nogle priser i dag, men den passer til spillet. Undertiden bryder mere nutidige toner igennem, men de forsvinder hurtigt igen - nostalgikere vil elske soundtracket. Lyden er også god, med skarpt definerede lydeffekter når klinger krydses eller ved anden kontakt med fjender og omgivelser.

Sega sagde, at de ville skabe et spil, der var 100% tro mod sine rødder og samtidig tilbyde et hektisk og actionfyldt gameplay i 3D. Det har de lykkedes med, men hvem er målgruppen i dag? Nye spillere vil hurtigt stemple det som for grimt og ALT for svært, hvorimod fans nok blot vil kalde det svært og spille det med sveden piblende frem på panden, da det jo ER Shinobi. Jeg er fan, og det er da også et underholdende spil - i små doser - men det er så absolut ikke et spil, man skal købe uden at have prøvet det først.