Shinobido: Way of the Ninja

Jeg er taget til Sengen Town. Mit forehavende er bestialsk, selv set i lyset af at blodige opgør er hverdagskost i Utakata-provinsen her i slutningen af det 16. århundredes Japan. Jeg er kommet for at dræbe otte af krigsherren Sadames tropper på foranledning af hendes rival Akame. Opgaven ville være ovenud vanskelig for alle andre end mig, ninjaen Goh the Crow, som er den sidste overlevende Azuka-ninja. Mit første offers fodtrin kan allerede høres i det fjerne. Med en lethed, som kun de bedst trænede ninjaer besidder, hopper jeg op på det nærmeste tag og sniger mig ind på Sadames intetanende lakaj. Han gaber og strækker sig, og i samme øjeblik tager jeg fat om hans hoved, springer ned på jorden og brækker nakken på ham. Det kunne Snake ikke have gjort bedre.

En anden vagt trisser rundt i byens voldgrav. Med et næsten lydløst plask planter jeg fødderne i det algegrønne vand og lister mig ganske langsomt ind på ham. På et splitsekund vrider jeg armen rundt på ham og tvinger hans hoved ned i vandet. Han spræller højlydt, mens det stigende vandindhold i hans lunger stille og roligt suger livet ud af ham. En bedre skæbne overgår ikke hans kollegaer. Flere får halsen skåret over af mit blanke samuraisværd, mens den sidste må lade livet i en kort sværdduel. Desværre blev jeg opdaget af en af Sadames folk, og det er så drønærgerligt, for nu ved hun, at jeg har forrådt hende.

Sagen er den, at jeg skiftevis arbejder for tre forskellige krigsherrer, som forsøger at udmatte hinanden og med tiden blive Utakatas nye beskytter. Akame, Sadame og Ichijos indbyrdes fejder giver masser af arbejde, og de betaler pæne summer for min assistance. Jeg forsøger efter bedste evne at tilsløre mine forræderiske gøremål og opdager lidt efter lidt, at de stridende parters interne konflikter blot er et ringe instrueret melodrama over menneskelig selvmedlidenhed, når den er værst. Det er intet i forhold til min personlige tragedie. Alle mine ninjakompagnoner er blevet dræbt. Fjendens skånselsløse nedslagtning af hele min ellers så fredfyldte hjemby er stadig et tilbagevendende tema i mine drømme. Jeg arbejder ikke for mammon, men for at finde frem til de soul fragments, som kan lære mig mere om den stolte og højagtede person, jeg engang var.

Som udvikler af de to originale Tenchu-spil til PSOne har Japanske Acquires et fast tag om stealthgenren. Det er du sjældent i tvivl om, når du ved hjælp af den meget intuitive styring svæver hen over tagrygge, klippefremspring og skovbunde så behændigt, hurtigt og bomstille, som kun en ninja kan gøre det. Nok er fortidens minder forsvundet fra den amnesiplagede ninjas tanker, men hans ninjafærdigheder er mere knivskarpe end nogensinde før. Shinobido minder på mange punkter om Tenchu: Wrath of Heaven, som Acquire dog ikke kan tage æren for. Selvom Tenchu ikke står lysende klar i min erindring, synes selv Tenchus knapkonfiguration at have fundet vej til Way of the Ninja.

Shinobido er imidlertid ikke blot en videreførelse af det gamle ninjakoncept. Selve spilstrukturen er ikke til at kende igen. I stedet for at trække dig gennem en banal serie af episoder med historien som bindemiddel - om end udgangspunktet med en ninja plaget af hukommelsessvigt er en betonkliche bøjet i neon - er spillet missionsopbygget i frihedens navn. I jagten på soul fragments, som indeholder dele af dine tabte minder, skal du oparbejde goodwill hos de enkelte krigsherrer. Det giver på den ene side handlefrihed, da du kan gennemføre missioner efter forgodtbefindende, men de samme missioner går igen, oftere end godt er. Gør det af med rivalens samuraigeneral, stjæl ris og dokumenter, dræb en utroværdig leverandør, eller nedlæg en gråbjørn, så de hungrende soldater kan få fyldt de knurrende vomme.

Det største problem er manglen på baner. Blev Acquire præsenteret for den kritik, ville de utvivlsomt, og med rette, sige, at bane-editoren jo netop er designet for at komme bane-manglen til livs. Og ja, du kan udforme meget forskellige banedesign ved hjælp af bane-editoren, og endda ændre de eksisterende, men døde den slags ikke med den shoot ’em up-editoren til Commodore 64? Kritikken er ikke rettet mod den kendsgerning, at editoren er med, men mod den tanke, at man skulle gide bruge timevis på at kompensere for Acquire dovenskab eller manglende opfindsomhed.

Shinobido: Way of the Samurai er målrettet Tenchus fanskare. Det er et udmærket stealthspil til den tålmodige og kreativt tænkende spiller, der forstår at udnytte de forhåndenværende muligheder bedst muligt. Som i Splinter Cell sørger det brede udvalg af hjælpegenstande som kastestjerner, eksplosiv sushi, miner og bomber for, at der er mange måder at gribe en mission an på, men samtidigt er der et misforhold mellem det eksperimentelle potentiale og det faktum, at der ikke findes save- eller check-points. Acquires nye ninjaepos er en både vanskelig og tålmodighedskrævende omgang, hvilket vil få den ene lejr af spillere til at sukke og den anden til at juble. Hvad ninjasimulatorer angår, fås de ikke meget bedre end Shinobido, men det siger så heller ikke så meget.