Shrek: Forever After

Jeg har aldrig været stor tilhænger af Shrek-filmene, og jeg stod af efter den allerførste og har siden da set både uinteressante film og spil passere forbi mig, uden at skænke dem en tanke. Nu er Shrek, æslet, Fiona og den bestøvlede kat ude på skrammer, for Shrek er kommet på afveje og skal finde en lille arrig mand, inden det er for sent.

Det er en anelse svært at sætte et spil som Shrek Forever After i en bås. Men hvorom alting er minder det meget om de efterhånden mange LEGO-spil, da der skal løses gåder, og bruges forskellige karakterers evner til at åbne op for både nye områder samt hemmelige og knap så hemmelige skattekamre.

Det er kun én måde at spille Shrek Forever After, og det er simpelthen bare at starte et nyt spil, hvor op til fire spillere kan give sig i kast med både kampe og gåder.

Vores historie starter da Shrek, af årsager der hurtigt bliver gjort klare, befinder sig i en anden verden, end den han er vant til. Da den grønne kæmpe ikke ligefrem er den kløgtigste karl i kongeriget gør han, hvad der falder ham naturligt: tæver løs på befolkningen. Det varer ikke længe, før det egentlige mål for hans vrede bliver klart og derfra er spillet stort set en lige linje til sejr.

Den lige linje til sejr er godt nok også kort, mindre end seks timer skulle der til, fra jeg havde taget de første gumpetunge skridt i Shrek's fælt lugtende sko, til jeg skulle leve lykkeligt til rulleteksterne var forbi.

Spillet lægger ud med dets klart svageste side, kampsystemet. Hvis du er svært glad for at banke den samme knap mens du ser de små mænd på skærmen dejse omkuld, er det lige noget for dig, men for alle andre er det en hjernedød øvelse i kedsomhed.

Bevares, der er også mulighed for at trykke på en af de andre knapper i ny og næ, for kortvarigt at sætte dine fjender ud af spillet. Den kunstige intelligens er bare så tilgivende og muligvist komatøs at det aldrig er nødvendig med andet end en rask tommelfinger og bevidsthed for at tvære samtlige modstandere ud.

I mellem, til tider endda frem for, de monotone kampe bliver hele affæren krydret med ganske udmærkede gåder og puslespil. Det kan mærkes at spillet er beregnet til et yngre publikum, men på den anden side er det tydeligt hvad spillets rammer tillader, så meget af den frustration der kan forekomme i andre spil er pist væk og tilbage står nogle fornøjelige, om end simple, opgaver der skal løses.

Hvis du leder efter det spil, der viser hvor smukt et medie, spilmediet kan være, kan jeg med det samme fortælle dig, at du ikke finder det her. Hvad du finder er til gengæld et dejligt, lyst spil med forskelligartede omgivelser til op over ørene. På intet tidspunkt får man en fornemmelse af at trave igennem de samme kedelige gader, stræder og sumpe igen og igen, det er ikke bare rart, det giver en god fornemmelse af fremgang.

Shrek Forever After er ikke bare rart at se på, det er hovedsageligt også en fryd for ørene. Det i forvejen jammerlige kampsystem sparker i tide og utide også til jukeboksen der serverer malplaceret musik fra blandt andre Joan Jett og Weezer, det er unødvendigt og aldeles fjollet ikke bare at lade de sædvanlige toner glide ud af højtalerne.

De fire spilbare karakterer virker veloplagte, uden at være overdrevne. Specielt den bestøvlede kat, der som den eneste af de fire bliver spillet af den samme skuespiller i filmen i dette tilfælde Antonio Banderas, er et muntert bekendtskab, der i den grad når charmekvotienten.

Et af spillets hæmsko i klovnestørrelse er det simple faktum af det tydeligvis er designet for primært at blive nydt af de yngre spillere, men alt foregår på engelsk. Så hvad der muligvis kunne trække på smilebåndet bliver i stedet en omgang svært forståelig snak, der ikke tilføjer noget godt til oplevelsen.

Med spillets meget korte længde, de triste kampscener og manglen på genspilningsværdi for alle andre end de mest grundige, er det meget svært at anbefale et ellers ganske fint spil, der formår at skabe en god oplevelse.

Selv som et kortvarigt bekendtskab med familien på sofaen er det svært at give en stor tommelfinger i vejret, da det tiltænkte publikum vil have svært ved at følge med i den hæderlige dialog. Ikke desto mindre er det et hæderligt lille licensspil.